Er fysioterapeuter blevet vildledt?

Som fysioterapeutstuderende bør man kunne føle sig tryg ved, at uddannelsen fører til reelle og meningsfulde jobmuligheder. Men mange studerende – særligt på Professionshøjskolen Absalon – oplever en voksende usikkerhed: Får jeg overhovedet job som fysioterapeut, når jeg er færdig?

Bekymringen handler ikke kun om ledighed, men om deltidsstillinger, vikariater, geografisk ubalance og arbejdsopgaver, der ligger fjernt fra det, vi forbinder med professionens kerne. Flere oplever, at der mangler sammenhæng mellem det, vi undervises i, og det, vi i praksis bliver mødt med. Det skaber ikke blot frustration – det tærer også på motivationen og troen på fagets fremtid.

På studiet bliver vi ofte forsikret om, at ‘ældrebyrden’ vil sikre os arbejde. Det lyder logisk: Flere ældre borgere betyder flere med behov for behandling og genoptræning. Men jeg har været i dialog med både nyuddannede og fysioterapeuter med nogle års erfaring i hovedstadsområdet, og flere fortæller, at virkeligheden, som mange nyuddannede møder, er en anden. De ender ofte i plejeopgaver – roller, der traditionelt er varetaget af SOSU’er og sygeplejersker – og ikke med at udøve fysioterapi i dens fulde bredde og faglige dybde.

Måske skyldes det personalemangel. Måske er det udtryk for strukturelle fejl i sundhedsvæsenets organisering. Uanset årsag bør vi spørge: Er det denne rolle, vi er uddannet til? Og hvad betyder det for vores faglige identitet og motivation, hvis vores kompetencer ikke udnyttes – eller endda overses?

Også i den private sektor hører jeg om pres. Særligt i franchise-klinikker står nyuddannede i et konstant spænd mellem drift, profit og faglighed. Flere fortæller, at fysioterapi reduceres til hurtige ydelser, der skal sælge, mens refleksion, kvalitet og tid til patienten presses i baggrunden.

Det er ikke nok at henvise til lave ledighedstal, hvis virkeligheden opleves som usikker, uigennemsigtig og præget af fagligt kompromis. Har vi som fag været ærlige nok over for kommende kollegaer? Eller viderefører vi en fortælling, der ikke længere matcher virkeligheden?

Jeg opfordrer Danske Fysioterapeuter og Fysioterapeuten til at tage disse oplevelser alvorligt. Det kræver mere end statistik – det kræver kvalitative undersøgelser, interviews og viljen til at lytte. Hvis vi ikke tør tage snakken nu – hvornår så?