Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Få blåstemplet dine kompetencer

LEDER // "Det betyder, at en fysioterapeut fremover kan blive certificeret kliniker eller specialist," siger Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter.

Et stort fagligt løft. Det er kort og godt konsekvensen af den nye specialiseringsordning, som Dansk Selskab for Fysioterapi (DSF) står bag. Specialiseringsordningen skal blåstemple den kliniske karrierevej for fysioterapeuter. Det betyder, at en fysioterapeut fremover kan blive certificeret kliniker eller specialist.

DSF og de faglige selskaber skal have ros for det store arbejde, som ligger bag. Først indsatsen for at fastlægge de 10 fysioterapeutiske specialer, og derefter sliddet med at få specialiseringsordningen på plads. Det har været en lang og til tider besværlig proces, som også har givet et godt resultat.

Som Lars Henrik Larsen, der er formand DSF, tidligere har udtrykt sig, skal ordningen blive et kvalitetsstempel. Han har ambitioner om, at ordningen skal være med til at synliggøre fysioterapeuters kliniske kompetencer i sundhedssystemet og overfor patienter og arbejdsgivere. Det kan give nye jobmuligheder og bedre løn og indtjening.

Jeg er helt enig med Lars Henrik Larsen i, at det er perspektiverne i ordningen.

Specialiseringsordningen erstatter den specialistordning, som Danske Fysioterapeuter lancerede i 2000. Det var det første forsøg på at formalisere og godkende fysioterapeuters kliniske specialisering. Men ordningen blev aldrig nogen succes. Kun 69 fysioterapeuter blev i løbet af 17 år godkendt som specialister. Det er alt for lidt i forhold til, hvor meget fysioterapeuter uddanner og specialisere sig.

Der er flere grunde til, at det ikke gik, som vi havde ønsket. En af de væsentligste er, at springet fra at være professionsbachelor i fysioterapi til at blive specialist var alt for stort. Derfor er det godt, at den nye specialiseringsordning indeholder to niveauer, som bygger ovenpå hinanden. Et niveau for de fysioterapeuter, som ønsker at bliver certificerede klinikere, og et for specialister.

Jeg ved, at der allerede har været stor interesse for den ny specialiseringsordning. Det glæder mig overordentligt meget. Jeg kan kun opfordre alle, der ønsker at få blåstemplet deres kompetencer, om at sende en ansøgning til specialiseringsrådet. Der er vejledning at hente både på fysio.dk og danskselskabforfysioterapi.dk. Frist for at ansøge er den 1. februar 2018.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar