Skal du ikke med ind at danse?

Anne-Marie Nielsen sad for sig selv uden for Huset Tværs med en kop kaffe og var trist. Hun var lige blevet forladt af sin kæreste. Fysioterapeut Stine Knak Olesen bemærkede tungsindet, da hun tilfældigvis gik forbi på vej over til den ugentlige dansesession i gymnastiksalen.

“Tror du ikke, du vil have godt af at gå med ind at danse?” spurgte Stine.

Det er en måned siden, og siden har Anne-Marie svedt sig igennem en times dans hver mandag eftermiddag.

“Jeg har altid godt kunne lide at danse. Sjælen får ro, og det styrker mit selvværd,” siger Anne-Marie, der ud over dans også går til fitness i Huset Tværs i Randers.

Den nedlagte skole, som er hjemsted for Huset Tværs, hed for et år siden Psykiatriens Hus, men med navneskiftet ønskede Randers Kommune at skabe en ny vision.

“Tidligere var borgerne vant til at blive mødt med et problemorienteret fokus. Nu har vi vendt det lidt på hovedet og dyrker i stedet borgernes ressourcer og forsøger at skabe mere livskvalitet. På den måde håber vi på at skabe mere mening i borgernes liv, så de kan forfølge deres drømme, håb og ønsker,” siger Stine, der står for de tilbud i huset, der omfatter motion og fysisk aktivitet. Derudover kan borgerne deltage i et væld af andre aktiviteter som for eksempel brætspil, keramikværksted, sund madlavning, samvær i caféen og mestring af den gode samtale.

Anne-Marie Nielsen (i blå bluse) har lidt af psykoser i mange år og har deltaget på danseholdet
i tre måneder. Hun har blandt andet lært at regulere sit tankemylder. Foto: Jesper Voldgaard.

Smil og sved dukker op

Seks borgere – fire kvinder og to mænd – er mødt op til dagens dansetime.

Cirka 340 borgere fra Randers Kommune bruger Huset Tværs. Stedet henvender sig til borgere med psykisk sårbarhed, udsathed, problemer med misbrug eller som savner et netværk. Alle borgere over 18 år kan i princippet dukke uanmeldt op, men ofte kommer de, fordi egen læge, jobcentret eller pårørende har prikket dem på skulderen. I venterummet bliver de modtaget af dagens vært, der spørger ind til borgerens situation og ønsker – i husets terminologi: tværssamtalen. Indimellem er det Stine, der tager imod.

“Borgerne skal ikke opfylde nogle bestemte kriterier for at komme her, og vi spørger ikke ind til diagnoser, medmindre borgerne selv bringer det på banen. Det er en broget flok, der blandt andet omfatter folk med hjerneskade, autisme og psykisk sårbarhed,” siger Stine.

Fodbold på særlige vilkår

Ud fra tværssamtalen med borgerne, forsøger hun at guide dem hen til relevante aktiviteter.

“Det kan være aktiviteter, vi har her i huset, men vi kan også pege på noget, vi kender til i lokalsamfundet. Hvis en borger vildt gerne vil spille fodbold, men simpelthen ikke ved, hvor han skal gå hen, fordi han er lidt bange at være i en stor gruppe, kan vi henvise til en samarbejdspartner, SAMforeningen, der har fodboldhold med ekstra meget rummelighed, og som kan tage ekstra hensyn,” siger Stine.

Mange borgere fortæller til tværssamtalen, at de gerne vil bruge energi på at lære sig selv bedre kende på det sansemæssige område, og derfor tilbyder Stine at udarbejde en sanseprofil på dem. En personlig sanseprofil tjener til at gøre personer bevidste om, hvordan de reagerer på forskellige sanseindtryk. Profilen udarbejdes på baggrund af et interview, der typisk varer en time.

“Borgerne ved godt, at deres høresans for eksempel er følsom, og at de typisk har svært ved at være med til familiesammenkomster, og det vil de gerne have, at jeg undersøger. Sanseprofiler er blevet meget populære, og jeg har indtil videre lavet over 60. Faktisk har vi måttet stille det lidt i bero, fordi vi var ved at drukne i egen succes,” siger Stine.

Brobygger til foreninger

Den nye vision for huset er ikke foldet fuldstændig ud endnu, men tanken er, at Stine og hendes kolleger med tiden, i endnu højere grad end i dag, skal knytte borgerne til kommunens foreningsliv.

“Vi er i gang, men vi vil gerne i endnu højere grad være brobyggere. Planen er på sigt, at vi lærer borgerne at se deres ressourcer og giver dem de kompetencer, de efterspørger. Derefter guider vi dem videre ud i civilsamfundets foreninger eller til andre tilbud, der findes i Randers Kommune. Det, synes jeg, er rigtig meningsfuldt, og mit fokus handler primært om bevægelse,” siger hun.

Stine Knak Olesen er helt sikker på, at den nye vision med at understøtte borgernes ressourcer
er den rigtige vej – og borgernes tilbagemeldinger bekræfter hende i det. Foto: Jesper Voldgaard.

Stoledans

I gymnastiksalen har deltagerne slingret i fuld fart ned ad Vestergade og freestylet til Cotton-Eyed Joe. Anne-Marie giver sig selv en pause og tørrer sveden af armene med det medbragte håndklæde.

“Jeg tager lige en stoledans,” råber hun indforstået til Stine gennem musikken.

Det var Anne-Maries bostøtte, der anbefalede hende at opsøge Huset Tværs for tre måneder siden, og hun er helt bevidst om, hvad hun har fået ud af det.

“Jeg har lært meget om mig selv. Når jeg for eksempel får tankemylder, kan det hjælpe at gå en tur eller se en film,” siger hun og tilføjer, at gentagne psykoser har præget hendes hverdag de seneste 30 år.

“Anne-Marie, er du med på den her, eller holder du stadig pause?” kalder Stine. Anne-Marie sukker, men er snart i gang igen og snurrer rundt i eget tempo sammen med Danseorkestret, der insisterer: Dans, Isabella, Dans!

Stines bevægelsesaktiviteter er nøje udvalgt, så de passer til målgruppen.

“Jeg introducerer dem for nogle sportsgrene, der ikke nødvendigvis kræver så meget socialt engagement, for det er ofte det, som borgerne har svært ved at takle. Dans er en rigtig god aktivitet, fordi den ikke stiller bestemte krav til, hvordan man skal præstere,” siger Stine.

Målgruppens egne instruktører

Ud over dans fremhæver Stine også svømning, vandgymnastik, cirkeltræning og løbehold, som velegnede aktiviteter til målgruppen. Flere af holdene er helt bevidst overtaget af målgruppens egne instruktører.

“Jeg startede for eksempel i sin tid et cirkeltræningshold op, som gradvist er blevet mere og mere borgerstyret. I dag er det nogle af de borgere, der begyndte på holdet sammen med mig, der frivilligt kører det. Jeg er stadig med til at introducere nye deltagere, så jeg sikrer mig, at øvelserne bliver udført korrekt, og at maskinerne er rigtigt indstillet. Men til daglig kører de det simpelthen selv. Det samme gælder løbeholdet,” forklarer Stine.

Hun er helt sikker på, at den nye vision med at understøtte borgernes ressourcer er den rigtige vej – og borgernes tilbagemeldinger bekræfter hende i det.

“En af borgerne har fortalt mig, at hun er holdt op med at tage medicin. Træning er min medicin, siger hun til mig: Træning er min måde at regulere mig selv på. Det får mig til at tænke, at man ikke skal underkende det at stå op til en fast rutine. Det, at skulle ud ad døren, at man skal møde op til noget, og at nogen venter på én, har stor værdi,” siger Stine Knak Olesen.