Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Portræt: Fysioterapi med nærvær

Kristin Ebert er ledende fysioterapeut på Ambulatorium for stress- og traumerelaterede tilstande på Stolpegård i Gentofte. 30 år i psykiatrien har lært hende at gå helt tæt på – både sig selv og andre – men aldrig at gå over grænsen og altid at tage små skridt. Målet er forene krop og psyke og at huske at tilgive sig selv, når man alligevel begår fejl på vejen.
Foto: Søren M. Osgood

Kristin Ebert voksede op i en lille landsby udenfor Næstved, hvor hendes far var præst.
”Han havde evnen til at møde folk i øjenhøjde, uanset om de var glade og lykkelige eller i sorg”, siger den 56-årige ledende fysioterapeut på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte. Hun har siden opdaget, at hun har arvet evnen til at tale med mennesker og engagere sig dybt i sine medmennesker fra ham.   

Vi går forbi en zen-agtig atriumgård med lave bassiner og planter, en overraskelse mellem de røde mursten på Stolpegård og den institutionsatmosfære, der hænger ved huse og arkitektur fra 1960’erne.

Kirsten Eberts job er at være leder for syv fysioterapeutkolleger på Stolpegård og at tage sig af patienter, der bliver henvist hertil fra Region Hovedstaden med alt fra stress og angst til traumer efter ulykker. ”Kort sagt alle de knubs, tilværelsen kan give mennesker, og som ikke skyldes krig”, konstaterer hun.

Efter tredive år i psykiatrien har hun vænnet sig til at kalde en spade for en spade og en barsk barndom for et ’livsvilkår’. Hun har også lært at lytte, sanse og sammen med sine patienter sætte ord på de oplevelser, der er allersværest at rumme som f.eks. senfølger efter seksuelle overgreb, vold og omsorgssvigt, men hun bliver stadigvæk påvirket af det.

Hver morgen starter hun dagen med at dyrke qi gong, og bagefter mediterer hun i næsten en time. Det er en sikkerhedsventil, der holder hendes krop og sind i balance.

”Det at have styr på dig selv er måske noget af det allervigtigste, når du arbejder med mennesker, der har det psykisk svært. Det kræver, at du kan skelne mellem dine egne følelser og de mennesker, du hjælper, f.eks. i terapi. Det er svært. Men man bliver bedre og bedre til det, især hvis man er indstillet på også at arbejde med sig selv og give slip på sine forudindtagede holdninger og den psykologiske bagage, man selv har med”, fastslår Kristin Ebert, der med egne ord har udviklet sig personligt parallelt med sit job. ”Men jeg har godt nok også efteruddannet mig meget”, konstaterer hun.

Udover ’Fysioterapeut fra Københavnerskolen 1984’ kan hun skrive mindst tre andre krops- og psykoterapeutiske uddannelser på sit cv og snart også mindfulness-terapeut.

”Så meget efteruddannelse har jeg åbenbart haft brug for”, griner hun.
Fysioterapi er dog stadig den basis, hun vender tilbage til igen og igen. Den repræsenterer den anden side af hendes opvækst, som var fuld af heste, håndbold, sport og glæde ved at bruge kroppen. 

Hallo, husk lige kroppen

Kristin Eberts blik er anderledes og mere nysgerrigt, spørgende og åbent, end man er vant til. Slet ikke på en ubehagelig måde, tværtimod føler man sig tryg og hjemme.

Det handler om nærvær. Nærvær er blot ét af mange ’bløde temaer’, som samtalen hurtigt drejer ind på i selskab med Kristin Ebert, uanset om man er tværfaglig kollega, fysioterapeut, patient eller journalist.

Før jobbet på Stolpegård var hun ansat i ungdomspsykiatrien på Fjorden og PC Glostrup, det tidligere Nordvang, som begge har en årelang tradition med gruppe- og kropsterapi. Kristin Ebert kan tale i timevis om, hvorfor kroppen er så vigtig en ressource, og hvordan den er en slags universalnøgle i forhold til at forstå og arbejde med mennesker.

”Derfor er jeg også godt tilfreds med mit lobbyarbejde med at få kropsterapien på banen på Stolpegård. Da jeg startede i 2002 var fysioterapeuterne ’bare’ almindelige samtaleterapeuter, i dag er der syv fysioterapeuter ansat”, siger Kristin Ebert, der udover at være glad for sin rolle som gruppeleder og for blåstemplingen af sit arbejde, mest fryder sig over, at man i dag tilbyder alle Stolpegård-patienter at deltage i BBAT-kropsgruppe, mindfulness eller begge dele, hvis de har lyst. 

Hun løfter en ordentlig moppedreng af en bog ned fra hylden i sit kontor. ’Neuroaffektiv Psykoterapi med voksne’ står der på det sorte omslag. Den handler blandt andet om, hvordan krop og sind ikke kan adskilles, men også om hvordan relationen mellem terapeut og klient kan støtte klientens nervesystem til udvikling og opløsning af traumer. Bogens redaktør Susan Hart er sammen med kropsterapeut Marianne Bentzen nogle af dem, Kristin Ebert har ladet sig inspirere af i sit arbejde.

”Den her bog forklarer noget af det, der kan være vanskeligt at forstå med traumer. F.eks. det med den implicitte hukommelse og den eksplicitte, hvor sidstnævnte er den del, vi faktisk husker. Når du arbejder med senfølger af eksempelvis incest, kan selve overgrebet være glemt. Hjernen har en evne til at udelukke ting fra bevidstheden, hvis de truer for meget. I stedet kommer der nogle dybe aftryk i personligheden, som f.eks. at personen har svært ved at afgrænse sig og ved at sige fra og til, føler sig uværdig og har svært ved at tage vare på sig selv. Når de så selv får børn, bliver presset på jobbet eller skilt, brister boblen. Man kan vælge at se positivt på det som en chance til at få opløst traumet. Det kræver, at de går tilbage til angsten og den situation, der har skabt den. Det gør ondt”.  

Det kan godt blive værre

Hun lægger ikke skjul på, at det også er hårdt arbejde indimellem.

”I arbejdet med traumepatienter tænker du tit: Nu kan det ikke blive værre, når folk fortæller deres historier, men det kan det. Efter så mange år som fysioterapeut i psykiatrien har jeg tit og ofte spekuleret på, hvorfor det absolut skal være hende den lille pige, der vokser op med svigt fra en alkoholiseret mor i et misbrugerhjem, der også havner i en dårlig en plejefamilie og ender med at få barn og blive banket af sin kæreste?

Og hvad kan vi gøre ved det?” ”Heldigvis virkelig meget”, siger Kristin Ebert bag brilleglasset med sine milde, venlige øjne. ”I går sad jeg f.eks. med en traumepatient, en kvinde på knap 50, der har fået bevilget et forløb i vores traumegruppe, fordi hun er blevet overfaldet af sin ekskæreste. Hun er vokset op under de forhold, jeg nævner, uden far og med en mor, der var stofmisbruger og døde af AIDS. Bedstemoren ville gerne have hende, men måtte ikke, fordi myndighederne mente, hun var for gammel, i stedet kom pigen i plejefamilie, hvor hun også mødte svigt og misbrug. Da vi sad her ved bordet i går, græd hun, mens hun beskrev det hul, der var indeni hende. Dér, hvor hendes mor skulle have været. Men alligevel endte samtalen med at fokusere på, hvad hun trods alt det triste alligevel havde fået med af positive oplevelser, som hun kunne give videre til sine egne børn”.

”Det sværeste er egentlig, når patienter er vrede på mig. Det er ikke rart. En af de mest brugte defensive, men også uheldige strategier som terapeut er at skubbe det over på patienten og tænke: Han skal ikke anklage mig eller skælde ud, det er ikke mig, der er noget galt med, hvilket jo er let at sige, netop når man sidder med psykisk sårbare. Men det er en falliterklæring efter min mening. Jeg prøver som regel at vende den indad og tænker, hvad gik der galt her? Hvad kan jeg gøre bedre næste gang?”

Nogle dage nyder hun at sætte sig på cyklen efter arbejde og vide, at der er 15 kilometer hjem til kæresten og deres fælles hus i Valby, så hun kan få blæst noget alt det ’følelsesfnuller’ af sig, som ikke kan undgås, når man beskæftiger sig mennesker, der har det ondt. Hun har også tid til at reflektere over, hvordan dagen er gået, og nogle gange til også at være omsorgsfuld overfor sig selv.

”Jeg har begået fejl undervejs, men jeg trøster mig med, at jeg har lært meget af dem. Jeg har eksempelvis en gang ladet mig rive med, fordi jeg blev så glad for, at en ambulancefører, vi havde i gruppeterap,i endelig lukkede op. Han havde været sendt ud til en drukneulykke med et barn. Barnet var livløst, da han og kollegaen ankom, så han troede ikke, der var noget at gøre. Det lykkedes dem at genoplive barnet, men traumet blev hængende, og da han skulle genfortælle historien i terapigruppen gik hans nervesystem i ’krisemode’, så han begyndte at hyperventilere og blive bange. Jeg burde have stoppet ham, før han gik i affekt.”.

Måtte sygemeldes i ti uger

Kristin Ebert har selv oplevet, at kroppen har taget teten og sagt fra, selv om hun helst ville have fortsat. 

”Jeg har fået stopskiltet et par gange. Første gang var, da jeg 40 år og lige havde skiftet arbejde. Jeg styrtede på min cykel og brækkede overarmen, og senest i 2005, hvor jeg fik en stressreaktion ovenpå et biluheld med min datter, som jeg havde hentet på efterskole. Jeg mistede herredømmet over min bil, som drejede 360 grader rundt. De, der havde set det, fattede ikke, at vi var sluppet levende fra det. ’Jeg skulle bare lige lægge hendes sæde ned, så hun kunne sove’. Det var så dumt”, siger Kristin Ebert, der rystede som et espeløv, da hun kom ud af bilen.

Historien slutter ikke der. For i stedet for at pleje sig selv efter chokket, tog hun på BAT-kursus i Stjärnsund i Midtsverige, hvor ulykken viste sit ansigt igen: Hun fik hovedpine og hold i nakken.

”En morgen vågnede jeg og kunne ikke løfte mit hoved fra puden. Det blev bare liggende. Jeg havde ’tabt’ det, og kunne i overført betydning ikke holde mig selv oppe. Mine forældre inviterede mig på udstilling, og mens vi gik rundt og så på kunst, holdt jeg bogstavelig talt mit hoved med hænderne. Sidenhen har jeg hørt biofysiker og psykolog Peter Levine forklare om stressreaktioner hos os mennesker og i dyr. F.eks. er det, at jeg rystede så meget på motorvejen, åbenbart nervesystemets måde at restituere på. Hunde løber f.eks. ind under en busk, hvis de har været ved at blive kørt over. Så ligger de i buskadset og ryster og ryster og ryster, indtil deres krop er faldet til ro, og adrenalinen er ude af kroppen.

I Kristins tilfælde endte det med en ti ugers sygemelding og endnu dybere indsigt i, hvordan kroppen tackler traumatiske oplevelser.

Som mor så datter

I januar blev hendes datter (Kristin har også to sønner, red.) færdig som fysioterapeut på Metropol i København. Og selv om Kristin Ebert flere gange spurgte hende, om hun nu også var helt sikker i sin sag, forstår hun godt beslutningen.

”Fysioterapi er et skønt fag. Jeg har aldrig hørt nogen, der har fortrudt, at de læste fysioterapi. Du kan altid finde din egen niche, det behøver jo ikke at være i psykiatrien”, siger hun og fortsætter:

”På et landsmøde holdt jeg et indlæg om traumeterapi og beskrev, hvordan terapeuten er nødt til at se hjernen og kroppen som samarbejdspartnere for at hjælpe patienten ud af traumer og væk fra f.eks. dyb angst ved at få integreret oplevelsen. Da jeg var færdig, var der en af tilhørerne, der tørt konstaterede: ’Ja, det er én måde at se det på’.”

Den sætning viser noget af det, hun elsker allermest ved sit fag, forklarer hun:

”Man kan ikke bilde fysioterapeuter noget ind. Vi er kritiske og stiller spørgsmål. Men når vi er på, så er vi virkelig på. Her i ferien var jeg simpelthen nødt til at ’ordinere’ en skønlitterær bog til mig selv, så det ikke kun blev fagbøger”, siger Kristin Ebert, som ved, at der vil være nogen, der tænker ’åh nej, ikke mindfulness igen’, når de læser det her. 

Hun er ligeglad. Og når man har mødt hende, er man ikke tvivl om, at hun har fat i den lange ende.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer