Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Akupunktur lindrer kroniske lænderygsmerter hos ældre

FORSKNING // Et stort amerikansk studie viser, at akupunktur kan give en målbar og klinisk relevant forbedring hos ældre med kroniske lænderygsmerter.
Efter seks måneder havde begge akupunkturgrupper signifikant støree forbedring i funktion og smerte end kontrolgruppen. Foto: iStock

Rygsmerter er den førende årsag til funktionsnedsættelse på verdensplan og medfører store samfundsøkonomiske omkostninger. Retningslinjer anbefaler generelt ikke-medicinske behandlinger som førstevalg ved kroniske lænderygsmerter.

Forekomsten af rygsmerter stiger med alderen, og mange ældre lever samtidig med andre kroniske sygdomme og får flere typer medicin. For ældre patienter, der ofte er mere sårbare over for medicinske bivirkninger, er der derfor et særligt behov for skånsomme og effektive ikke-farmakologiske behandlingsmuligheder.

Forskning tyder på, at akupunktur kan hjælpe patienter med kroniske lænderygsmerter, men det er ikke tidligere undersøgt specifikt for den ældre del af patientgruppen, og det er uvist hvilken timing og dosis, der er mest effektiv.

Formål

Formålet med studiet var at undersøge effekten af akupunktur på funktionsevne og smerter hos ældre med kroniske, uspecifikke rygsmerter.

Metode

Deltagere
Forskerne rekrutterede 800 personer over 65 år fra forskellige regioner i USA. Deltagerne var over 65 år (gennemsnitsalder på 73,6 år) og godt halvdelen (62 procent) var kvinder. Alle havde uspecifikke smerter i lænden, med eller uden udstråling til benene. Smerterne havde varet i mindst tre måneder og påvirkede deltagernes livskvalitet og aktivitetsmuligheder.

Behandling
Deltagerne blev ved lodtrækning fordelt til én af tre behandlingsgrupper:

  1. Standard akupunktur
    Standardgruppen fik 8-15 akupunkturbehandlinger ved certificerede akupunktører i en 12 ugers periode. Der blev anvendt traditionel østasiatisk akupunktur, ingen dry needling, elektroakupunktur, varmebehandling eller lignende var tilladt. Akupunkturbehandlingen blev givet ved siden af deltagernes vanlige behandling.
  2. Udvidet akupunktur
    Gruppen med udvidet akupunktur modtog samme behandling som standardgruppen, efterfulgt af 4-6 ekstra behandlingssessioner de følgende 12 uger.
  3. Kontrolgruppen
    Kontrolgruppen modtog vanlig behandling, hvilket vil sige, at de fortsatte deres normale medicinske og fysioterapeutiske behandling. De måtte ikke modtage akupunkturbehandling.

Effektmål
Effekten af behandlingerne blev målt efter tre, seks og 12 måneder, med primær sammenligning mellem grupperne efter seks måneder. Deltagernes funktionsniveau blev målt med spørgeskemaet Roland Morris Questionnaire (RMQ), som specifikt fokuserer på følger af lænderygbesvær. Scoren giver et mål for rygpatienters evne til at klare dagligdagens gøremål. Skalaen går fra 0 til 24 point, hvor højere score betyder større funktionsnedsættelse.

Derudover blev det opgjort, hvor mange der opnåede en klinisk relevant forbedring på mindst 30 procent på førnævnte RMQ og på smerter. Smerter blev målt med Numerisk Rang skala (NRS). Der blev desuden målt på flere andre faktorer socialt, psykologisk og fysisk.

Forskerne registrerede deltagelsen i behandling og bivirkninger i hele perioden.

Resultater

Efter seks måneder havde begge akupunkturgrupper signifikant større forbedring i funktion og smerte end kontrolgruppen.

Funktion
Funktionsniveauet, målt med RMQ, var forbedret efter 6 måneder med henholdsvis 3,1 og 3,6 point i akupunkturgrupperne, sammenlignet med 2,1 point i kontrolgruppen. Forbedringen og forskellen på grupperne forblev den samme ved målingen efter et år. Der var ikke statistisk signifikant forskel på de to akupunkturgrupper.

En klinisk relevant forbedring blev defineret som 30 procent forbedring, hvilket vil sige, at det betragtes som en mærkbar forbedring. Det blev opnået af 29,4 procent i kontrolgruppen og 39,1 og 43,8 procent i grupperne med standard og udvidet akupunktur.

Smerter
Smerteintensiteten faldt med gennemsnitligt 1,1 og 1,6 point på NRS-skalaen i akupunkturgrupperne, sammenlignet med 0,6 point i kontrolgruppen. I akupunkturgrupperne var andelen med 30 procent reduktion af smerter større end i kontrolgruppen (34,8 og 41,3 versus 24,2 procent i kontrolgruppen).

