Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"Smerterne risikerer at eksplodere"

Simon Simonsen er 45 år og arbejder på Smerteklinikken ved Friklinikken Region Syddanmark.<br/>
Foto: Claus Sjödin

Hvad laver du?

Jeg er fysioterapeut på smerteklinikken ved Friklinikken i Give, som er et offentligt sygehus under Region Syddanmark. Friklinikken er et ad hoc tilbud, der er sat i verden for at nedbringe ventelister. Der kan være op til over et års ventetid på de andre smerteklinikker, men hos os er den 6 uger. Sidste år havde vi 3.035 patienter gennem smerteklinikken i løbet af 11 måneder og er, hvis man ser på patientflow, en af landets største. Min opgave er dels undervisning på smertehåndteringshold sammen med en psykolog eller en socialrådgiver, dels individuel undersøgelse og behandling, hvis der er individuelle biomekaniske problemstillinger som ikke kan tilgodeses på hold.

Hvad underviser du i?

På smertehåndteringsholdene underviser jeg i smerteteori, stressmekanismer, afspænding, coping strategier, pacing og Trafiklysguide som redskab til selvvurdering af træning/aktivitet. Det grundlæggende for deltagerne er at forstå, hvad der sker i nervesystemet, når man får ondt. Den almindelige opfattelse af smerte er, at den relaterer sig direkte til en kropslig oplevelse – man slår sig over fingeren med en hammer og får ondt. Men for patienterne her er nervesystemet kommet i ubalance, og smerten er begyndt at leve sit eget liv. Når de får en bedre forståelse af central sensibilisering, ændrer det deres oplevelse af, at det er dem selv, der er noget galt med, eller at det er noget de bilder sig ind.

Fjerner en bedre indsigt deres smerter?

Smertemæssigt hjælper det lidt, men livskvalitetsmæssigt hjælper det enormt meget, fordi vi giver dem nogle værktøjer til at leve med smerten. Typisk bruger mange af dem flere ressourcer, end de har. De forsøger at leve det samme liv, som de gjorde før, og kører sig selv for hårdt for så at ligge brak i flere dage bagefter. Vi lærer dem at bremse sig selv i at komme i en situation, hvor de overforbruger sig selv. Det er ikke alle, vi kan hjælpe, og nogle gange handler det om, at de kommer for tidligt til os. Hvis de stadig er i en proces med doctor-shopping, hvor de søger en behandling, der kan fjerne deres smerter, er de ikke klar, og så flytter de sig ikke. Så må de hellere komme tilbage, når de er klar. Der kan også være nogle, der har nogle konkurrerende problemstillinger, der gør, at de ikke rykker.

Du var i praksissektoren tidligere, føler du dig mindre som fysioterapeut nu?

Overhovedet ikke. Jeg synes, at information og viden er en enormt vigtig del af det fysioterapeutiske arbejdsfelt, og jeg synes, at vi generelt kan udnytte information og viden til at hjælpe folk meget mere for at få dem tilbage i førersædet i deres eget liv. Min baggrund i MDT (McKenzie, red.) har desuden givet mig rigtig meget, jeg kan bruge her. De patienter, jeg har til individuel udredning og behandling, bliver udredt i forhold til MDT-klassifikationen. Undersøgelsen kan både bruges til at identificere dem, der primært har biomekaniske problemstillinger og dem, hvor den centrale sensibilisering er det primære. Min behandling tager udgangspunkt i empowerment-tankegangen; de skal være aktive medspillere i deres eget liv.

Ved vi generelt nok om smerter?

Nej, der mangler en grundlæggende viden, og det gør, at patienterne alt for ofte oplever ikke at blive forstået af deres omgivelser. Jobcenter, pårørende osv., ja selv sundhedspersonale, kan ikke altid forstå, at en smertepatient ikke kan det i dag, som han kunne i går. Men patienterne forstår det ofte heller ikke selv. Som fysioterapeuter kan vi hjælpe patienter med at forstå sammenhængen mellem biomekanik og nervesystemet, herunder smerterespons, men hvis man ikke har sit fokus her, kan jeg sagtens forstå, at man kan overse tegn på central sensibilisering. Risikoen er, at smerterne simpelthen eksploderer, hvis smertepatienterne bliver sat til at træne for hårdt. Og her er en øget viden om smertemekanismer hos patienterne en essentiel del af behandlingen, hvis patienten skal have succes. På forskningssiden er der sket meget de sidste 10 -15 år men der er stadigt meget at forske i, så vi som fagpersoner kan informere endnu bedre.

Hvad er det bedste og det værste ved dit job?

Det er rigtig rart at være en del af et tværfagligt miljø, og at man altid kan henvise til den relevante hjælp. Hvis man for eksempel sidder overfor en patient, der fortæller, at hun har tænkt på selvmord, er det godt at kunne hive fat i psykologen, der kan sørge for, at der bliver taget hånd om det. Det værste er, når man kan se, at man har redskaberne og ved, at man vil kunne hjælpe, men ikke kan trænge igennem. Det bedste er til gengæld, når en patient rykker ud af hjælpeløsheden og selv begynder at tage styringen. På et hold sker det typisk efter seks til otte gange. Eller når de kommer og siger ”Simon, det har været fedt, men jeg har ikke brug for din hjælp mere”.  

Del eller udskriv siden
1 kommentarer
×Skriv en kommentar
  • Henrik Pennerup

    Det er ramt helt godt Simon.
Indsend kommentar