Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Tre forslag til et bedre sundhedsvæsen

LEDER / Regeringen, KL og Danske Regioner har nedsat et udvalg om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Befolkningen bliver stadig ældre, og flere danskere kommer til at leve med en kronisk sygdom. Samtidig er der grænser for, hvor mange flere penge vi kan bruge på det offentlige sundhedsvæsen. Det er kort og godt baggrunden for, at regeringen, KL og Danske Regioner har nedsat et udvalg om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Udvalget skal til efteråret komme med forslag til, hvordan vi får skabt et sundhedsvæsen, hvor sygehuse, kommuner og praksissektor samarbejder bedre, og hvor patienter er sikret den samme gode behandling, uanset hvor i landet de bor. I den forbindelse skal udvalget have fokus på, at de rette sundhedsfaglige kompetencer er til stede overalt i sundhedsvæsenet, og at IT bliver brugt til at skabe mere dokumentation.

Det er alene KL, Danske Regioner og ministerierne, der er repræsenteret i udvalget. Men samtidig er der blevet nedsat en interessegruppe, der løbende skal give udvalget input. I denne gruppe sidder jeg på vegne af Sundhedskartellet, sammen med repræsentanter for Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer.

Vi skal tilbyde patienterne den behandling, som giver det største udbytte

I begyndelsen af marts havde vi det første møde med udvalget, og her her havde jeg tre forslag med:

Vi skal tilbyde patienterne den behandling, som giver det største udbytte, og som bedst kan betale sig for samfundet. Eksempelvis er der klar evidens for, at det er bedre for mange flere patienter med knæ-artrose at træne frem for at blive opereret. Det giver bedre resultater og kan spare samfundet for 400 millioner kroner om året. Det er blot ét eksempel på, at vi i dag mange steder ikke bruger ressourcerne rigtigt.

Der bør være flere fysioterapeuter, sygeplejersker, jordemødre, bioanalytikere m.fl. i lægehusene. Hvis alle borgere i landet, uanset hvor de bor, skal være sikre på, at de har let adgang til at blive tilset af en læge, er det nødvendigt at give udvalgte opgaver til andre sundhedsfaglige grupper. For eksempel kan vi lade fysioterapeuter udrede og behandle patienter med muskel- og led-sygdomme.

Og så er det vigtigt at opprioritere forebyggelsesindsatsen. Der bliver brugt alt for få penge på at forebygge. Eksempelvis falder hvert år halvdelen af alle borgere over 80 år. Det giver i mange tilfælde hoftebrud, og så er der stor risiko for at havne som medicinsk patient på et sygehus. Hvis kommunerne faldscreener ældre borgere og tilbyder målrettet træning, kan man forholdsvis let forebygge mange fald, skadestuebesøg og operationer. Så her kan det på alle måder betaler sig at forebygge.

Overordnet handler det om, at vi skal have skabt et sundhedsvæsen, hvor patienten er i centrum og hvor vi har gode muligheder for at samarbejde, uanset om vi er ansat på et sygehus, i en kommune eller i praksissektoren. Det betyder, at vi skal væk fra at tænke sektorerne som isolerede siloer. Og så skal vi have de mange forskellige sundhedsfaglige kompetencer i spil dér, hvor de gør mest nytte. Og gerne på nye måder. Det er for mig at se opskriften på, at vi kan få et velfungerede, nært og sammenhængende sundhedsvæsen, og det var det budskab, jeg afleverede til udvalget.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar