Hans har altid rakt hånden op

Hans Lund har altid haft tendens til at række en hånd i vejret, når der skulle løses en opgave, der kunne bringe forskningen i fysioterapi et trin op. Og selv om det har haft konsekvenser for hans egen forskning, fortryder han ikke sine valg.

“Min videnskabelige produktion svarer i dag nogenlunde til, hvad en gennemsnitlig forsker kan præstere på ti til femten år, men det er altså 27 år siden, jeg afleverede min ph.d.,” siger Hans Lund og erkender med regnestykket, at han i en alder af snart 67 nok aldrig når op i eliten blandt forskere inden for fysioterapi. Hans bidrag til udviklingen af fysioterapien i Danmark er imidlertid værdsat, og i år blev han af samme grund udnævnt til æresmedlem af Danske Fysioterapeuter.

Lær at bruge forskningen

Hans Lund fik allerede færten af forskning, da han gik på Skodsborg Fysioterapiskole. Forskning var ikke noget, man i 1980’erne forbandt med fysioterapi, men en af Hans Lunds lærere havde et andet syn på det.

“Per Ole Ranes syntes, at vi skulle lære at læse, forstå og bruge videnskabelige artikler, og det fangede min interesse,” husker han.

Interessen blev endnu mere nærværende, da Hans Lund var færdig på skolen i 1982 og fik arbejde som overfysioterapeut på Prøvehjemmet på Frederiksberg for ældre borgere, der havde været indlagt på sygehuset, og som måske skulle visiteres til en plejehjemsplads. Her blev han interesseret i at afprøve kompressionsbehandlingen Flowtron, som formodentlig havde gavnlig effekt på patienter med halvsidige lammelser. Han bad forstanderen om lov til at købe udstyret og fik som svar, at han skulle fremvise noget dokumentation først.

Hans Lund inddrog sin gamle anatomilærer Finn Bojsen-Møller, som henviste ham til Per Sejrsen, der også var forsker på Panum Instituttet. De gik i gang med at undersøge værdien af Flowtronbehandling. Effekten på ødemer ved brug af behandlingen viste sig dog at være den samme som at lægge patienten på ryggen og hæve fødderne ti centimeter over hjerteniveau i cirka et kvarters tid. Maskinen blev ikke købt.

Siden fulgte andre småprojekter, som Hans Lund i dag betegner som basic science. Ikke desto mindre havde projekterne vakt hans interesse for forskning.

Forskning i fysioterapi

Da han nogle år senere deltog i videreuddannelsen for ledende og undervisende fysioterapeuter i Aarhus, blev han betragtet som lidt af en fantast på grund af interessen for at forske i fysioterapi.

“Lærerne forsøgte ihærdigt at tale mig fra det,” husker han.

Der var til gengæld mere lydhørhed i København, hvor der blev holdt aftenmøder på Fysioterapeutskolen for fysioterapeuter, der delte Hans Lunds begejstring for forskning.

Det var også på disse møder, at tankerne om at skabe et fagligt selskab inden for forskning blev luftet. Men hvem skulle påtage sig opgaven at bane vejen?

Hans Lund rakte en hånd i vejret.

I de følgende år var han også med til at skabe et netværk af forskningsinteresserede fysioterapeuter i Danmark (Dansk Selskab for Forskning i Fysioterapi), ligesom han var med til at oprette en række sommerskoler.

Det var også i første halvdel af 1990’erne, at ideen om at skabe grundlaget for den første fysioterapeut med en ph.d. fik fodfæste. I Danmark var der ingen fysioterapeuter med ph.d.-titlen af den simple grund, at det ikke var muligt at læse en kandidat, medmindre man som fysioterapeut skiftede spor og begyndte på en akademisk uddannelse – f.eks. medicin- eller psykologstudiet.

Først med en ph.d. i fysioterapi

På grund af den spirende interesse for at gøre forskning til en del af fysioterapeutfaget, lykkedes det at finde finansiering til et ph.d.-forløb, der var lagt til rette for en fysioterapeut. En nyuddannet fysioterapeut blev i første omgang udpeget til at udnytte ph.d.-muligheden, men da hun sprang fra, rakte Hans Lund igen en hånd i vejret.

“På Lunds Universitet i Sverige havde man en overbygning på fysioterapeutuddannelsen, som hed bachelor of science. Den fulgte jeg på deltid, og desuden skulle jeg følge 25-30 forelæsninger i fysiologi. Den kombination blev godkendt som erstatning for en egentlig kandidatuddannelse,” fortæller Hans Lund, der færdiggjorde sin ph.d. i 1996 med titlen Ekscentrisk muskelarbejde som model til undersøgelse af virkningsmekanismer bag fysioterapi til muskelskader.

Det var i løbet af denne periode, at han sammen med to andre fysioterapeuter, Per Sejrsen, Finn Bojsen-Møller og lederen af fysioterapeutuddannelsen i København foreslog Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet at oprette en kandidatuddannelse i fysioterapi. I første omgang blev forslaget imidlertid anset som alt for kontroversielt i fysioterapeutkredse, og der skulle gå nogle år, inden kandidatuddannelsen i fysioterapi blev en realitet. I mellemtiden var Hans Lund med i heppekoret, da den første sundhedsfaglige kandidatuddannelse blev oprettet ved Aarhus Universitet i 1997. Den og de to andre sundhedskandidatuddannelser ved SDU og Københavns Universitet åbnede helt nye muligheder for fysioterapeuter med interesse i forskning, selv om uddannelserne isoleret set ikke var rettet mod fysioterapeuter.

