Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Portræt: Bornholms stemme

”Lad være med at gå så højt op i det”. Den bemærkning gider Pernille Thomsen ikke høre mere fra folk, der synes, at næstbedst er nok. Hverken på håndboldbanen eller når hun harcelerer over det rasende tempo, man uddanner nye fysioterapeuter i. Sidste år brændte hun ud i sit job som lektor på fysioterapeutuddannelsen. Mød den 46-årige bornholmer, der har valgt at starte sit eget ved siden af undervisningen for at få gang i bålet igen.
Foto: Søren Osgood

Hun har vidst, siden hun var barn, at hun skulle være fysioterapeut. I 8.klasse-praktikken på Bornholms Sygehus fulgte hun en meget tyk dame, der blev hjulpet i gang af en fysioterapeut efter en alvorlig lammelse. Kvinden kom op at gå i en gangbarre og græd af glæde over, at hendes ben igen lystrede. Det syn gjorde udslaget: Pernille vidste, hvad hun ville: Hun ville have et job, der gør andre så glade.

”Jeg har det der med at ville hjælpe andre hjemmefra. Min far var huslæge i en lille flække på Nordbornholm, og min mor var gymnasielærer. Jeg er vant til, at man står til rådighed døgnet rundt. Folk bankede på vores dør om søndagen, og jeg har tit taget telefonen og fortalt en eller anden, at han skulle snuppe et par kodimagnyler”, fortæller lektor og fysioterapeut Pernille Thomsen, der blev færdig fra københavnerskolen som 24-årig. Siden har hun cruiset adskillige fysioterapeutiske jobs både i udlandet og herhjemme, blandt andet på Rigshospitalets børneafdeling.

Pernille Thomsen skubber pandehåret til side og lyser op i et smil. Hun står nedenfor den brede sortmalede trappe, der udgør indgangen - eller rettere nedgangen - til Fysioflow, hendes nye kælderklinik i Lyngby nord for København. De brede plankegulve i den store træningssal dufter stadig af frisk træ. Men vi skal hverken tale om dem eller om, hvorfor hun så bevidst har fravalgt linoleum og Arne Jacobsens syverstol i sit venteværelse.

Pernille Thomsen skænker kaffe op og lægger ud med en fysioterapeutisk gyser fra Bagsværd, hvor hun bor.

”Forleden overhørte jeg en tilfældig samtale i min lokale håndboldhal, hvor der sad et par fyre bag mig. Den ene havde åbenbart en sportsskade, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre ved, hvorpå den anden sagde: ”Du skal ikke gå til fysioterapeut i hvert fald! Det hjælper ikke en skid. De kan jo ingenting gøre. Du får bare nogle øvelser!” Der gik det op for mig, at vores fag måske er i en større krise, end vi egentlig bryder os om at indrømme – og at det måske allerede starter på uddannelserne”, siger Pernille Thomsen og binder en verbal sløjfe på sin frustration over fysioterapiuddannelsen, som har været hendes metier igennem ti år.

”Når de studerende starter på uddannelsen, gør vi et stort nummer ud af at fortælle dem, at de ”kun” får en grunduddannelse. Signalet er, at de ikke skal tro, de er ”færdige” efter tre-fire år; der er tradition for i vores fag, at man løbende videreuddanner og specialiserer sig. Omvendt skal det jo helst ikke blive en dårlig undskyldning for at jappe igennem anatomi og manuelt væv på studiet. Åbenbart er der bud efter varme hænder, ellers ville alternativ behandling og massage som Body SDS ikke være så stort et hit”.

Ville ikke ende som et brokkehoved

Pernille Thomsen førte to klasser til eksamen sidste sommer, og bagefter var hun fuldkommen flad. Hun havde brug for en tænkepause i forhold til sit fag og sit job.
”Jeg tilbragte fire uger med min familie i vores lille knaldhytte inde i skoven på Bornholm, hvor jeg elsker at være. Der tænkte jeg rigtig meget over mit fremtidige arbejdsliv. Jeg besluttede, at jeg var nødt til at starte mit eget, ellers ville jeg brænde ud som underviser eller ende som et brokkehoved, og jeg ville ingen af delene. Jeg har altid været en glad og konstruktiv person”.

