Når smerten kommer, er det for sent
Artiklen ‘En enkelt lidt for lang løbetur øger risikoen for skader’ i Fysioterapeuten nr. 5, 2025, postulerer et paradigmeskifte med ét enkelt træningspas som årsagen til en belastningsskade – derfor må det have været dette løbepas, der forårsagede skaden. En enkel og intuitiv forklaring. Men efter min mening er det en logisk fejlslutning.
Det giver ringe mening at isolere ét pas som ‘årsagen’ til en belastningsskade. Det er lige så meningsløst som at pege på den sidste dråbe og sige, at den alene fyldte hele bægeret. I virkeligheden handler belastningsskader om det, der sker før symptomet, i ugerne og månederne op til skaden.
Skaden opstår i stilhed
Det store problem med overbelastningsskader er, at de ofte udvikler sig uden smerte. Væv tilpasser sig belastning, men hvis belastningen overstiger tilpasningstempoet, begynder en langsom, patologisk nedbrydning. Kollagen nedbrydes, celler stresses, små ødemer opbygges – men kroppen siger ikke fra. Den kompenserer, alt for længe.
Det betyder, at en struktur, en sene, en knogle eller en fascia kan være ‘skadet’, længe før løberen mærker noget som helst. Når smerten først opstår, er det fordi kompensationssystemerne er overbelastede, og der ikke længere er en margin tilbage.
Fravær af smerte er ikke fravær af skade
Studiet måler ikke intensitet, det måler ikke vævstolerance eller restitutionsstatus. Det fanger ikke akkumuleret mikrotraume eller underliggende sårbarhed. Studiet bruger selvrapporterede smerter fra Garmin-brugere som indikator for, om der har været problemer i forvejen. De finder, at meget få (11 %) har haft smerter i det aktuelle område i ugerne før skaden – og konkluderer dermed, at skaden opstår akut i ét pas. Men det er, efter min vurdering, en metodologisk og logisk kortslutning.
Det, forskerne bag studiet faktisk måler, er tidspunktet for symptomdebut, ikke årsagen til skaden. Den akutte forklaring hænger dårligt sammen med det, vi ved fra vævsbiologi og klinisk erfaring. Belastningsskader opstår, når summen af mekanisk stress over tid overstiger vævets kapacitet for reparation og remodellering. Det sker gradvist – desværre ofte uden symptomer.
Problemet: Smerten kommer for sent
Det betyder, at vi ofte opdager skaden, når bægeret allerede er fyldt, hvor ét sidste pas får det til at løbe over. Det skaber to problemer: Vi undervurderer belastningshistorikken, og vi overtolker betydningen af det sidste træningspas.
I praksis fører det til fejlslutninger. Løberen tror, at 20-km-passet forårsagede skaden, og skærer derfor ned på distance – men fortsætter med samme ugentlige frekvens og intensitet. Forfatterne af studierne fokuserer på, hvordan løberen løb det ene pas, i stedet for at kortlægge og analysere belastningsmønstre og restitutionsvaner de sidste 6-8 uger.
Smerten er ikke en start – den er slutningen på en ubemærket proces
Vi bør ikke indføre en akutmodel for belastningsskader. Det nye studie viser, at smerten kan komme pludseligt, men det betyder ikke, at skaden gør det. Det betyder, at vi skal udvikle værktøjer, forståelse og praksis, der gør os i stand til at fange belastningsrisikoen, før smerten opstår.
Det kræver sandsynligvis både stor erfaring og meget viden. 10 procent-reglen eller belastningsstyring er noget, alle trænere i en eller anden grad er bevidste om; viden om drastiske stigninger i løbemængde er ikke ny. Vi skal naturligvis fortsætte med at undgå sådanne træningsfejl via planlægning, men at kalde dette et paradigmeskifte og ny viden er at tage munden for fuld.
Forskerne bag løbestudiet svarer Bjarne Vad Nilsen
Tak for dit engagerede og velargumenterede debatindlæg. Vi sætter pris på, at du tager dig tid til at nuancere diskussionen om belastningsskader, der opstår under løb. Som forfattere til studiet vil vi gerne præcisere en række forhold, hvor vi mener, at vores resultater er blevet misforstået.
Først og fremmest er vi helt enige i, at vævstilpasning og mikrotraumer nok kan udvikle sig over længere tid, uden løberen mærker symptomer. Vores udgivelse i British Journal of Sports Medicine modsiger ikke dette.
Vores formål var ikke at identificere den præcise biologiske proces, der fører fra mikrotraume til overbelastningsskade. Vores formål var at identificere, hvornår skader typisk manifesterer sig i praksis, altså hvornår løbere oplever symptomer, der kræver ændring eller ophør af træning. Dette kan bidrage til vores samlede forståelse af, hvordan løbetræning kan planlægges bedst.
Med vores resultater sandsynliggør vi, at risikoen for symptomdebut – og den tilhørende ændring i træning – stiger markant, når et enkelt løbepas overstiger, hvad løberen er vant til, og at der desuden er en mulig dosis-respons sammenhæng mellem progressionen og denne risiko.
Vi påstår dog ikke, at denne ene session altid skaber en skade fra nul – men som videbegærlige forskere vil vi heller ikke afvise, at en skade faktisk kan opstå på bare ét træningspas. Med andre ord antager vi ikke, at én tur altid skaber en skade, vi mener, at én tur kan være den kritiske trigger for en skade, der i øvrigt kunne have manifesteret sig senere eller måske slet ikke.
Du skriver, det er velkendt, at man ikke bør øge distancen drastisk på én gang. Dette har været en plausibel antagelse, men evidensen for antagelsen har manglet. Vores studie er det første, der – i en meget stor løbepopulation – kvantificerer, hvad ‘drastisk’ vil sige.
Det gør resultaterne relevante, også hvis hypotesen i forvejen er kendt. På samme tid viser vi også, at de hidtil mest brugte metoder til at kvantificere drastiske ændringer – Acute:Chronic Workload Ratio (se forklaring i blad 5. red.) – ikke ser ud til at have nogen stærk sammenhæng med risikoen for at opleve symptomer, der påvirker træningen.
Du efterlyser mere viden om, hvordan træningsmønstre, restitution og vævstolerance påvirker risikoen for at blive løbeskadet. Det er vi fuldstændig enige i, og dette felt er stadig i sin udvikling. Vores resultater bidrager primært til at forstå, hvordan træningsmønstre kan påvirke denne risiko.
At forstå sammenhængene mellem alle tre faktorer er yderst kompliceret og kræver yderligere studier i stor skala, som nok kræver datasæt med mindst ti gange så mange løbere, som vi har i det aktuelle datasæt.
Til sidst vil vi gerne understrege, at vores studie netop kan bruges til at ‘fange risikoen, før smerten opstår’, præcis som du efterlyser. Hvis en enkelt session overstiger det, løberen har løbet de sidste 30 dage, med en vis procent, øges risikoen betydeligt.
Dermed mener vi, at råd om forebyggelse også bør rette sig mod det enkelte løbepas og ikke blot en akkumuleret ændring over tid. Det er anvendelig viden, som kan implementeres direkte i træningsplanlægning, selv uden avancerede modeller for restitution og vævstolerance. Det er ikke hele svaret, men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Vi sætter pris på din faglige passion og håber, at dette svar tydeliggør, at vores studie ikke forsøger at afdække en enkelt mekanisme eller ignorere vævets kompleksitet. Vi forsøger at levere kvantitativ, praktisk anvendelig viden om træningsplanlægning, som, uanset mekanismen bag, har betydning for løbere, trænere og forskere inden for området.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.
