Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Et voksenliv uden skader

PORTRÆT / Karen Kotila arbejder med skadesforebyggelse på både mikro- og makroplan: Som fysioterapeut på en idrætsefterskole og som formand i Dansk Selskab for Sportsfysioterapi. Og så drømmer hun om at få sportsfysioterapeuter ud at forebygge helt ude i yderste geled, i folkeskolen.
Foto Heidi Lundsgaard

Det er ikke altid sjovt at være decemberbarn. Jul kan risikere at skygge for fødselsdag, og i sportens verden er man født til at være den yngste og dermed ofte også mindste på holdet.

Karen Kotila er født i december, og hun er en splejs. Det var derfor hverken muskler eller højde, der hjalp hende, da hun i sin tid var på ungdomslandsholdet i basketball, men stædighed, ihærdighed og ambition. Tre egenskaber, den 43-årige fysioterapeut har bragt med sig fra barndommen, og som indgyder respekt også hos de tungeste af drengene i Dansk Selskab for Sportsfysioterapi (DSSF), hvor hun har været formand siden 2009.

Da Fysioterapeuten taler med Karen Kotila, har hun lagt selskabets årlige sportskongres i februar bag sig, men ikke mere end at hun stadig sprudler af begejstring – både over det faglige og det sociale indhold på kongressen, men mest over at have været i selskab med, som hun siger, ”en hel masse fantastiske mennesker, der er meget klogere end mig”.

Sportsfysioterapeuterne kan i år fejre, at det er 30 år siden, de sluttede sig sammen i det, der først hed faggruppe, så fagforum og nu fagligt selskab. Udviklingen i navnet afspejler den udvikling, som selve specialet har gennemgået, og i dag er man ifølge Karen Kotila evidensmæssigt så langt, at ”nu er nok nok”. Ikke forstået sådan, at der ikke skal forskes mere, men fokus skal være på anvendelsen.

”Selskabets fornemste opgave må være vidensformidling. Information bliver først til viden, når man får det ind under huden. Hvis ikke vi sørger for at få omsat den megen forskning til viden, ryger vi tilbage til det autodidakte, hvor man bygger behandlingen på sin erfaring. Det skal man også, men vi husker kun de gode og de dårlige patienter og glemmer hurtigt midterfeltet, hvor evidensen virkelig har sin berettigelse. Når man bliver autodidakt er det ikke på grund af modstand mod evidens, men fordi man er tilpas med det, man gør. Som selskab er det vores opgave at rykke ved folks comfort zone, og det gør vi kun ved at formidle viden og få fysioterapeuten til at tage den til sig”.

Information bliver til viden på selskabets kurser, hvor ”underviserne går ind ad døren og gør forskningens resultater til personlige værktøjer”, forklarer Karen Kotila.

På samme måde ”bliver evidens til spiselig læsning” i de foreløbig fem faglige kataloger, som DSSF har udgivet. Men også de faglige kataloger er i udgangspunktet kun information, mener hun og forudser, at selskabet vil vende tilbage til der, hvor det startede. Ikke som en lille græsrodsbevægelse, men med det samme nærvær og et tilbud om lokale netværk og fyraftensmøder, hvor viden kan vokse - som supplement til de store forkromede kongresser.

Lyttede ikke til fysioterapeuten

Karen Kotilas egen vej ind i fysioterapien er så klassisk, at den næsten er en kliché: Basketspilleren fik en korsbåndsskade.

Rådet fra fysioterapeuten var, at det ville være en dårlig ide at vende tilbage til en retningsskifte-sport. Det lyttede hun ikke til, men skaden betød, at hendes flirt med seniorlandsholdet blev alt for kort. Men intet er som bekendt, så galt, at det ikke er godt for noget, og mange sportsudøvere har siden draget nytte af de bitre erfaringer, der til daglig omsættes til skadesforebyggende træning på Efterskolen ved Nyborg, hvor Karen Kotila er trænende fysioterapeut på fuld tid.

”Når jeg sidder med korsbåndsskader på skolen, fortæller jeg spillerne meget nøgternt, hvad de står over for; at det er meget få, det lykkes for at komme tilbage, at der er stor risiko for en ny skade, og at de måske kommer tilbage på et lavere niveau. Jeg kan godt forstå, at de gerne vil tilbage, og jeg vil også gerne støtte dem i det, men det er ikke for alle, og det kan være, at man skal lave sin målsætning om undervejs”.

Med den viden, fortryder hun så, at hun selv valgte at vende tilbage til basketball?  ”Nej”, erklærer hun, ”selvom jeg på grund af skaden ikke blev den spiller, jeg gerne ville, og måtte holde op på seniorlandsholdet, spillede jeg videre i 15 år. Og skaden har helt klart gjort mig til en bedre fysioterapeut”.

”Rummet fra man er patient, til man er sportsudøver, er en svær periode. De andre udvikler deres tekniske færdigheder, mens man selv står og laver knæøvelser. Dér nyder jeg som fysioterapeut godt af min egen erfaring”, siger Karen Kotila, der dog ikke mener, at man nødvendigvis selv skal have været skadet for at blive en god fysioterapeut.

”Man bliver en god sportsfysioterapeut, hvis man har indlevelsesevne og empati, kan anvende best practice og arbejde tværfagligt, og hvis man formår at sige til en sportsudøver, at ’det her skal du ikke’”.

I sportens verden er det en løbende diskussion, hvem der skal træffe valget, om eller hvornår en udøver skal tilbage efter en skade. Er det spilleren selv, er det træneren, eller er det fysioterapeuten? Når det gælder børn og meget unge spillere, er Karen Kotila ikke i tvivl:

”Så skal kompetencen ligge hos fysioterapeuten i samspil med forældrene, for børnene eller den unge selv kan simpelthen ikke overskue konsekvenserne”.

Selvom det næppe er alle trænere, der vil være enige med hende i, at kompetencen skal ligge hos fysioterapeuten, er idrættens fokus på skadesforebyggelse vokset meget i de år, Karen Kotila har været i sportsfysioterapien, men der er stadig et godt stykke vej at gå, mener hun.

”Dansk Idrætsforbund vil have trænerne til at lave skadeforebyggende træning, men det kan de ikke alene, for deres fokus er et helt andet sted. Man er nødt til at lade trænerne træne og så samarbejde om forebyggelsen, og det vil spare mere, end det koster”, erklærer hun.

”Vi taler jo ikke om, at man skal have en fysioterapeut til hvert hold; måske kan flere klubber i et sportsfællesskab dele én. Og realiteten i dansk idræt er, at du starter med 20 spillere, der er 9 år gamle, men du kun har fem tilbage, når de er 13 år, så du har ikke råd til at lade være. Den klub, der går ud og sælger til forældrene, at den tager vare på deres børn ved at lave en skadeforebyggende indsats og har en forebyggende strategi for den fysiske træning, det er den klub, der vinder kampen om medlemmerne i dag”.

Teknik, teknik og teknik

Jobbet på efterskolen fik Karen Kotila ad bagvejen. Hendes mand var træner på skolens basketlinje, og Karen Kotila blev ofte lige hevet ind for at se på en spiller, indtil skolen en dag besluttede, at kombinationen med en fysioterapeut, der også var baskettræner, var så god, at de lige så godt kunne ansætte hende. 130 af de i alt 160 elever er sportsudøvere, og fysioterapeutens arbejde består ud over skadesbehandling først og fremmest af forebyggende træning ud fra devisen ”what jumps up must come down”, eller som Karen Kotila forklarer: ”teknik, teknik og teknik”.

”Jeg har alle de forskellige hold, og de ved godt, at når de har mig, er det færdighedstræning, de skal igennem, og at der er fokus på især knæ, ankler og hofter”.

Desuden står hun for praktisk og teoretisk idrætsundervisning til 9. klasserne, der lærer at sammensætte træning og arbejde med målsætninger – hele tiden med det skadesforebyggende for øje.

Mange idrætsefterskoler har en fysioterapeut tilknyttet, men Karen Kotila kender kun én anden skole, der har en fysioterapeut ansat på fuld tid. Det bør der laves om på, erklærer hun, og da DSSF besluttede at relancere kampagnen ”Knokl for dit knæ”, som man tidligere har haft succes med, var det oplagt at tage fat i idrætsefterskolerne som målgruppe.

”Det første, vi skal, er at få registreret antallet af skader på idrætsefterskolerne, og det gør vi i et forskningsprojekt i samarbejde med Metropol (fysioterapeutuddannelsen i København, red.) og ganglaboratoriet på Hvidovre Hospital. Nu har jeg kun mine egne registreringer at gå ud fra, men de viser, at på trods af, at jeg er her til at forebygge skader, har vi stadig en høj forekomst i forhold til den almindelige idræt. Vi har det i begyndelsen af sæsonen, og min tese er, at det er fordi elever, der starter på en idrætsefterskole, går fra måske at have haft 5-6 timers ugentlig træning til lige pludselig at have mellem 15 og 20 timer”.

Når dokumentationen for, at idrætsefterskolernes elever fylder for meget i skadestatistikkerne, er på plads, er det Karen Kotilas drøm, at få også de andre idrætsefterskoler i tale om deres rolle i skadesforebyggelsen.

”Efterskolerne er noget helt unikt for Danmark. Det er et år, man tager ud af kalenderen for at dygtiggøre sig, så hvorfor ikke tænke ind, at man forbereder sig til et voksenliv, også i forhold til skadesforebyggelse. At man går fra, at noget er en fritidsaktivitet, til det er en del af ens identitet, kræver en handlingsplan for, hvordan man kan holde til det”, siger Karen Kotila, der mener, at der i Danmark er en tendens til, at sportsudøvere topper for tidligt.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi som en del af efterskolearbejdet går ind og lærer dem, at de ikke skal toppe som 16-årige, de skal være dygtige om 10 år”.

Hører også hjemme i folkeskolen

Har Karen Kotila mon så også en holdning til fysioterapeuters rolle i den almindelige folkeskole? ”Ja dét har jeg”, kommer det prompte.

”Som fysioterapeuter ved vi rigtig meget om bevægelseslære og bevægelsesanalyse. Vi er gode til at analysere elevernes bevægelseskompetencer, for eksempel i idrætstimerne, og vi kan sætte mål op for hvert klassetrin, ligesom man gør i sportsklubberne med alderssvarende motorisk træning”.

Folkeskolen anviser selv vejen til, hvor fysioterapeuter kan komme ind og spille en større rolle, mener hun.

”De har jo lavet en idrætseksamen, og i idrætseksamenens bekendtgørelse står, at man bliver vurderet på sine bevægelseskompetencer. Når man har sagt A, må man også sige B, og så synes jeg, at man skal ansætte nogle folk, som rent faktisk kan analysere bevægelseskompetencerne og tage kompetenceudviklingen ind i den almindelige idrætsundervisning”.  

Et større fokus på bevægekompetencer i folkeskolen vil også forebygge nogle af skaderne i klubberne, mener hun. ”Det er den brede folkeskoleskare, som er inaktive, der kommer ud i klubberne og får skader, men de aktive bliver også skadede, fordi vi har for få aktive at tage af, og de derfor laver for meget. Fysioterapeuter, og særligt sportsfysioterapeuter, er uddannet til at kigge på de bevægekompetencer, man har indskrevet i folkeskoleloven og faktisk vurderer på 12-trinsskalaen. Det er da tankevækkende”.

Ballet- og fodboldmor

Selvom Karen Kotilas to egne piger på 10 og 12 år har set basket-baner nok som små og derfor selv har villet noget andet, hører de ikke til i kategorien af inaktive, tværtimod.

Den yngste spiller fodbold, og Karen Kotila involverer sig vanen tro på alle måder; på sidelinjen med højlydte tilråb og på banen som hjælpetræner, eller hvad der nu måtte være brug for omkring holdet.   

”Men i forhold til den ældste, der danser ballet, er jeg fuldstændig lost. Jeg sidder der med min fyskasket og taler om alsidighed i træningen, og så har jeg gudhjælpemig en pige, der går på Det Kongelige Teaters Balletskole”, griner Karen Kotila, der stadig ikke forstår, hvordan balletten overhovedet fandt vej ind i den boldgale familie.

”Vi boede på Island på et tidspunkt. Hun var to år, og hun havde aldrig set en balletforestilling eller så meget som været i nærheden af en ballet, men ballet var det eneste, hun talte om. Der må have været en stenmand, der har danset rundt i lavaen foran hende”.

Karen Kotila husker tilbage på de år, familien tilbragte i Island som en fantastisk tid. ”Der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre i Island. Der er ingen jantelov og ’hvorfor tror du, du kan det?’ Det er mere ’fed idé, det gør vi’. Der er sikkert nogle luftkasteller imellem, men der er også en hel masse, der bliver til noget. Jeg kunne flytte derop i morgen”.

At der er længere fra tanke til handling i Danmark har hun vænnet sig til, men af natur er hun utålmodig erkender Karen Kotila.

”Jeg har tidligere været meget hidsig og utålmodig, men jeg er det ikke længere. Jeg har lært mig tålmodighed, og at ting tager tid, også gode ting. Når vi sidder i DSSF og brokker os over, at det går for langsomt, kan vi jo godt se, når vi får vendt det i et større perspektiv, at vi faktisk når nogen vegne”.

Karen Kotila vakler lidt imellem, om hun skal beskrive sig selv som drømmer eller visionær, men ender med at vælge det sidste. ”Jeg kan godt lide at tænke store tanker og tegne med den brede pensel”, siger hun, men tager alligevel den lille fine pensel frem og giver sig til at tegne et billede af fysioterapien:

”Jeg synes, at fysioterapi og fysioterapeuter har så meget at byde på. Vi skal ikke være underdanige for nogen. Vi løfter folks kompetenceniveau, ikke kun fysisk, men også det psykiske velvære. Det er både skræmmende og fantastisk at have så meget ansvar og så meget at skulle have sagt”.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar