Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Praktiserende ønsker mere samarbejde

Klinikejer efterlyser videndeling i Fredensborg Kommune.

Fysioterapeut Berit Elkjær er en af ejerne af Fredensborg Sundhedscenter, og hun har oplevet, at hendes patienter er overgået til det kommunale tilbud. Det har ikke været uden problemer.

”Vi skulle fx behandle vores patienter, som vi plejer – og så står der pludselig en kommunal fysioterapeut på stuen, i fuld gang med behandlingen. Det er en underlig fornemmelse, og det betyder tab af vigtig viden, når man ikke får mulighed for at overdrage patienten,” siger hun.

Det har især været en udfordring på Lindegården, et botilbud for mennesker med handicap.

”Vores oplevelse er, at kontaktpersoner og pårørende ikke har fået de nødvendige oplysninger til at træffe et frit valg, men i stedet blot har fået besked på, at kommunen har overtaget behandlingen.”

Berit Elkjær håber, at der fremover bliver et bedre samarbejde mellem kommune og praktiserende fysioterapeuter.

”Det afgørende er, at vi sammen finder ud af, hvordan vi giver borgeren det bedste tilbud. Vi kan få højere kvalitet for pengene, hvis kommunens fysioterapeuter og de privatpraktiserende sætter sig sammen med respekt for hinandens kompetencer og finder ud af, hvem der bedst varetager specielle behandlinger. Det vil vi meget gerne være med til,” siger Berit Elkjær.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer