Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Hovedbestyrelsen fik input til debat om praksis

”Elsker vi hinanden i medgang og modgang?”, lød et af spørgsmålene til hovedbestyrelsen, da gæster både med og uden ydernummer i maj var indbudt til at komme med input til debatten i hovedbestyrelsen om holdningen til den fremtidige regulering af praksissektoren.
Illustration: Gitte Skov

Skal Danske Fysioterapeuter ved fremtidige overenskomstforhandlinger i praksissektoren møde med et krav om fri nedsættelsesret til gengæld for et lavere tilskud, eller er den nuværende regulering den, der gavner sektoren bedst? Det er i meget korte træk den beslutning, hovedbestyrelsen har stillet sig selv over for.

I meget korte træk, for oveni kommer en lang række mellemregninger i form af overvejelser om kvalitet, vækst, brugerbetaling, solidaritet, troværdighed osv. For at komme facit et skridt nærmere havde hovedbestyrelsen på sit møde i maj inviteret dels bestyrelsen i fraktionen af Praktiserende Fysioterapeuter (PF), dels SU-medlemmer og kontaktpersoner for praktiserende uden overenskomst til at komme og præsentere hver deres synspunkter.

Forandringer er ok men fundamentet skal bevares

Marianne Kongsgaard tog ordet som formand for PF og erklærede, at PF’s bestyrelse gerne ville være med til at tale om forandringer, men at præmissen måtte være, at den milliard, der i øjeblikket gives til fysioterapeutisk behandling i praksissektoren ikke skal være mindre, og at foreningen derfor er nødt til at respektere det offentliges behov for regulering.

PF vil gerne være med til at påvirke reguleringen, for eksempel gennem lettere adgang til vikar- og § 17- fastansættelse, men kan ikke gå ind for, at tilskuddet smøres tyndere ud på flere, fordi det økonomiske fundament vil forsvinde, forklarede hun.

”Fri nedsættelse vil give dårlig økonomi for den enkelte, der derved får vanskeligt ved at levere fysioterapi i evidensbaserede rammer med træningsfaciliteter, god adgang og flere fysioterapeuter med mulighed for subspecialisering osv. Stordrift er nødvendig, særligt når honorarerne ikke stiger”.

”Vi skal ikke have flere fysioterapeuter, end praksissektoren kan bære, men vi vil gerne være med til at tale om mere brugerbetaling, hvis det kan give adgang til flere kapaciteter”, sagde Marianne Kongsgaard blandt andet.  

I PF er man til gengæld enig i, at der ikke er tilstrækkeligt med viden om kvaliteten i ydelserne indenfor de nuværende rammer, og man vil derfor hellere end gerne være med til at tale om både kliniske databaser og akkreditering, understregede Marianne Kongsgaard.

Hun sluttede sit indlæg med en opbakning til det arbejde, der i øjeblikket foregår i Danske Fysioterapeuter med henblik på at få en dialog med forsikringsselskaberne. ”Vi er enige i det problematiske i, at forsikringspatienterne skal have en henvisning”.

Elsker vi hinanden?

Kontaktperson i Region Midtjylland, Stefan Kragh, der er en del af et klinikfællesskab med fire andre fysioterapeuter uden overenskomst i Holstebro, afleverede det budskab til hovedbestyrelsen, at debatten bør handle om, hvad der skal være bærende værdier i en forening som Danske Fysioterapeuter:

”Når man gifter sig, så lover man at elske hinanden, og bagefter kommer det med betingelserne: I medgang og modgang. Hos os starter vi med betingelserne, men elsker vi hinanden? En sundhedsøkonom kan ikke hjælpe os med at finde ud af, om vi elsker hinanden”, sagde han med henvisning til Marianne Kongsgaard, der flere gange havde refereret til et møde, som PF’s bestyrelse havde holdt med en sundhedsøkonom. 

”Vi skal selv finde ud af, hvad vores værdier er. Er det lighed, solidaritet?”, spurgte Stefan Kragh.

Marianne Breyen, SU-medlem i Region Hovedstaden, mente derimod, at der er andet end egne værdier, man er nødt til at tage i betragtning: ”Hvis vi vil være en troværdig forhandlingspart, er vi nødt til at anerkende modpartens behov for styring. Jeg opfatter ikke lighed som en ret til at melde sig ind i en hvilken som helst overenskomst. Vi har heller ikke ret til alle sammen at banke på døren til hospitalerne og kræve, at de andre går ned i tid og løn, så der kan blive plads til os”.

Den sammenligning købte Stefan Kragh ikke. ”Man kan ikke sammenligne med det offentlige. Vi er et delvist liberalt erhverv, og vi kan ikke lukke os om os selv på den måde”, sagde han, men erklærede sig enig i, at den milliard kroner, der bliver givet i offentligt tilskud, skal fastholdes.

Hans kontaktpersonkollega i Region Hovedstaden, Anne Marie Jensen, tog tråden op fra Marianne Kongsgaards indlæg: ”Det der med kvalitet…”, indledte hun. ”Kvalitet er ikke kun stordrift. Jeg arbejder uden for overenskomsten og har, som mange andre, en slags solopraksis, hvor jeg er specialiseret inden for et lille område. Og dét betragtes af mange patienter som kvalitet”.

Anne Marie Jensen opfordrede til at turde inddrage spørgsmålet om mere brugerbetaling i drøftelserne om regulering af praksissektoren.

”Det er ikke kun velhavende patienter, der kommer hos os; der kommer også nogen, der ikke har ret mange penge. Så når man ikke vil snakke brugerbetaling af frygt for ulighed, skal man lige huske, at den ulighed findes allerede, og at den går ud over patienterne”.

Stop mudderkastningen

Jørn Mortensen, kontaktperson for fysioterapeuter uden overenskomst i Region Sjælland, praktiserer på en klinik i Roskilde, hvor tre har ydernummer og fire ikke har, og hans input til debatten var fra en hverdag, hvor kløften mellem inden for og udenfor ikke eksisterer, fortalte han.

”Det fungerer fint med, at vi har én pris til patienter, der går til den ene side, og en anden til patienter, der går til den anden side, men vi har brug for nogle flere muskler over for forsikringsselskaberne.  Jeg synes, at vi skal se på de muligheder, vi har, i stedet for at kaste mudder. Hovedbestyrelsen skal finde sine ben og melde klart ud, hvad foreningen mener, og så skal diskussionen lukkes ned. Vi skal passe på, at foreningen ikke knækker over på midten”.

Preben Weller, SU-medlem i Region Nordjylland og klinikejer i Hobro, havde sympati for, at man i debatten tog patientens perspektiv ”og også sit eget”, som han sagde, men han advarede mod de konsekvenser, debatten kan få: ”Der er et par tusinde fysioterapeuter under sygesikringsoverenskomsten, som har investeret i de faciliteter, sygesikringen har ønsket. Det skaber uro, hver gang denne debat kommer op, og det betyder, at nogle skræmmes fra at investere.

Det fik Anne Marie Jensen til at advare mod at forsøge at lægge låg på debatten: ”Hvis vi ikke engang kan diskutere det, er jeg ikke medlem her mere. Jeg er så glad for debatten og for at være blevet inviteret med her i dag. Vi er nødt til at leve med debatten, og måske er vi også nødt til at leve med, at den skal være der altid”, sagde hun og kom også med et forslag:

”Lad os sammen tegne et idealbillede af, hvordan vi gerne vil have, at praksissektoren ser ud om 10 år, og lad os så bagefter finde ud af, hvordan vi kommer derhen, uden at nogen kommer i klemme”.

Hovedbestyrelsen taler videre

Hovedbestyrelsen havde inviteret de mange gæster for selv at lytte og blive klogere, og der skulle ikke træffes beslutninger eller konkluderes på debatten, men flere hovedbestyrelsesmedlemmer tog ordet for en kort bemærkning, blandt andre Line Schiellerup: ”Jeg ønsker ikke at tage brødet ud af munden på nogen, men vi er nødt til at se på, om vi er for protektionistiske”, mente hun.

Sanne Jensen bemærkede, at man, når man arbejder i et liberalt erhverv, må leve med, at tingene indimellem ryster under en.

Lise Hansen mente, at der var meget på spil – også for hovedbestyrelsen: ”Det handler om vores troværdighed i forhold til at kunne varetage alle vores medlemmers interesser. Ingen skal smides på fattiggården, men vi er nødt til at se på, om noget kan gøres anderledes”.

Brian Errebo-Jensen betegnede spørgsmålet om foreningens holdning til regulering af praksissektoren som en gordisk knude i forhold til at skulle holde sammen på foreningen.
”Baggrunden for den her diskussion er, at beskæftigelsen er presset. Men man har jo ikke retten til et job, man har retten til at uddanne sig”, mindede han om og lagde op til flere § 2-aftaler som den på det palliative område i Region Syddanmark, som man kan søge om at blive tilsluttet, uanset om man har et ydernummer i forvejen.

”Vi skal acceptere, at der er rammer i overenskomsten”, mente Morten Høgh. ”Det er dem, der gør, at der også er et marked uden for. Men foreningen skal måske give mere hjælp til dem udenfor og også være med til at gøre det tydeligere, hvad der ligger i overenskomsten. Jeg er sikker på, at overenskomsten bliver slanket, men jeg er lige så sikker på, at det gør praksissektoren ikke. Vi kan godt både regulere og skabe jobs, og vi kommer længere ved at tænke fremad end ved at forsøge at rette op på fortidens fejl”.

Inden mødet sluttede og sendte hovedbestyrelsen tilbage i tænkeboksen, kom PF’s næstformand Jacob Nordholt Hansen med en opsummering af debatten, som han ser den: ”Hovedbestyrelsen skal finde ud af, om de vil støtte lidt til alle eller nok til flere”.

 

 

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar