Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Min arbejdsplads: Line Nøhr Pedersen

Navn: Line Nøhr Pedersen / Alder: 27 år / Arbejdsplads: Blåkærgård, Socialpsykiatrien Region Midtjylland
Foto: Claus Sjödin

Hvad laver du?

Jeg er ansat på Blåkærgård, der er et socialpsykiatrisk bosted for 20 beboere med komplekse problemstillinger som eksempelvis svær psykisk sygdom, misbrug og udadreagerende adfærd. Jeg indgår i et tværfagligt team som eneste fysioterapeut. Min hverdag er inddelt i tid, hvor jeg er fysioterapeut og tid, hvor jeg indgår som del af det pædagogiske personale, men hele tiden med udgangspunkt i min fysioterapi og de kropslige symptomer, beboerne oplever. Det at have det pædagogiske arbejde ved siden af fysioterapien gør, at man kommer til at kende beboerne på en helt anden måde og får en tættere relation.

Hvor længe har du været på Blåkærgård?

Siden marts 2015. Jeg er stedets første fysioterapeut, og det er mit første job. Jeg står foran orlov nu, da jeg har fået et vikariat i den psykiatriske fysioterapi på Center for Mestring i Viborg Kommune. Her er der flere fysioterapeuter, der arbejder med psykiatrisk fysioterapi, så jeg kan udvide mine kompetencer på området. Jeg forventer at vende tilbage til socialpsykiatrien.

Hvordan var det at starte som nyuddannet på et uopdyrket felt?

Selvfølgelig har det udfordrende, at jeg slet ikke havde erfaring med psykiatrisk fysioterapi, men på den anden side var det også godt, fordi alting var helt åbent, og jeg bare hoppede ud i det. Det var learning by doing, og udfaldet der måtte vise, om det var en god ide eller ej, og det gav mig rigtig meget. Jeg har været heldig at have en ledelse, der har givet mig enormt meget frihed under ansvar og har været åbne over for, at jeg kunne prøve ting af. Mine kolleger siger, at der er sket enormt meget, siden jeg kom. Der er kommet mere fokus på sundhedsfremme og forebyggelse, og beboerne er blevet mere fysisk aktive. Når de ser mig, spørger de med det samme, om vi skal over at træne. Eller om jeg vil gøre noget ved en nakke, der gør ondt – den slags opgaver er der også.

Savner du at have kolleger?

Ja, men nu bliver der ansat en fysioterapeut mere ud over den, der skal vikariere for mig, mens jeg har orlov. Dels er det svært at nå alting, og dels vil det være rart at have en kollega at sparre med. Jeg har brugt mine tre ergoterapeutkolleger, når jeg har haft brug for lige at hive fast i min faglighed og blive bekræftet i, at jeg har det terapeutiske i fokus, også i de pædagogiske opgaver. Og det har jeg. Jeg husker altid at tænke fysioterapi ind i de mindste ting. Hvis en beboer for eksempel beder om en samtale, og vi taler om, hvordan han har det psykisk, og han fortæller om nogle kropslige symptomer, så griber jeg den dér. Så taler vi om, hvad det er, han oplever i sin krop, når han er angst, og så foreslår jeg måske noget mindfulness eller nogle kropsligt afgrænsende øvelser.

Er du nogensinde utryg?

Nej. Det er beboere med komplekse problemstillinger og nogle gange med udadreagerende adfærd, men vi bliver klædt på til at tackle konflikter og er altid backup for hinanden. Vi har et superstærkt tværfagligt netværk, og jeg har aldrig været utryg.

Havde du forestillet dig et job som det her, da du startede på fysioterapeutuddannelsen?

Nej, men jeg havde på fornemmelsen, at klinikfys ikke ville være min førsteprioritet. Når vi havde undervisning med pædagogisk indhold på studiet, syntes jeg altid, at det var enormt spændende. Jeg havde en praktik på et neurocenter og tænkte, at jeg måske skulle arbejde inden for neurofysioterapien, men på mange måder arbejder jeg på samme måde her – undersøger, vurderer, sætter mål og laver handleplaner. Den væsentligste forskel er nok, at der på neurocenteret var mere faste retningslinjer, tingene skulle foregå efter, mens jeg her kan tage udgangspunkt i det, beboerne har lyst til.

Hvad er det bedste ved dit job?

Vi hjælper hinanden og bruger hinandens kompetencer til at gøre det bedst muligt for beboerne og hjælper dem til bedre selvhjælp. Og så holder jeg meget af uforudsigeligheden. Der er aldrig to dage, der er ens, og vi går i en hverdag, hvor de mindste ting kan gøre en forskel. Men omvendt kan uforudsigeligheden også være frustrerende, når man har taget 10 skridt frem, og de så pludselig har en dårlig dag, og man føler, at man rykker 25 tilbage.

Hvad kræver det for at blive en god fysioterapeut på et sted som Blåkærgård?'

At man er empatisk og meget lyttende. At man er motiverende, og at man har lysten til at være nytænkende og kreativ og har modet til at være med til at udvikle faget. Men også at man kan gå ned i gear og har ro i forhold til sin faglighed. Hvis jeg er for plæderende fys-fys-fys, så trækker beboerne sig, så man skal ikke flyve hurtigt hele tiden.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar