Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Tryksår kan forebygges

STILLING // Fysioterapeut Lotte Bagge er drevet af en indignation over, at alt for mange kørestolsbrugere rammes af tryksår. Det er unødvendigt, for de kan forebygges med den rette faglighed, fortæller hun.
Lotte Bagge, fysioterapeut med speciale i siddestillinger og tryksår, selvstændig. Foto: Simon Nørlev.

Hvad arbejder du med?

Jeg arbejder med formidling af viden og udvikling af kompetencer inden for siddestillings- og tryksårsområdet. Det gør jeg ved at afholde kurser og workshops for primært hjælpemiddelterapeuter, sårsygeplejersker og plejepersonale. Jeg tager også selv ud som fysioterapeut ved komplicerede siddestillingsproblematikker, og så rådgiver jeg pårørende.

Hvorfor har du valgt at blive selvstændig?

Jeg har i en lang årrække været dels kommunalt ansat, dels ansat i regional specialrådgivning, hvor mit speciale var problematikker indenfor siddestillinger og tryksår hos kørestolsbrugere. Desværre oplevede jeg ofte at møde borgere, der ikke havde fået den nødvendige hjælp i tide og som derfor endte med at få tryksår. Det er dyrt og unødvendigt. Med tiden blev det sværere og sværere for mig at være vidne til, fordi jeg ved, at tryksår kan undgås med den rette indsats fra fagpersoner. Derfor besluttede jeg mig for at blive selvstændig, så jeg aktivt kunne gøre noget og være med til at løse et udbredt problem.

Hvorfor opstår tryksår?

Tryksår er læsioner af hud og underlæggende væv, der opstår som følge af længerevarende tryk og vævsforskydning. De opstår typisk ved knoglefremspring som haleben, korsben og sædeknuder.

Der kan være mange årsager til dem, men hos kørestolsbrugere kommer de ofte på grund af en siddepude, der ikke matcher krop og aktivitet. De kan også opstå, hvis sædedybden i kørestolen er for dyb, eller hvis der er kontrakte haser, som kørestolssædet og fodstøtten ikke tager højde for. Det resulterer i, at kørestolsbrugeren glider frem i sædet og kommer til at sidde på halebenet, og så kommer der en vævsskade.

Lotte-Bagge-main2.png
Fysioterapeut Lotte Bagge underviser her en gruppe ergo- og fysioterapeuter fra Kerteminde
og Favrskov kommuner i, hvordan man forebygger tryksår. Foto: Simon Nørlev.

Hvad kan fysioterapeuter gøre for at forebygge dem?

Helt konkret skal vi bl.a. vide, hvordan man spotter forskydningskræfter og palperer udsatte knoglepunkter og deres tryk mod underlaget. Og så er det selvfølgelig afgørende, at vi instruerer plejepersonale og pårørende i, hvordan de dagligt vurderer bl.a. luftmængde og fugt i siddepuden, og hvordan man laver en systematisk plan for stillingsændring for dem, der ikke selv kan skifte stilling. Hvis man får skabt en god siddestilling og indstillet kørestolen korrekt og sikrer, at borgeren kan skifte stilling, så er man nået langt.

Hvad er det bedste ved dit job?

For mig er det bedste, at jeg har mulighed for at bidrage til, at mennesker i kørestol kan få højere livskvalitet. Ingen i Danmark bør få tryksår, når vi nu ved, hvordan de kan forebygges – studier viser, at 95 procent af alle tryksår kan forebygges. Derudover kan jeg rigtig godt lide det tværfaglige samarbejde med andre faggrupper, hvor vi arbejder sammen om at opnå det bedst mulige resultat for den enkelte borger.

Hvad er det værste ved dit job?

Al snakken om det, vi ikke har råd til, er frustrerende at være i som fagperson – jeg synes jo ikke, at vi har råd til at lade være med at gøre noget. Hvis man får gjort et ordentligt stykke arbejde fra starten, undgår man, at borgeren ringer ind flere gange om ugen, og at terapeuten gang på gang må afsted for at forsøge at rette op på noget, der alligevel risikerer at ende med et tryksår.

Kan du anbefale andre dit arbejde?

Jeg synes bestemt, at flere fysioterapeuter skal gå ind på området for hjælpemidler – især kørestolsområdet. Som det er nu, er der vel ni ergoterapeuter for hver fysioterapeut. Men der er brug for os, fordi vi kan noget andet – særligt i forhold til den fysioterapeutiske undersøgelse. Her kan vi lære fra os, ligesom ergoterapeuterne kan lære os noget om aktivitetsområdet.