Vi ser flere gengangere end tidligere

Det var anderledes engang. Da kunne en borger, der gerne ville træne sig op til at gå selvstændigt uden hjælpemidler efter et fald, få kommunens hjælp til så vidt muligt at nå sin ambition.

Geriatrisk team i Svendborg Kommune arbejder med skrøbelige geriatriske patienter, der ofte har brug for lange forløb. Det fortæller Marlene Borre, der er fysioterapeut i teamet.

“Men i dag er træningsperioden halveret. I mange tilfælde har vi været nødt til at forkorte forløbene fra tre måneder til seks uger. Det betyder, at en borger, der skal lære at gå med rollator udendørs, ikke opnår et tilstrækkeligt stabilt funktionsniveau til at turde færdes på egen hånd, når træningen afsluttes efter seks uger,” siger Marlene Borre.

Sammen med fysioterapeut Conni Kristensen har hun valgt at stå frem og fortælle om de frustrationer, som de seneste års nedskæringer har ført med sig. Terapeuterne i Svendborg Kommune har siden den seneste sparerunde i kommunen måttet undvære halvanden terapeutstilling i træningsafdelingen.

“For nogle år siden var jeg faktisk stolt af, at terapeuterne i Svendborg Kommune – i modsætning til mange andre kommuner – til en vis grad selv kunne vurdere ud fra vores professionelle skøn, hvor lange genoptræningsforløbene skulle være. Vi kiggede på borgernes behov ud fra en faglig vurdering og tilrettelagde forløbene ud fra det. Den mulighed har vi slet ikke mere,” siger Conni Kristensen.

Deres oplevelser med såkaldt moralsk stress deles af de øvrige kolleger i det geriatriske team og formodentlig også af de fleste af de 47 terapeuter, der er fordelt på kommunens fire teams, fortæller de to kolleger.

Halverede forløb

De mærker begge tydeligt konsekvensen af begrænsningerne i forløbene.

“Vi ser flere gengangere end tidligere. Borgere, der kommer tilbage til os, fordi vi ikke fik løst deres problemer i første omgang,” siger Marlene Borre.

De to fysioterapeuter vil gerne have belyst de vilkår, som fysioterapeuter ‘på gulvet’ arbejder under. De oplever, at der ofte er lang vej fra de evidensbaserede anbefalinger til den virkelighed, som fysioterapeuter i en økonomisk trængt kommunal virkelighed arbejder i.

“Det er fint, at vi i fagbladet for eksempel kan læse, at evidensen siger, at vi skal genoptræne en fraktur i tre måneder. Men vi kan kun tilbyde det halve. Det er ikke, fordi vi ikke vil, men rammerne er ikke til det hos os, og det gør os frustrerede. Når vi en sjælden gang får mulighed for komme på kursus og lære om alt det nye, der er sket inden for eksempelvis træning efter faldulykker eller hoftenær fraktur, vil vi jo gerne hjem og implementere den nye viden. Men det lader sig desværre ikke gøre, og det påvirker vores faglige selvopfattelse,” siger Conni Kristensen.

Den klemme, hvor de ved, hvad der er det rette at gøre, men ikke har mulighed for at efterleve det, danner rammen for, at fysioterapeuterne kan opleve moralsk stress.

Ved hoftenær fraktur er der for eksempel som regel behov for lange træningsforløb, inden patienternes smerter fortager sig, men ofte er kommunens fysioterapeuter nødt til at afslutte borgerne, inden smertepåvirkningen er på et acceptabelt niveau.

“Så er borgerne nødt til selv at finde en løsning til at tackle smerterne i hjemmet. De kan heller ikke dele erfaringer med andre borgere på holdet, som de ellers sætter stor pris på eller sparre med os, fordi forløbene er beskåret,” siger Conni Kristensen.

“Og selvom processen har betydet, at vi måske er blevet skarpere til at lave en forventningsafstemning med borgeren før et træningsforløb, og vi er blevet mere tydelige i at give borgerne et større ansvar for deres træning, så sidder vi stadig med en følelse af, at borgerne har fået et fagligt set forringet tilbud,” siger Marlene Borre.

Urealistisk digital træning

De to fysioterapeuter har talt åbent med både kolleger og deres ledelse om deres bekymringer om de nye rammer. Alle har været lydhøre. Og de ønsker da heller ikke at placere ansvaret for deres pressede hverdag hos hverken den lokale ledelse eller de kommunalpolitikere, der udstikker rammerne for deres hverdag. I stedet mener de, at det er politikerne på Christiansborg, der mangler fornemmelse for, hvordan hverdagen ser ud i en kommune.

Som eksempel på en top-down-beslutning, der har konsekvenser for deres hverdag, peger Conni Kristensen på aftalen mellem Danske Regioner, KL og regeringen fra 2023, der sætter mål for digital genoptræning. Forventningen er, at en tredjedel af genoptræningsforløbene i 2028 skal gennemføres digitalt.

“Min vurdering er, at 80-90 procent af borgerne i vores team ikke kan profitere af digitale træningsprogrammer, fordi de har problemer med at betjene en skærm. Det samme gælder for borgerne i vores neurologiske team. Det er supersvært at skabe motivation hos borgere med de udfordringer, og det bliver endnu sværere, hvis det skal foregå via en skærm,” siger hun.

Foto: Carsten Bundgaard

Inddragelsens dilemma

Da sparerunden blev præsenteret i Svendborg Kommune for knap to år siden, blev terapeuterne inddraget i beslutningen om, hvor nedskæringerne skulle placeres. De fik dermed indflydelse på, hvor aktiviteten kunne indskrænkes, og hvilke områder der skulle friholdes.

“Jeg er glad for, at vi har et godt forhold til ledelsen, og at vi blev taget med på råd. For jeg ville hellere blive inddraget, end ikke at blive det,” siger Conni Kristensen. Men det var stadig en oplevelse fyldt med dilemmaer.

“På den ene side var det rart at blive inddraget, men på den anden side var det frustrerende at skulle finde på løsninger, der gjorde vores arbejde lidt dårligere. Vi skulle i princippet tage stilling til, om vores loyalitet skulle ligge i vores faglighed eller kommunens trængte økonomi,” siger Marlene Borre.

Også det skabte moralsk ubehag på flere måder. For vilkårene, der udgjorde problemet, stod ikke til at ændre.

“Det var på forhånd lagt fast, at vi skulle holde os til den økonomiske ramme. Vores valg var derfor, hvordan vi skulle gå på kompromis med vores faglighed, for eksempel valget mellem længere ventetid på træning eller kortere træningsforløb,” siger Conni Kristensen.

De to fysioterapeuter er enige om, at det var en rædselsfuld situation at stå i, fordi de i sidste ende var med til at beslutte et fagligt ringere tilbud til borgerne, og i lang tid efter var deres arbejdsglæde påvirket i en meget negativ retning.

“Da besparelserne blev gennemført sidste år, gik jeg med overvejelser om, hvorvidt jeg skulle finde på noget andet at lave. Det var meget overvældende at skulle være med til at vælge mellem initiativer, der forringede indsatsen over for borgerne,” siger Marlene Borre.

Foto: Carsten Bundgaard

Ingen forebyggelse

Da regeringen i slutningen af 2024 præsenterede sit udspil til en sundhedsreform, fortalte forligspartierne samtidig, at de ville indføre en folkesundhedslov, som skal forpligte kommunerne til at arbejde systematisk med forebyggelse og sundhedsfremme. Hvis det løfte holder, vil det være et tiltrængt initiativ, synes fysioterapeuterne. For forebyggelse er fuldstændig fraværende i de to fysioterapeuters hverdag.

“Vi har simpelthen ikke tid til det forebyggende arbejde. Det er blevet en kan-opgave – det vil sige en opgave, som vi kan påtage os, hvis vi har tid – i stedet for en skal-opgave. Hvis vi skal arbejde mere med forebyggelse, kræver det under alle omstændigheder, at der afsættes penge til det,” konstaterer Marlene Borre.

Men det er ikke kun medarbejderne, der føler, at besparelserne slider på dem.

I de træningslokaler, hvor de kommunalt ansatte fysioterapeuter har deres daglige gang, bærer maskinerne også præg af besparelserne. Motionscyklernes rammer er gået i stykker, og sæderne på de øvrige motionsmaskiner er ofte revnede.

“Der er ikke råd til vedligeholdelse af vores maskinpark og slet ikke penge til at købe nye, så maskinernes tilstand er en indirekte konsekvens af den generelle mangel på penge. Vi vil trods alt hellere spare på ‘døde’ ting end på personale,” siger Marlene Borre.

Vi skal hjælpe hinanden

De to fysioterapeuter har svært ved at se en brugbar løsning på de trange arbejdsvilkår. De er klar over, at sandsynligheden for en stor økonomisk indsprøjtning til den fysioterapeutiske indsats i kommunerne er urealistisk. I stedet peger de på, at fysioterapeuter i højere grad skal blive bedre til at gøre det tydeligt for andre – og måske især politikerne – hvor værdifuld deres indsats er.

“Jeg tror, vi er for dårlige til at gøre os synlige, for det må jo være, fordi politikerne ikke aner, hvad vi laver, at de sparer på vores område. Derfor tror jeg, at vi – uanset om vi arbejder i en klinik, underviser, forsker eller arbejder på et hospital eller i kommunen – skal hjælpes ad med at forklare, at vi gør andet end at lave massage. Vi kan faktisk meget andet,” siger Marlene Borre.