Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Ny viden

FORSKNINGSNYT // Et forløb med træning og patientuddannelse i tre år kan reducere både tilbagefald og dødelighed hos patienter med tarmkræft.

Tarmkræft er en af de mest udbredte kræftformer og den næsthyppigste årsag til kræftrelaterede dødsfald på verdensplan. Standardbehandlingen er typisk operation efterfulgt af forebyggende kemoterapi, men risikoen for tilbagefald er høj, og mange patienter lever med bivirkninger og senfølger.

Studie med næsten 900 patienter

Et stort internationalt studie undersøgte effekten af et treårigt program med træning og patientuddannelse og sammenlignede med en kontrolgruppe, der fik skriftlig sundhedsinformation. 889 patienter med kræft i tyktarmen blev rekrutteret inden for et halvt år efter kirurgi og kemoterapi og fordelt ved lodtrækning til enten interventions- eller kontrolgruppen. Gennemsnitsalderen var 61 år, og der var omtrent ligelig fordeling mellem køn. Det tog 15 år at rekruttere patienterne, og de blev fulgt i op til 10 år.

Træningsforløb med undervisning og superviseret aktivitet

Begge grupper modtog materiale om betydningen af fysisk aktivitet og ernæring. Interventionsgruppen fulgte desuden et program i tre faser. I de første seks måneder deltog patienterne i 12 obligatoriske sessioner med undervisning og støtte til adfærdsændring samt 12 obligatoriske og 12 valgfri, superviserede træningspas. Herefter blev både adfærdsstøtten og træningen gradvist reduceret og i stigende grad leveret digitalt. Målet var at øge omfanget af fysisk aktivitet, med minimum moderat intensitet, som f.eks. rask gang. Typen af aktivitet var valgfri.

Markant reduktion i tilbagefald og dødelighed

Resultaterne viste, at træning reducerede risikoen for tilbagefald, ny kræftdiagnose eller død. I alt var der 93 tilfælde af tilbagefald, ny kræft eller død i træningsgruppen som bestod af 445 deltagere (21 procent). Til sammenligning var der 131 tilfælde ud af 444 i kontrolgruppen (29,5 procent).

Efter fem år var 80,3 procent i træningsgruppen fortsat i live og uden kræft mod 73,9 procent i kontrolgruppen.

Graf-ny viden 5.jpg

Træningsgruppen var desuden mærkbart mere fysisk aktive end kontrolgruppen. Forskellen mellem grupperne svarede til cirka 45-60 minutters rask gang, 3-4 gange om ugen. De klarede sig også bedre i både funktionstest (6 minutters gangtest) og selvrapporteret funktionsevne (SF-36).

Dog oplevede flere i træningsgruppen muskuloskeletale bivirkninger (18,5 procent mod 11,5 procent).

Træning bør være en del af behandlingen

Forskerne vurderer, at studiets tydelige resultater kalder på, at træning og støtte til at blive mere aktiv bliver en fast del af standardbehandlingen til patientgruppen.

Kilde: Courneya KS et al. Structure Exercise after Adjuvant Chemotherapy for Colon Cancer. N Engl J Med. 2025 Jul 3;393(1):13-25.

Læs resumé