Det vanskelige skridt ud over dørtrinnet

Nogle kaster sig ud i træningen med stor iver, andre er mere nølende og dropper ud for senere at vende tilbage. Og endelig er der dem, for hvem crossfit slet ikke er sagen.

“Unge voksne med psykisk sygdom står grundlæggende over for mange af de samme udfordringer som alle andre, når de skal i gang med at bevæge sig,” konstaterer fysioterapeut og ph.d. Martin Færch Andersen.

Forskellen er dog, at for unge voksne med svær psykisk sygdom kan dørtrinnet virke uoverstigeligt, når træningssessionen nærmer sig.

Martin Færch Andersen er sammen med sine forskningskolleger i Forskningsenheden for Anvendt Forskning i Mental Sundhed (CARMEN) ved at indsamle de sidste data i det omfattende studie, Projekt VEGA, som har 226 deltagere mellem 18 og 35 år, der er diagnosticeret med bipolar lidelse, svær depression eller skizofreni. VEGA er på verdensplan et af de største træningsstudier af voksne unge med psykisk sygdom og har til formål at undersøge, om det er muligt at give dem et bedre og mere meningsfuldt liv gennem gode træningsfællesskaber.

“Vi ville gerne skabe aktiviteter, der lugter så lidt af psykiatri som muligt, men hvor deltagerne stadig mødes i et lukket og lidt beskyttet miljø. Crossfitcentre bidrager med noget, som placerer sig midt imellem fællesskaber i foreningslivet og fleksibiliteten i almene træningscentre. Et sted, hvor man kender hinanden på fornavn, men ikke kræver, at man nødvendigvis kan sparke til en bold,” forklarer Martin Færch Andersen.

Mindre hold er tryggere

De unge har trænet en time, tre gange om ugen i fire måneder. Planen var oprindeligt, at de skulle træne på hold med 10-15 deltagere, men det viste sig, at hold med 6-8 deltagere fungerede bedre. Her følte de unge sig tryggere, og samtidig var der større mulighed for at blive set af instruktørerne, som havde deres vante gang i centret, men som havde gennemgået en særlig tilrettelagt uddannelse, udviklet af forskergruppen.

“Det gode ved funktionel træning er, at der rimelig nemt kan skrues op og ned, så træningen passer til den enkeltes fysiske, mentale og sociale kapacitet. På den måde oplever deltagerne, at de træner sammen på et hold, selvom de har meget forskellige forudsætninger. Når man har en psykisk lidelse og er i medicinsk behandling – og har været inaktiv i længere tid – så føles kroppen anderledes, end man har været vant til. Det betyder, at det er ekstra vigtigt, at træningen kan justeres undervejs,” forklarer Martin Færch Andersen.

De endelige resultater af VEGA skal først analyseres, inden de kan publiceres og dermed offentliggøres i 2026. Men Martin Færch Andersen kan allerede nu se, at projektet vil bringe en masse ny viden frem om, hvordan man skal tilrettelægge træning til unge voksne med svære psykiske lidelser, og hvilke udfordringer der er.

Motivationen manglede ikke

Flere af deltagerne havde især svært ved at komme afsted til træningen.

“For unge med en svær psykiatrisk lidelse kan det være en lang rejse fra at synes, at det kunne være en god ide at dyrke motion, til rent faktisk at bevæge sig hen til et træningsfællesskab. Der er rigtig mange steder, hvor det kan gå galt. Mange i målgruppen fortæller, at de ikke mangler motivation og lyst. Men at tage skridtet ud over eget dørtrin er enormt vanskeligt på grund af en række barrierer, der kan hænge sammen med den psykiske lidelse og den medicinske behandling,” forklarer Martin Færch Andersen.

Han deltog selv i arbejdet med at støtte de unge til at møde op til træningen.

“Jeg lærte mange af de unge at kende gennem de første informationssamtaler om projektet, og det havde stor betydning for dem, hvis jeg senere stod nede i crossfitcentret, når de første gang mødte til træning. Så var der et kendt ansigt, og det gav dem mere tryghed,” forklarer han.

På samme måde viste det sig også at være værdifuldt for nogle deltagere, hvis en forælder, en søskende eller en kontaktperson kunne være med til at skabe en tryg ramme ved de første træningssessioner.

“Jo mere trygge, de blev ved at være der, desto mere overskud fik de til alt det, der også ligger i at være en del af et træningsfællesskab, som at hyggesnakke inden træningen, pjatte lidt undervejs og hænge ud bagefter. Men det er der jo på ingen måder noget unormalt i.”

De unge har trænet en time, tre gange om ugen i fire måneder på hold med 6-8 deltagere. Foto: Yellow Umwelt.

Et andet vigtigt element i et projekt som Vega, hvor træningen ligger uden for behandlingspsykiatrien, er samarbejdet med det kliniske personale. Martin Færch Andersen peger på, at der skal være de rette gatekeepere i psykiatrien – både på ledelsesniveau og blandt personalet, som har den direkte kontakt til patienterne. Det handler både om en anerkendelse af, at fysisk aktivitet kan være en vigtig del af behandlingen, men også om grundlæggende kompetencer til at støtte patienterne i en fysisk aktiv adfærd.

“Vi har godt kunnet mærke, at det er lykkedes bedre nogle steder end andre, og det kan der selvfølgelig være forskellige forklaringer på. Men det er en udfordring, hvis personalet laver individuelle skøn af værdien af fysisk aktivitet, frem for at det bygger på en faglighed. Og det er jo en faglighed, som fysioterapeuter ligger inde med,” siger Martin Færch Andersen.

Dropper ud – kommer tilbage

Selv om forskningsprojektet ikke er afsluttet endnu, kan han nu allerede se, at der er forskel på deltagernes tilgang til motionsforløbet. Det adskiller sig ikke fra andre patientgrupper: Nogle hænger på i en kort periode, men dropper derefter ud, mens andre – typisk dem, der i forvejen har erfaringer med at dyrke motion fra før, de blev syge – bliver fanget af fællesskabet og får rigtig meget ud af forløbet.

Men der er også en tredje variant i patienternes tilgang til træningen.

“Vi har bemærket, at nogle af dem, som stopper efter en periode, kommer tilbage igen på et tidspunkt. Det, synes vi, er ret spændende, fordi det stiller spørgsmål ved, hvad succeskriteriet skal være for træningen: Er det, at deltagerne kommer tre gange om ugen? Eller er det, at deltagerne føler, at de er en del af et træningsfællesskab? Hvor det er okay at blive væk, fordi man har det dårligt, men samtidig er bevidst om, at man kan komme tilbage igen uden at være tabt af fællesskabet?” siger Martin Færch Andersen.

Vi er blevet klogere

De endelige resultater af Projekt VEGA publiceres først næste år, men Martin Færch Andersen er allerede nu tilfreds med resultaterne.

“Med VEGA er vi blevet meget klogere på nogle af de udfordringer og barrierer, der er. Vi ved også en masse om, hvad der kan bidrage positivt i træning for gruppen. Mennesker med psykiske lidelser skal have støtte, så de kan leve et fysisk aktivt liv. Det gælder uanset, om de befinder sig på toppen eller på bunden af samfundet, og uanset om de skal hjælpes til gåture i skoven eller træning i crossfitcentre,” siger Martin Færch Andersen, der også glæder sig over, at de foreløbige erfaringer allerede har haft afsmittende virkning på et nyt projekt.

“Vi har allerede fået en bevilling til at starte et nyt projekt op lokalt i Aalborg, som bygger på erfaringerne fra VEGA,” fortæller han.

Fysioterapeutuddannelsen på UCN står i spidsen for ‘Mellem Os’, der er et treårigt projekt, med Martin Færch Andersen som projektleder. Målet er at skabe et træningsfællesskab og støtte deltagerne i overgangen fra behandling og støtte i psykiatrien til en mere selvhjulpen hverdag, hvor bevægelse og fællesskaber forhåbentlig er en integreret del.