Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Masser af fysioterapi mellem linjerne i psykiatriplan

TEMA // Psykiatrien får tilført 4,6 milliarder kroner via 10-årsplanen, og det kan smitte af på fysioterapiens rolle.
“Hvis man kigger på hver enkelt målsætning i psykiatriplanen, kan man finde fysioterapi i det hele. Det er bare ikke skrevet eksplicit,” siger Ruben Bredholt. Illustration: Lars Vegas Nielsen.

Personer med en alvorlig psykiatrisk diagnose dør i gennemsnit 15-20 år før den øvrige befolkning, og det handler ofte om en udfordret livsstil eller somatisk betinget sygdom. De barske fakta står i regeringens psykiatriplan ‘En stærkere psykiatri – En samlet 10-årsplan for psykiatrien’, som blev fremlagt af regeringen i foråret. Og selv om der ikke direkte er lagt op til, at fysioterapeuter skal bidrage til at løse udfordringerne, mener Ruben Bredholt, der er formand for Dansk Selskab for Fysioterapi i Psykiatri og Mental Sundhed, at fysioterapeuter er selvskrevne til at byde ind.

“Hvis man kigger på hver enkelt målsætning i psykiatriplanen, kan man finde fysioterapi i det hele. Det er bare ikke skrevet eksplicit,” siger Ruben Bredholt. Han er udpeget til Det Nationale Råd for Psykiske Lidelser og Mental Sundhed under Sundhedsstyrelsen. Rådet skal følge implementeringen af de mange elementer i 10-årsplanen.

Ud over psykiatriplanen, vil regeringens sundhedsreform, der trådte i kraft 1. juli i år, også spille en rolle for ansatte i psykiatrien. Psykiatri og somatik skal ifølge planen integreres, og de to områder skal ligestilles.

“Fremover skal psykiatrien anerkendes på lige vilkår med somatikken, og jeg tror, at vi som fysioterapeuter dermed får en enormt vigtig rolle ved at vise, hvad det er, fysioterapeuter kan i psykiatrien med hensyn til at højne levealderen for patienter og bidrage til sund livsstil og motion,” siger Ruben Bredholt.

Bedre sammenhæng mellem psykiatri og somatik

Formålet med integrationen af somatik og psykiatri er at skabe en bedre og mere sammenhængende behandling af patienter med både fysiske og psykiske lidelser. Lene Nyboe er fysioterapeut, ph.d., og funktionsleder på Klinik for PTSD og angst på Aarhus Universitetshospital, og hun mener, at psykiatriplanen i samspil med sundhedsreformen vil få en positiv effekt – først og fremmest for patienterne – men også for fysioterapeuter.

“Det er mit håb, at personalet i somatikken vil række ud til os i psykiatrien, når de møder en patient, som har psykiatriske diagnoser ud over den somatiske problemstilling. Kombinationen af de to ting skaber nogle gange problemer for det somatiske personale, fordi de ikke kan gøre, som de plejer. Vi oplever allerede nu, at vi nogle gange bliver kontaktet i Klinik for PTSD og Angst, fordi der er problemer med at bedøve nogle patienter, som er meget angste og utrygge ved at skulle bedøves. Her har vi kendskab til, hvordan man kan skabe en tryg ramme. Jeg har tidligere haft tanker om at udforme et fælles projekt sammen med de fysioterapeuter, der arbejder på intensivafdelingen med delirøse patienter, fordi vi i pyskiatrien ved rigtig meget om, hvordan man fysioterapeutisk kan arbejde med beroligende metoder – ballstick, vejrtrækningsøvelser og så videre. Og jeg har et håb om, at der kunne være andre fælles kliniske eller forskningsmæssige projekter til gavn for patienter med både psykiatriske og somatiske diagnoser,” siger Lene Nyboe.

Fysioterapi til børn og unge

Ruben Bredholt håber, at fysioterapeuter også vil komme til at spille en større rolle i indsatsen for at hjælpe psykisk sårbare børn og unge.

“Voksne med svær psykisk sygdom har nogle gange haft et livsforløb, hvor de første tegn dukkede op i børnehaven eller de tidlige skoleår. Psykiatriplanen har derfor fokus på mistrivsel og mental sundhed blandt børn og unge, og her kunne jeg godt forestille mig, at man kunne få nogle fysioterapeuter ind til at understøtte motorisk udvikling og sikre fysisk aktivitet for børn og unge. Jeg tænker, at man måske kunne etablere nogle stærkere samarbejder med skolerne. Her har man altid haft en skolesundhedsplejerske, og tilsvarende kunne jeg forestille mig en model med en fysioterapeut til at sikre god fysisk aktivitet i folkeskolen. Fysioterapeuter er nødt til at tænke sig selv ind som aktive aktører, også selv om psykiatriplanen ikke sort på hvidt peger på os,” siger Ruben Bredholt.