Man mente, det var en form for vokseværk
Hvad forsker du i?
Omkring hvert tiende barn bliver ramt af Osgood-Schlatter, og hos sportsaktive børn, som f.eks. dyrker boldsport eller gymnastik, ses lidelsen hos 20 procent. Det er en irritationstilstand, som rammer knæet, der hvor knæskalssenen hæfter på skinnebenet. Sygdommen rammer både drenge og piger, og hos nogle børn medfører den stærke smerter, når de bevæger sig. Enkelte må helt holde op med at dyrke sport, og for nogle kan det få betydning for deres fysiske aktivitet senere i voksenlivet.
I mange år har man ment, at Osgood-Schlatter ‘bare var en form for vokseværk’, og sygdommen har ikke fået megen opmærksomhed. Vi ved ikke, hvordan den opstår, hvad der sker inde i knæet, og hvordan sygdommen udvikler sig i den helt tidlige fase. Det vil vi undersøge i et studie.
Hvordan gør I?
Vi samarbejder med en privatskole, som har en sportsprofil og derfor lidt flere børn med Osgood-Schlatter. I studiet ser vi dem ugentligt og vurderer deres knæsmerter. Vi følger cirka 125 elever i alderen 8 til 15 år gennem to skoleår, som hver uge bliver målt på deres knæfunktion, smerteudbredelse, skeletale vækst og hybermobilitet.
De bliver desuden scannet med ultralyd og svarer på en række spørgsmål. En gang i kvartalet måler vi biomarkører for knogle, brusk, mineraler og vitaminer vha. deres urinprøver.
Hvad håber du kommer ud af forskningen?
Vi håber at kunne afdække, hvorfor og hvordan sygdommen udvikler sig og hvilke faktorer, der har størst betydning for udviklingen af den. Så vil vi bedre kunne vurdere, hvem der er i højrisikogruppen og dermed forebygge og behandle sygdommen.
Om projektet
Tidshorisont
Studiet starter i august 2026, og forskerne regner med at publicere resultater i 2030.
Finansiering
Studiet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond med 5.1 mio.
Samarbejdspartnere
Prof. Per Hölmich, laboratorieleder Jesper Bencke, stamcelleforsker Jasmin Bagge fra SORC-C; docent Anna Bugge fra Københavns Professionshøjskole; Head of Sports and Data Science Lasse Ishøi fra FC Nordsjælland; prof. Thor Einar Andersen fra Norges Idrætshøjskole; og prof. Jens Lykkegaard-Olesen fra Center for Almen Medicin, Aalborg Universitet.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.