Hans Lund blev udnævnt til æresmedlem af Danske Fysioterapeuter på Fagkongres 2025.
Foto: Carsten Bundgaard.

Har ikke set sig tilbage

En væsentlig milepæl i Hans Lunds karriere var, da han som ph.d.-studerende mødte to af grundlæggerne af The Nordic Cochrane Centre, Peter Gøtzsche og Andy Oxman.

“De fortalte om systematiske oversigtsstudier, Cochrane Collaboration og evidensbaseret medicin, og jeg har ikke set mig tilbage siden,” konstaterer Hans Lund.

Den grundige tilgang til forskningen har præget ham lige siden, og de seneste 11 år har han brugt en del tid på at promovere tankerne om bedre forskningspraksis gennem netværket Evidence-Based Research, der er inspireret af tankerne bag evidensbaseret praksis, og han benytter enhver lejlighed til at fremføre sit mantra:

“Når man planlægger et nyt forskningsprojekt, skal man sikre sig, at der er både et videnskabeligt og et samfundsmæssigt behov. Der er alt for mange eksempler på, at der bliver sat studier i gang, som allerede har været gennemført i stedet for at prøve noget nyt. Samtidig er forskerne nødt til at forlade elfenbenstårnet og spørge klinikerne og patienterne, hvad der er relevant at forske i,” understreger Hans Lund.

Op gennem nullerne huserede tankerne om at skabe en kandidat i fysioterapi stadig hos Hans Lund og hans ligesindede, og i midten af årtiet viste SDU interesse i at gøre tankerne til virkelighed, men først skulle der oprettes en forskningsenhed.

Her blev Ewa Roos ansat som den første professor i fysioterapi, og senere fik Hans Lund job ved SDU som studieleder for masteruddannelsen i rehabilitering. En del af den nye ansættelse skulle han bruge på at bane vejen for den nye kandidat i fysioterapi, og den 1. september 2011 kunne de første studerende tage plads på uddannelsen.

Hans Lund fortsatte som studieleder, sammen med sine mange andre gøremål, og oveni det fik han mulighed for at få deltidsstillingen som gæsteprofessor ved Høgskulen på Vestlandet i Bergen. Til sidst måtte han erkende, at hånden var røget i vejret for mange gange. Han var nødt til at prioritere.

“Min tilværelse har nok altid været præget af bølgegang - i perioder har jeg kastet mig over flere og flere opgaver, hvorefter jeg har været nødt til at sætte tempoet ned et stykke tid. Selv om jeg havde en pragtfuld tid på SDU, var jeg nødt til at gøre noget ved de mange gøremål,” siger Hans Lund.

Professor på langdistancen

I 2017 blev han ansat på fuld tid som professor ved højskolen i Bergen, der svarer til en professionshøjskole i Danmark. Han er ikke overraskende ansat i Section for Evidence-Based Practice og kan ifølge eget udsagn sagtens passe stillingen med blot to-fire ophold i Bergen om året hver af nogle få dages varighed. Faktisk mener han, at det er en fordel at være langdistance-professor med base hjemme i Nyborg.

“Jeg er mere produktiv, end jeg nogensinde har været, fordi jeg sparer en masse transporttid,” siger han.

Alle skal have en kandidat

Hans Lund har brugt en stor del af sin karriere på at skabe bedre uddannelsesmæssige muligheder for fysioterapeuter, og når han bliver bedt om at give et bud på, hvilken retning han kunne tænke sig for faget i de kommende årtier, er det også uddannelsesniveauet, han peger på. For ti år siden lancerede han første gang tanken om, at alle fysioterapeuter burde have en kandidatuddannelse med en efterfølgende turnus.

“Allerede dengang fornemmede jeg, at der var lydhørhed for ideen i repræsentantskabet i Danske Fysioterapeuter,” siger han.

Hans tanker er ikke ført ud i livet endnu, men han mener det stadig.

Han mener også, at der er plads til betydeligt flere ph.d.-studerende fysioterapeuter end de nuværende godt 200.

“Jeg har ikke hørt om nogen fysioterapeut med en kandidat eller en ph.d., der ikke er blevet opsuget af arbejdsmarkedet,” siger Hans Lund.

Tid til trommerne

Om godt tre år er det slut. I Norge bliver man som professor pensioneret senest som 70-årig, men Hans Lund frygter ikke tomhed i forbindelse sit otium.

“For nogle år siden måtte jeg på grund af tidspres stoppe med at spille trommer i et kopiband. Det vil jeg gerne genoptage. Og så er jeg interesseret i historie og kunne godt forestille mig at følge nogle kurser på Åbent Universitet. Og skulle det ske, at nogen mangler en, der kan holde et foredrag eller være med til at arrangere et kursus, så melder jeg mig gerne,” siger Hans Lund.