Vilkårene i dit arbejdsliv kan tvinge dine faglige værdier i knæ

Uanset hvor meget hun involverede sig, følte hun sig utilstrækkelig. For det virkede som en uendelig opgave at hjælpe borgerne med at få opfyldt deres behov inden for de vilkår, hun arbejdede under.

Det fortæller en fysioterapeut, som trods travlhed i sit tidligere arbejde i en kommunal hjemmepleje engagerede sig så meget i borgernes ve og vel, at hun til sidst ikke magtede at være til stede for sin egen familie. Hun endte i en sygemelding.

Eksemplet er fra en af Sara Lei Sparres nyere undersøgelser. Hun er seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og har blandt andet undersøgt såkaldt moralsk stress i ældreplejen.

“Moralsk stress kommer til udtryk som ubehag og utilstrækkelighed, der kan mærkes i kroppen. Lidt ligesom dårlig samvittighed. Typisk vil man nok ikke bruge begrebet, men snarere sige noget a la: ‘Jeg kan ikke se mig selv i øjnene’, ‘jeg kan ikke være i det meget længere’, eller ‘jeg kan ikke stå inde for mit arbejde’,” siger Sara Lei Sparre.

De senere år er der kommet mere fokus på de følelser og reaktioner, der knytter sig til begrebet, fortæller hun.

“Og det er positivt. Selvom moralsk stress ikke er en sygdom, er det nemlig noget, man kan blive syg af, hvis man må abstrahere fra følelserne over længere tid for at kunne passe sit arbejde,” siger Sara Lei Sparre.

For moralsk stress er som en indre alarmklokke, der bimler og bamler i kroppen, når man som sundhedsprofessionel ved, hvad der er det rette at gøre – fagligt, menneskeligt og moralsk – men ikke har mulighed for at handle på det, fortæller Nana Vaaben, der er antropolog, docent og ph.d. ved Københavns Professionshøjskole.

“Det svarer lidt til, at man bliver ved med at ignorere brandalarmen i sit hus,” siger Nana Vaaben.

Findes i flere former

Fagbladet Fysioterapeuten har spurgt en række tillidsrepræsentanter i både kommuner og regioner landet over, om følelserne er en del af arbejdslivet. Flere medlemmer fortæller, at den moralske stress er opstået som følge af gentagne nedskæringer på deres arbejdsplads.

Ubehaget kan være foranlediget af alt fra kommunens nedslidte hjælpemidler eller træningsudstyr til nye regler for, hvilken type og hvor meget fysioterapeutisk behandling borgerne må få. Et eksempel kan være, at længden af borgernes genoptræningsforløb som hovedregel er reduceret til det halve, eller at børn, der skal have fysioterapeutisk behandling i kommunen, skal behandles i grupper fremfor individuelt.

Andre medlemmer beskriver, at de oplever moralsk stress i samarbejdet med andre faggrupper. Et eksempel er en hospitalsafdeling for patienter med apopleksi, hvor afdelingens øvrige sundhedsprofessionelle ikke lejrer patienterne korrekt – til trods for talrige opfordringer og instrukser fra fysioterapeuten.

Et andet eksempel er fysioterapeuter, der besøger borgere i eget hjem, hvor hygiejneforholdene er så grelle, at det er svært at være vidne til, og hvor det ikke har gjort en forskel at inddrage hverken plejepersonalet eller ledelsen i bekymringerne.

Der er også tillidsrepræsentanter, der på vegne af deres fysioterapeutiske kolleger fortæller, at de gang på gang må aflyse borgernes træning, fordi der mangler personale i plejegruppen, og fordi det ifølge ledelsen er vigtigere, at de hjælper borgerne med at blive vasket og få mad og medicin, end at træningen gennemføres som planlagt.

Illustration: Rasmus Juul

Din dømmekraft kompromitteres

Eksemplerne stemmer overens med det billede, som psykolog og forfatter Dorthe Birkmose ser, når hun taler med fysioterapeuter i både kommunal og regional praksis. Hun er aktuel med bogen ‘Moralsk stress – når vilkårene er problemet’, der udkom for få uger siden.

“Baggrunden for, at fysioterapeuter oplever moralsk stress, er kompleks. For de fysioterapeuter, jeg taler med, handler det nemlig ikke udelukkende om besparelser. Det handler også om forståelsen af fysioterapeuternes rolle blandt andre faggrupper og om retningslinjer, der er for stringente, og som derfor kan spænde ben for fysioterapeuternes egne faglige vurderinger i den enkelte sag,” siger Dorthe Birkmose.

Fagprofessionelle som fysioterapeuter har netop en veludviklet professionel dømmekraft, fortæller Nana Vaaben.

“Som fysioterapeut har du lært at aflæse, hvad der vil være det rette at gøre for mennesket over for dig. Du har et job, der er for kompliceret til, at du bare kan følge en opskrift eller en procedure. Så du er nødt til at lave et professionelt skøn i den enkelte situation, og det kan være noget af et slag, når du ikke kan handle på den vurdering,” siger Nana Vaaben.

Et strukturelt problem

Der er ikke lavet egentlige opgørelser over, om problemet med moralsk stress er stigende i sundhedsvæsenet, fortæller Nana Vaaben. Men en ting er sikker: Moralsk stress er et strukturelt problem.

“Sundhedsvæsenet bliver mere og mere økonomisk presset. Der er en skæv demografisk udvikling, og vi får flere og flere ældre. Gennem tiden har man i den offentlige sektor – i modsætning til for eksempel i industrien eller landbruget – ikke kunnet øge produktiviteten. For sundhedsvæsenet er som en strygekvartet. Ligesom for 300 år siden skal kvartetten bruge fire violinister for at kunne spille godt. Vi kan ikke øge produktiviteten mærkbart i sundhedsvæsenet uden også at komme til at ødelægge det, arbejdet handler om,” siger Nana Vaaben. Det vil sige, at politikerne har skullet træffe et vigtigt valg.

“Skal befolkningen betale mere i skat for at kompensere for de øgede omkostninger? Skal vi fjerne nogle opgaver fra sundhedsvæsenet, eller skal vi få medarbejderne til at løbe hurtigere? Vi har valgt den sidste udvej i Danmark. Det skaber et enormt pres på de offentligt ansatte, fordi de befinder sig i kædens yderste led og står med det direkte ansvar for borgerne. Så hvis der opstår mere moralsk stress derude, er det ikke svært at forstå.”

Illustration: Rasmus Juul

Kan føre til uenigheder blandt kollegerne

Dorthe Birkmose ser forskellige strategier, som sundhedsprofessionelle tager i brug for at kunne ‘overleve’ i dilemmaet: Nogle ‘arbejder i skyggerne’ og tager et større ansvar, end rammerne tilsiger, for at kunne leve op til deres faglige principper. Andre vælger at minimere deres indsats for at kunne holde til arbejdet. Nogle gør sig hårde og ligeglade, mens andre igen resignerer over for vilkårene.

“Fælles for strategierne er, at ingen af dem virker. De gør kun problemet større, fordi man risikerer, at personalet på arbejdspladsen ryger i konflikt med hinanden. Har én for eksempel givet op, kan personen blive irriteret på de kolleger, der hele tiden skal overpræstere, ligesom de kolleger, der overpræsterer, kan blive trætte af dem, der giver op,” siger Dorthe Birkmose. Og så kan der udspille sig ‘pseudo-konflikter’ på kryds og tværs, hvilket skaber mistrivsel på arbejdspladsen.

“Vi kan komme til at tro, at interne uenigheder er selve problemet, men de kamuflerer blot det egentlige problem med moralsk stress. Før vi kan se det faktum i øjnene, er vi nødt til at åbne op og tale sammen om vores oplevelser. Lige nu er der alt for stille derude. Det er ikke nok, at der er én kollega, der er kritisk, for så risikerer vedkommende bare at blive ‘månedens brokkerøv’, der ødelægger den gode stemning. Når nogen rejser en kritik, så har vi andre pligt til at støtte op om samtalen ved at svare, give ret eller udfordre – også på tværs af de faggrupper, som vi arbejder med i hverdagen,” siger Dorthe Birkmose.

Men kan tavshed ikke også skyldes frygten for at miste sit arbejde?

“Det er ikke det, der fylder hos de fysioterapeuter og andre faggrupper, jeg taler med. Der er jo lav arbejdsløshed. Det, der fylder, er angsten for eksklusion – altså at du ikke længere kan være en del af fællesskabet. Det kan få os til at tie. Hvis vi kan mærke, at vi er omgivet af mennesker, som ikke kan tåle at høre det, vi tænker, holder vi det hellere for os selv,” siger Dorthe Birkmose.

En hasteopgave for lederne

Det er en rigtig god idé at sparre med kolleger og tillidsvalgte om oplevelserne og gøre ledelsen opmærksom på problemet.

“Hvis en eller flere medarbejdere havner i moralsk stressede situationer, er det en ledelsesmæssig hasteopgave at løse. De skal have hjælp, og det skal gå hurtigt. Ellers risikerer vi, at medarbejderen smutter eller går ned med stress,” siger Nana Vaaben.

Nogle gange er der ifølge Nana Vaaben ledere, der i god mening siger: ‘Du skal ikke have dårlig samvittighed. Du må passe godt på dig selv, sænke barren lidt og sætte ambitionsniveauet lidt lavere. For det her er, hvad vi har råd til.’ Men siger ledelsen sådan, kaster de problemet og ansvaret tilbage til den enkelte.

“Det er en forkert vej at gå. Rigtig mange fysioterapeuter har valgt faget, fordi de vil gøre en forskel for andre. Så er det demotiverende at få at vide, at de skal sætte barren ned. Det svarer lidt til at slukke motoren i din bil og regne med, at du kan køre videre alligevel. Lederen skal i stedet insistere på, at det her er et kollektivt problem, vi skal løse i fællesskab. Så kan I sammen spørge: Hvilke kampe skal vi tage, og hvilke budskaber og konkrete eksempler skal vi sende opad til de topledere og politikere, der reelt kan være med til at ændre vilkårene, vi arbejder under?”, siger Nana Vaaben.