Vi opfordrer patienterne til at gå små ture

Hvidovre Hospital er i ‘RØD’ denne morgen. Det vil sige, at alle stuer på Afdeling for Ældresygdomme er fuldt belagt, og der ligger patienter på gangene. 77-årige Aase Skaarup har været indlagt i fem dage og er en tur på gangen for at hente saft. En tidligere indlæggelse har skærpet hendes bevidsthed om, at hun skal op af sengen og ud at gå så meget som muligt

“Jeg var indlagt for to år siden, og da jeg kom hjem, var det i en hospitalsseng med ble, og jeg måtte have hjælp syv gange i døgnet. Det vil jeg ikke denne gang!” understreger Aase Skaarup.

Fysioterapeut Josefine Fall følger Aase Skarup tilbage til stuen og lader hende puste ud i stolen ved siden af sengen.

“Skal vi prøve at måle, hvor mange gange du kan rejse og sætte dig fra denne stol på 30 sekunder?”, spørger hun, da Aase har fået vejret. Aase nikker og griber godt fat i armlænene.

“Uden dem kan jeg ikke komme op,” forklarer hun og rejser og sætter sig med lidt besvær flere gange i træk. Josefine Fall roser, og Aase fortæller, at hun dagen før gik 2.000 skridt. Det ved hun helt præcist, fordi hun har en sensor på låret, der måler hendes fysiske aktivitet.

Sensoren på patienternes lår er et led i projektet TALK-ACTIV, som skal skærpe den tværfaglige opmærksomhed på afdelingen om at få patienterne ud af sengene. Målingerne indgår bl.a. som en fast del af morgenmødet, hvor læger, sygeplejersker og ergo- og fysioterapeuter gennemgår patienternes tal på en skærm, der viser, hvor aktiv patienten har været de seneste to dage.

“Hvis vi kan se, at en patient gik 300 skridt i går, men 3.000 den foregående dag, drøfter vi på tværs af faggrupperne, hvad der kan være årsagen. Skyldes tilbagegangen svimmelhed, smerter, angst eller noget helt fjerde?” siger fysioterapeut Philip Lund Granberg.

Selvom fysioterapeuter har talt om vigtigheden af mobilisering af patienterne i årevis, oplever han, at andre faggrupper skal vænne sig til at have fokus på fysisk aktivitet.

“Hvis jeg for eksempel har beskrevet, hvad jeg vurderer, at en patient helt sikkert kan, oplever jeg stadig af og til, at kolleger, der ikke er fysioterapeuter, er tilbageholdende i forhold til at aktivere patienterne. Jeg tolker det som en form for usikkerhed og bekymring for, at noget går galt,” siger Philip Lund Granberg.

Han og kollegaen Josefine Fall bakker op om den kulturændring, som Netværk for det Fysisk Aktive Hospital, NEFAH, forsøger at udbrede. Netværket mener, at mobilisering og opfordring til fysisk aktivitet bør være en fælles opgave.

“Vi prøver hele tiden at sige til vores kolleger, at de skal opfordre patienterne til at gå småture,” fortæller Philip Lund Granberg. Josefine Fall supplerer:

“Vi fysioterapeuter er jo ikke sammen med patienterne hele tiden, så det er vigtigt, at alle faggrupper har øje for, at de indlagte patienter skal mobiliseres og ud at gå.”

Fysioterapeut Josefine Fall. Foto: Linda Johansen.

Generation, der ikke vil gå i vejen

Philip Lund Granberg understreger, at mange af patienterne her på Afdeling for Ældresygdomme er karakteriseret ved, at de ikke vil gå i vejen for sundhedspersonalet. Det skal man tage højde for, når man vil inddrage dem.

“Vores patienter tilhører en generation, hvor en indlæggelse rent faktisk betød, at man skulle ind at ligge i sengen. De kan tvivle på, om de overhovedet må gå ud på gangen. De vil så nødig komme til at gå i vejen og vil da slet ikke gå glip af en stuegang. Men der er ingen grund til at være bange for at blive væk her på afdelingen. Vi skal nok finde patienten igen, hvis lægen har brug for en samtale,” siger han.

Helt overordnet synes Philip Lund Granberg, at kolleger, der har anden faglig baggrund, er blevet mere optaget af fysisk aktivitet og inddrager fysioterapeuterne i højere grad end tidligere.

Josefine Fall nikker.

“Men det er stadig personbestemt. Nogle social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker er rigtig gode til at få patienterne op og i gang. Andre synes, det er svært at stille krav og at insistere overfor patienterne,” siger hun.

Det er blevet formiddag, og tre bioanalytikere venter foran elevatoren med rulleborde fyldt med blodprøveglas, der skal analyseres.

Aase Skaarup har fået at vide, at hun skal hjem i dag og glæder sig allerede. Hun har ikke følt sig generet af sensoren, der måler hendes fysiske aktivitet. Den er ikke meget større end et stykke plaster og generede kun lidt den første nat, fortæller hun.

Aase Skaarup triller afsted med hospitalets rollator. Den er ikke så god som den, hun har derhjemme, men er bedre end ingenting. Netop adgangen til hjælperedskaber kan spille en rolle for, om det lykkes at aktivere patienterne, påpeger Josefine Fall.

“Vi har nogle hjælpemidler på afdelingen, men ikke nok, fordi vi mangler plads. Så må vi enten bestille en ekstra rollator eller ‘talerstol’ fra lageret eller gå ned og hente den, og der kan gå lidt tid, før patienterne får dem.”

Stoleleg

Stolene på afdelingen står heller ikke altid hensigtsmæssigt. Fysioterapeuterne vil gerne have, at patienterne som udgangspunkt kommer op at sidde til måltiderne, men det kræver, at de har en tilgængelig stol. Aase Skaarup er heldig, at hendes står lige ved siden af sengen, men sådan er det ikke på alle stuer.

“Stolene står ikke altid tæt nok på sengen til, at patienterne kan komme over at sidde i dem uden hjælp. Hvis der ikke er en stol på stuen, henter vi en stol ude på gangen. Hvis det er nødvendigt, sætter vi stolen helt tæt på sengen, hvis det hjælper patienterne til selvstændigt at komme op at sidde til måltider,” siger Josefine Fall.

Philip Lund Granberg glæder sig til, at afdelingen får indrettet et lokale til ‘kaffe-gymnastik’, som fysioterapeuterne havde stor succes med, da afdelingen lå på Glostrup Hospital.

“Til ‘kaffegymnastik’ samlede vi patienterne til træning i en rundkreds, og den fysiske aktivitet fik dermed også et socialt element, hvilket var meget populært,” smiler han.

Læge Barbara Rubek Nielsen bakker op om fysioterapeuternes initiativer og det tværfaglige fokus i forhold til fysisk mobilisering af patienterne.

“I går havde jeg en ældre patient, der var indlagt efter et fald. For at få et helhedsbillede af patienten spurgte jeg, om hun ville prøve at gå med mig ud til kaffemaskinen, og jeg lovede at komme igen, når hun havde drukket teen. Da jeg vendte tilbage, havde hun været en tur op og ned ad gangen og ville gerne blive siddende lidt længere fremfor at komme tilbage i seng. Hun blev udskrevet senere på dagen,” fortæller Barbara Rubek Nielsen.

Philip Lund Granberg tror, at hospitalets nye kursus i fysisk aktivitet under indlæggelse, som er inspireret af arbejdet i NEFAH, vil være med til at udbrede forståelsen for, at alle faggrupper arbejder sammen om fysisk aktivitet.

“Patienter mister muskelmasse og funktionsevne og risikerer dysfagi, når de ikke bliver mobiliseret. Fysisk aktivitet kan desuden være med til at forebygge genindlæggelser,” pointerer han.