Forskellen mellem standard og udvidet akupunktur var ikke signifikant, men der var en tendens i retning af størst effekt af udvidet akupunktur, når man kigger på både funktion og smerte.

Deltagelse og bivirkninger
Der var en høj grad af deltagelse i akupunkturbehandlingerne. Mere end 80 procent af deltagerne modtog mindst otte behandlinger i de første 12 uger.

Der var få bivirkninger, og de mest almindelige var smerter og ubehag i huden, der hvor nålene var ført gennem huden. Kun en enkelt alvorlig bivirkning blev vurderet til at være relateret til behandlingen. Det var en infektion i huden, som krævede antibiotikabehandling.

Konklusion og perspektiver for praksis

Forfatterne konkluderer, at akupunktur er en effektiv behandling til ældre med kroniske uspecifikke rygsmerter, som samtidig har en lav risiko for bivirkninger. Patienterne viser interesse for og accept af behandlingsformen, idet patienterne i høj grad møder op til behandlingerne.

Forfatterne foreslår, at akupunktur kan blive en del af førstevalgsbehandlingen til patientgruppen. De finder, at 12 ugers standardbehandling er tilstrækkelig, da der ikke er væsentlig større effekt ved at give ekstra akupunkturbehandlinger efterfølgende.

Er det overraskende nyt?

Nej, det er ikke overraskende, at man kan se en effekt af et veltilrettelagt behandlingsforløb.

Er det troværdigt?

Ja, jeg mener, at studiet er troværdigt. Dette studie har undersøgt om ældre har effekt af et forløb, der inkluderer akupunktur, når man sammenligner med vanlig behandling. Det er ikke nyt, og det ligner de fleste andre veltilrettelagte kliniske forsøg.

Men det er vigtigt at slå fast, at studiet ikke har undersøgt, om akupunktur i sig selv virker. Studiet siger ikke noget om effekten af akupunktur, bl.a. fordi der ikke er en sham-gruppe. Andre studier peger på, at de uspecifikke effekter udgør op mod 70 procent af den samlede effekt ved bl.a. akupunkturbehandling.

Bør det få betydning for fysioterapeuters behandling af målgruppen?

Nej, jeg forventer, at akupunktur allerede er en del af tilbuddet til ældre med rygsmerter blandt nogle fysioterapeuter. For mig understøtter studiet, at behandling med akupunktur er at sidestille med bl.a. manuel terapi, som også kan give lindring og øge funktion. Men akupunktur bør ikke være eneste behandling, og behandling med akupunktur skal naturligvis ophøre efter højest 1-2 behandlinger, hvis der ikke opleves effekt (modsat studiets krav om et mindste antal behandlinger).

Hvad er din samlede vurdering?

Først og fremmest er det et velgennemtænkt stykke forskning. Studiet udmærker sig ved at undersøge ældre mennesker, hvilket i sig selv er en mangelvare i forskningen! Anbefalingerne til behandling af kroniske rygsmerter består primært af egenhåndtering og træning, og bl.a. WHO fraråder enkeltstående behandlingsformer. Det er derfor et problem, at behandlingen i studiet ser helt bort fra patientinddragelse, patientuddannelse og individualisering af behandlingen

Er det overraskende nyt?

Nej. Resultatet bekræfter tidligere forskning, som viser, at akupunktur kan give en relevant smertelindring ved kroniske smerter efter mindst 5-6 behandlinger. Det nye er, at effekten nu igen er dokumenteret i et stort, pragmatisk multicenterstudie under realistiske kliniske betingelser – denne gang specifikt hos ældre patienter.

Er det troværdigt?

Ja. Multicenterstudiet er metodisk solidt og uden placebokontrol, fordi en statistisk signifikant forskel mellem akupunktur og placebo allerede er dokumenteret i tidligere forskning – en nødvendig forudsætning for at lave det aktuelle studie. Her undersøger man, om metoden fungerer i praksis – og det gør den. At effekten ses hos ældre med flere samtidige smerter gør resultaterne særligt relevante.

Bør det få betydning for fysioterapeuters behandling af målgruppen?

Ja. Studiet understreger, at akupunktur, udført af behandlere uddannet i metoden, er en sikker og effektiv mulighed for ældre med rygsmerter samt smerter flere steder i kroppen. Det illustrerer en praksis, hvor klinisk ekspertise, patientpræferencer og bedste tilgængelige evidens integreres. WHO’s seneste retningslinjer vægter desuden akupunktur højere end manuel behandling som supplerende behandling – i modsætning til de nuværende fysioterapeutiske anbefalinger for lænderygsmerter.

Hvad er din samlede vurdering?

Akupunktur kan – i tråd med principperne for evidensbaseret praksis – være en relevant supplerende behandling for udvalgte patienter, herunder ældre, som bør mødes med en multimodal og patientcentreret tilgang, der understøtter evnen til at forblive fysisk aktive.