Pernille Thomsen er sådan en lærer ”alle vil ha’’”. Hun klikker cykelskoene i pedalerne og racer ud af Strandvejen med sportstossede studerende. Hun står gerne en halv time med hånden ovenpå en førsteårselevs hånd, indtil vedkommende til sidst udbryder: ”Nu kan jeg mærke noget…det er her, den hæfter?!”

Hendes blik hviler et øjeblik på plakaten på væggen. Plakaten har hun taget med hjem fra Bornholm for minde sig selv om ”den stærke ro, man får derovre, bl.a. af at tænke sine tanker til ende”. Ligesom Østersø-øen er fuld af granit og radon under sin hyggelige overflade, er der også mere til Pernille Thomsen end det lette, lyse væsen, man først får øje på. I den famøse sommerferie talte Pernille med sin mand Dion, om hvorfor hun ikke længere kunne holde ud at undervise.

”Refleksion og tid til at mærke efter er vigtigt for mig. Jeg tror dybest set også på, at hvis eleverne får den gode undervisning og føler sig mødt, bliver de også bedre til at møde patienterne. Et af mine principper har altid været at kunne alle navnene på en klasse efter en uges undervisning. Det har jeg droppet med to optag om året og de nye korte modulforløb. Mit personlige skrækeksempel var lige før sommerferien, hvor jeg var på vej hjem i toget og havde sat mig overfor nogle unge mennesker. Som deres samtale skred frem, kunne jeg høre, at det var elever fra min skole, jeg ikke genkendte. Det er helt sikkert ikke noget, man græder over i Undervisningsministeriet, men jeg gjorde”.

Underviste i frikvartererne

Pernille Thomsen har undervist siden 2003. I 2008 skiftede studieordningen, og året efter flyttede uddannelsen fra Skodsborg til UCC i Hillerød, som ikke var færdigbygget.
”For mig er den flytning nærmest blevet et symbol på, hvad der er sket med faget og uddannelsen på fem år. Jeg savner i overført betydning de slidte bygninger og deres sjæl. Når man gik på gangene på Skodsborg, var væggene hall of fame-agtige med gamle sorthvid-fotos af tidligere årgange og deres afgangseksamen. Det er den sjæl, som er medvirkende til, at jeg er så stolt af at være fysioterapeut”, ræsonnerer hun.

”I dag har jeg dobbelt så mange elever igennem på et år, fordi vi optager to gange årligt. Jeg er godt tilfreds med mange ting ved det nye optagelses- og uddannelsessystem, men nu hvor alle landets fysioterapeutuddannelser er oppe på max. efter fire år, kan vi vel godt evaluere lidt”, mener Pernille Thomsen, der har forsøgt at arbejde sig ud af kortere forberedelsestid og færre undervisningstimer. Hun underviste i frikvarterne og lagde gratis timer ind for at eleverne skulle kunne nå deres pensum.

”Jeg har slæbt rundt på skeletter og bolde, bøger og borde, talt med ledelsen og kolleger for at få enderne til at mødes, fordi jeg tror, der kommer bedre fysioterapeuter ud i den anden ende af det. Som en sød kollega sagde til mig, da jeg - selvfølgelig - gik ned med stress tidligere på året: ”Pernille, forskellen på dig og mig er, at du elsker at være fysioterapeut. Jeg har bare et job”. Et job kan man skrue ned for, men kærlighed kan ikke gradbøjes”.

Stress gav kollaps

Pernille Thomsen tager en dyb indånding, spoler et par sætninger frem og tænker sig om, for nu skal hun lægge ordene rigtigt. I forhold til sine kolleger og sin arbejdsgiver.
”Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan skrue ned. Derfor er min løsning at være verdens bedste underviser to dage om ugen og tanke op i klinikken de tre øvrige dage ved her at være den fysioterapeut, der har tid, rum og overskud til at være i relationen med patienten. Når jeg er på arbejde på klinikken, føler jeg slet ikke, at jeg er på arbejde, fordi det giver så god mening for mig”

Og ja, selvfølgelig ville hun helst have undværet den stressudløste kollaps, hun har bokset sig ud af i foråret.

”Nu er jeg klar til at tage en snak om, hvad vi vil. Skal det virkelig være en pølsefabrik? Jeg følte mig til sidst som en undervisningsmaskine, hvor eleverne var små tog med togvogne, der kørte forbi og holdt kortvarigt ind på perronen, mens jeg hældte viden på ladet, inden de kørte videre til næste station. Det eneste, du kan nå at give eleverne på så kort tid, er en facitliste. ”Tryk her, mærk her”, men de lærer jo ikke at mærke efter selv”.
Det værste er, mener Pernille Thomsen, at de elever, vi maser igennem på den måde, er fremtidens care takers.

”Arbejdsgivernes tilbagemelding til studiet taler for sig selv. Igen og igen hører vi: ”Uhadada, det er svært med de nyuddannede. De er så usikre”. Nogle steder har man lavet en mentorordning for at give de nye mere rygrad og selvtillid”.

De boglige bliver ikke altid de bedste fysioterapeuter

Pernille Thomsen haler en lakridsmandel op fra skålen og fortæller om sine mest rørende øjeblikke som fysioterapeut. De fleste handler om at gøre en forskel menneskeligt.

”Undskyld klicheen, men de boglige typer med høje gennemsnit bliver ikke nødvendigvis de bedste fysioterapeuter, fordi de elsker at score 12 hver 10. uge. Det er især de særlige studerende, jeg interesserer mig for. Det er nok dem, jeg føler, at jeg som underviser kan gøre den største forskel for.

”Jeg har i årenes løb haft nogle studerende, der har gjort indtryk på mig. Det var f.eks. Kenneth, der var junkie og efter et ophold på Egeborg til afvænning læste til fysioterapeut oppe på Skodsborg. I dag har han sin egen klinik, Biomekanikeren i Helsingør. Det er Allan, som var radiovært på The Voice, som var i tvivl om til det sidste, om han kunne blive en god fysioterapeut. Ham vil jeg personligt helst behandles af, hvis jeg ender på en lungeafdeling med en pepfløjte”.

Den sommer, hvor filmen knækkede, græd Pernille lige så meget som hun tænkte. Men til sidst kom hun inde bag pølsefabrik-følelsen i tanke om, hvad der fik hende til at vælge fysioterapi som lille pige på Bornholm.

”Jeg vil stadigvæk gøre folk glade, studerende som patienter. Vi har som det eneste fag autorisation til at røre ved andre mennesker. Det er det, jeg fokuserer på fra nu af. I stedet for at skrue ned for mig selv, skruer jeg op for varmen i mit fag!”

Del eller udskriv siden
8 kommentarer
×Skriv en kommentar
  • Jens Olesen

    Jeg synes faktisk ordet pølsefabrik er dækkende for udviklingen på skolerne, hvor næste moduls beståede eksamen ofte er både de studerendes og skolernes primære fixpunkt - samt også økonomisk er det centrale.

    Udviklingen på skolerne kan sammenfattes ved at der i dag tilsyneladende er meget mere fokus på ud- end på dannelse i fysioterapiuddannelsen. Herunder på regellære end på individuel og kritisk tænkning samt fordybelse. Sign of the times. Derfor skal uddannelsen hurtigst muligt ind på universiterne - som trods alt træner de studerende i at tænke selvstændigt og kreativt, og som også tager dannelses begrebet alvorligt ihvertfald på kandidatniveau.
    God påske.
  • Anne Guldager

    Kære Pernille Thomsen, Birgith Andersen m.fl.
    Jeg må desværre give Birgith Anderrsensen ret. Der er sket en uheldig stramning af overskriften, der godt kan give associationer til en formiddagsavis, og det er noget, jeg alene har ansvaret for. Den overskrift, der er kommet på artiklen, er ikke den, Pernille Thomsen har godkendt. Den godkendte version lød "Bornholms stemme". Jeg er meget ked af, hvis min overskrift er kommet til at dominere budskabet og håber inderligt, at artiklen læses i det lys, jeg synes den fortjener.
    Med venlig hilsen Anne Guldager, redaktionschef
  • Jonathan Comins

    Jeg synes både artiklen og de efterfølgende kommentarer er meget fine og understreger hvor passioneret fysioterapeuter kan være, på grænsen til det håbløst idealistiske. Det er jeg bare stolt over.
  • Birgith Andersen

    Kære Pernille
    Det perspektiv kan jeg sagtens læse artiklen i og det er på ingen måde din person og dine valg jeg anfægter. Det er sejt du står frem og det har jeg respekt for.
    Med venlig hilsen
    Birgith Andersen
  • Pernille Thomsen

    Hej
    Blot et ord fra mig selv. Jeg valgte at sige ja til at blive portrætteret, som person og som fysioterapeut. Det er mine egne holdninger og meninger og bekymringer.
    Jeg brændte så meget - at jeg tilsidst brændte ud.. Jeg ville det så meget, at det blev for meget. Jeg håber Birgith også kan læse artiklen i det perspektiv. Jeg er stadig tilknyttet uddannelsen og elsker at undervise, men har måtte erkende, at de værdier jeg har for undervisning er blevet presset på en sådan måde, at jeg som person ikke kunne få vejret. Derfor underviser jeg nu kun 2 dage om ugen, således at jeg ikke bliver brændt igen. De bedste hilsner Pernille
  • Mikael Mølgaard

    Kære Birgith Andersen

    Som du ganske rigtig skriver, er artiklen et portræt. Portrættet af Pernille Thomsen er ét i en lang række portrætter af fysioterapeuter, der har haft mod til at træde frem med deres tanker om det at være menneske og fysioterapeut. På Fysioterapeutens redaktion er vi rigtig glade for portrættet af Pernille Thomsen, netop fordi Pernille er så ærlig, som hun er. Pernilles tanker, oplevelser og holdninger er Pernilles, og vi har ikke nogen skjult dagsorden. Det havde vi heller ikke, da Kirsten Thoke i portrættet i forrige nummer talte om at tilsidesætte patienternes tarv til fordel for et sammenhængende arbejdsliv for fysioterapeuterne, eller da Uffe Lindstrøm i et tidligere nummer beskrev fysioterapi som en vare og patienterne som kunder. Hensigten med portrætterne er at bringe nogle mennesker ind i Fysioterapeutens spalter, hvor det ellers er fagpersoner, der dominerer. At der så kan være den sekundære gevinst, at de synspunkter, de portrætterede kommer med, kan vække debat, er kun godt.

    Med venlig hilsen
    Mikael Mølgaard, redaktør af Fysioterapeuten
  • Jens Olesen

    Som klinisk underviser og medlem af bestyrelse for kliniske undervisere - uden nødvendigvis at have bestyrelsens opbakning til nedenstående er jeg en af dem der mener grunduddannelsen skal laves fundamentalt om.

    Kernen i faget, det praktiske kliniske arbejde, bliver konsekvent nedprioriteret ved fysioterapi højskolerne i Norge, ifølge professor i fysioterapi Eline Thornquist . Faren herved er, at fysioterapi studerende ikke længere udvikler en tilstrækkelig selvstændig vurderingsevne og dermed, at faget mister centrale faglige kompetencer. Fysioterapeut og professor Anne Marit Mengshoel bakker Thornquist op i Fysioterapeuten d. 12.11.2013. Mengshoel mener, at manglende håndværksmæssige færdigheder, gør fremtidige fysioterapeuter uegnede til arbejdslivets krav. Erfarne kolleger vil derfor i langt højere grad end tidligere fremover, skulle foretage praksisoplæring af nyuddannede fysioterapeuter. Formand for fraktionen af kliniske undervisere Uffe Holmsgaard Rasmussen mener, at ovenstående tendenser langt hen ad vejen også gælder for grunduddannelsen i Danmark.

    To danske studerende problematiserer i Fysioterapeuten også situationen; ”Den nuværende grunduddannelse kan ikke rumme både akademiseringen og den manuelle fysioterapeut. Enten skal den gøres længere, eller omstruktureres og give plads til en anderledes prioritering af fagene. Håndværket er ved at forsvinde”. På en af de største fysioterapeutiske uddannelsesinstitutioner i Danmark scorer tilfredsheden med koblingen mellem teori og praksis 64 ud af 100 point i en studentertilfredshedsundersøgelse fra 2008. 45 % af de studerende, som har overvejet at afbryde uddannelsen, mener, at teoriundervisningen fylder for meget i forhold til det praktiske arbejde. 30 % af de studerende, der overvejer at afbryde studiet, angiver at uddannelsen er for teoretisk i forhold til hvad de mener, er nødvendigt på arbejdsmarkedet, Jensen, Kamstrup og Haselmann .

    Den natur- og sundhedsvidenskabelige behandlerverden som moderne fysioterapi mere og mere udvikler sig hen imod, har måske mere end nogensinde brug for et kritisk akademisk med- og modspil, som anerkender og inddrager samt nuancerer betydningen af mødets samt kontekstens humanvidenskabelige etiske og håndværksmæssige aspekter, herunder den læring og viden, som disse praksiserfaringer, løbende afføder og bibringer fysioterapeuten. Wackerhausen mener f.eks., at kernen i en professionskompetence og i en professionsidentitet, i mindre grad består af bogviden og teori, end mange teoretiske undervisere tror. Samtidig har praksiserfaringer selvfølgelig også blinde pletter, hvorfor systematisk videnskabelig udforskning heraf også er vigtig. Derfor behøves mere praksisforskning i, hvilke betydninger håndværkets, mødets, relationens og kommunikationens praxilogi har og får, for akademiseringen af en til tider naiv og vanebaseret, tæt på altdominerende sundhedsvidenskabelig fysioterapeutisk praksis- og professionsudøvelse.

    Summa summarum ved vi ikke videnskabeligt om grunduddannelsen er god nok ligesom kriterierne for hvad er godt nok - mig bekendt ikke er defineret - hvorfor målopfyldelse ift hertil tilsyneladende er uvaredeklarerede "Pølser" hvor indholdet er ukendt. Modulbeskrivelserne er eksempelvis teoretiske embedsmænds formuleringer, hvor eksempelvis de basale kompetencer som de studerende erhverver sig efter f.eks. modul 15 og bacholor tales op på et niveau, hvor vi til eksamen nogle gange tænker, at nogen må have mistet jordforbindelsen helt og aldeles i arbejdsgruppen da de beskrev modulerne........Modulerne bruger embedsmandssprog meget mere end fagsprog og et mere politiske hensigtserklæringer end faglige målerklæringer.
  • Birgith Andersen

    Denne artikel er i det trykte blad under betegnelsen "Portræt" og det er et portræt af personen og fysioterapeuten/lektoren Pernille Thomsen (det fremgår bare ikke her på siden, at det er et portræt af en person og ikke en uddannelse).
    Det er altså et billede af hendes oplevelse og syn på Fysioterapeutuddannelsen som uddannelse og arbejdsplads der hvor hun har arbejdet.
    Det er selvfølgelig helt Ok, at bringe et portræt, men jeg er ikke enige i synspunkterne og derfor denne kommentar. Måske, det lige netop er hensigten med portræt artiklen, at den skal skabe debat?? Hvis ikke DF skal føre dårlig og ensidig "Ekstra Blads" journalistik, bør man supplere med artikler som er velunderbyggede undersøgelsesmæssigt og ikke kun personificerede i forhold til Fysioterapeutuddannelsens kvalitet i sin helhed i DK.
    Jeg er selv fysioterapeut med stort F og underviser på Fysioterapeutuddannelse i Esbjerg-Haderslev. Oplevelsen af travlhed som skal håndteres i perioder kan jeg genkende fra portrættet af Pernille, men "det dårlige produkt" (de nyuddannede) som her beskrives som noget generelt kan jeg ikke genkende som et almindeligt resultat af professionsbachelor uddannelsen på 3,5 år. Men, det kan jo være at måden at gribe undervisningen an på og vægtningen er forskellig på uddannelserne, trods fælles studieordning. Jeg opfatter ikke min arbejdsplads på Fysioterapeutuddannelsen i Esbjerg-Haderslev som en "Pølsefabrik", men som en "vidensfabrik hvor teori og praksis skal kobles" og hvor jeg som underviser er med til at kvalificerer studerende til faget både teoretisk og praktisk. Bekendtgørelsen har fastsat rammerne for Fysioterapeutuddannelsen og uddannelse berettiger til en autorisation fra Sundhedsstyrelsen. Hvis der fra bladets (DF's) side er en skjult dagsorden ved at miskreditere uddannelsen og beskrive en elendighed (som ikke alle oplever) gennem et enkelt person portræt, og det skal forstås som, at DF finder uddannelsen ikke er god nok, så synes jeg hellere DF skal komme ind i for "kampen for fagets rødder" på en konstruktivt og positiv måde.
Indsend kommentar