
Patienterne skal ud af sengen

Voksne patienter, der er akut indlagt på medicinske eller kirurgiske afdelinger, tilbringer næsten al deres tid i hospitalssengen, og de fleste går mindre end 1.000 skridt om dagen.
De mange timers inaktivitet øger risikoen for komplikationer og medfører, at patienterne mister funktionsevne. Flere får brug for en plads på aflastning eller hjemmehjælp, når de bliver udskrevet, og risikoen for genindlæggelse og mortalitet er øget.
Det er ikke ny viden, og hospitalerne har i mange år haft en række projekter, der skulle øge patienternes fysiske aktivitet. Men når projekterne er slut, ligger patienterne stadigvæk alt for mange timer i hospitalssengen.
“Der er brug for en grundlæggende kulturforandring,” mener seniorforsker, ph.d., cand.scient.san. og fysioterapeut Mette Merete Pedersen, som er en af initiativtagerne til Netværk for det Fysisk Aktive Hospital, NEFAH.
Netværket er etableret af klinikere og forskere indenfor fysioterapi, men målet er at få alle faggrupper med. Og allerede nu er der både ergoterapeuter, sygeplejersker og læger i netværket. Siden etableringen i november 2023 er mere end 400 begyndt at følge NEFAH på LinkedIn, og til flere af netværkets webinarer og temadage har der været over 150 deltagere.
Læs mere om netværket
På netværkets hjemmeside deles tips og tricks fra forskellige indsatser med fysisk aktivitet på hospitaler rundt omkring i hele landet. Her kan man også følge med i netværkets aktiviteter, kurser og møder. Repræsentanter fra NEFAH er ligeledes en del af undervisningen i fysisk aktivitet på halvårlige kurser for medarbejdere i Region Hovedstaden på Amager og Hvidovre Hospital, og i januar 2024 fandt det første tværfaglige kursus sted, hvor også sygeplejersker og ergoterapeuter deltog.
“Det er vigtigt at få alle faggrupper med for at skabe en grundlæggende forandring. Vi skal som sundhedsprofessionelle alle sammen facilitere, at patienten kommer ud af sengen. Det er ikke bare fysioterapeuternes ansvar. Men ved at sætte tværfagligt ind på flere fronter kan vi forhåbentlig undgå, at patienterne taber muskelstyrke og funktionsevne under indlæggelsen,” siger Mette Merete Pedersen. Det handler om en anden tilgang til patienten.
Fysioterapeut Mette Merete Pedersen. Foto: Linda Johansen.
“Der er en tendens til, at man som patient bliver plejet og serviceret. Man skal ikke selv hente sit tøj eller sin mad og er langt mindre aktiv end derhjemme. Selvom over 95 procent af de indlagte kan sidde i en stol, ligger de ned en stor del af tiden, selv når de spiser, hvilket øger risikoen for komplikationer som dysfagi, forstoppelse og urinvejsbetændelse,” siger Mette Merete Pedersen.
“Men mange kan faktisk rigtig meget, selvom de er syge, og mange vil også gerne, hvis de bliver opmuntret og støttet i, at de gerne må forlade deres stue. Det behøver vi ikke nye projekter for at finde ud af, det har forskningen vist. Så nu skal vi finde ud af, hvordan vi bedst gør det,” siger seniorforskeren, som selv er en af dem, der har foretaget interviewundersøgelser med både personale og patienter om fysisk aktivitet.
“Plejepersonalet sparer tid, hvis patienterne selv kan gå på toilettet, tage tøj på eller hente mad og saft,” siger Mette Merete Pedersen.
Udviklingsfysioterapeut Line Rokkedal Jønsson, som også er en af tovholderne bag det nye netværk, er enig:
Tema om fysisk aktivitet på hospitalet
Syv fysioterapeuter har taget initiativ til et landsdækkende netværk, der skal gøre patienterne fysisk aktive, mens de er på hospitalet. Det kræver en kulturændring, hvor ikke bare fysioterapeuter, men også sygeplejersker, læger og andet personale bakker op.
“Når patienterne i højere grad kommer op at sidde og stå og gå, er der også færre, der får liggesår, lungekomplikationer og forstoppelse og lignende, som sygeplejerskerne så ikke skal bruge tid på at behandle. Det kan dermed betyde mindre arbejdspres for sygeplejerskerne.”
Kommunerne skal heller ikke afsætte så mange ressourcer til aflastning, hjemmehjælp og genoptræning, hvis patienternes funktionsevne ikke falder, og de erhvervsaktive hurtigere kan genoptage arbejdet efter udskrivelse. Så samfundsøkonomisk er der mange penge at spare, også i forhold til antallet af genindlæggelser.
Initiativtagerne til netværket mener, at der er behov for ledelsesopbakning fra øverste hylde til at ændre kulturen. Det er nødvendigt at prioritere personalets ressourcer og tilrettelægge arbejdsgangene for at understøtte indsatsen. For personalets arbejdspres kan udgøre en barriere.
I en dansk interviewundersøgelse udtrykte en patient modvilje mod at komme op at sidde i en stol til måltiderne. Hun frygtede, at der ville gå fem timer, før nogen kunne hjælpe hende tilbage i sengen igen.
“Så vi skal finde en helhedsorienteret og tværfaglig tilgang til fysisk aktivitet, der kan lade sig gøre i en travl hverdag,” understreger Mette Merete Pedersen.
“Det kræver selvfølgelig rammer, som gør det muligt, men det handler også om rehabiliteringstilgangen til patienterne. Vi skal hjælpe hinanden med at sikre, at patienten har de bedste forudsætninger for at leve deres liv, når de kommer hjem igen. Men det kræver et tværfagligt fokus, for vi kan ikke gøre det alene,” siger udviklingsfysioterapeut Line Rokkedal Jønsson.
Hvad er NEFAH
Netværk for det Fysisk Aktive Hospital (NEFAH) er et tværfagligt netværk, som blev stiftet i november 2023 af klinikere og forskere, som vil fremme fysisk aktivitet under indlæggelse på hospitaler. Det skal ske ved vidensdeling, undervisning og andre aktiviteter, som kan understøtte et større tværfagligt fokus på fysisk aktivitet.
Ideen til netværket opstod, da en gruppe fysioterapeuter mødtes under Danske Fysioterapeuters Fagkongres i Odense.
Vi har interviewet
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.