Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Medicinsk træningsterapi til patellofemoralt smertesyndrom

Patellofemoralt smertesyndrom er en almindeligt forekommende overbelastningsskade hos fysisk aktive, oftest unge kvinder. Der er endnu ikke konsensus omkring ætiologi og behandling, men der er generel enighed om, at tilstanden skal behandles konservativt.

En gruppe norske forskere har i et rct-studie undersøgt effekten af medicinsk træningsterapi (MTT) til patienter med patellofemoralt smertesyndrom (PFPS) og i et efterfølgende studie undersøgt langtidseffekten af interventionen.

I rct-studiet blev der inkluderet 40 personer, der blev randomiseret til en interventionsgruppe (gennemsnitsalder 33 år) og en kontrolgruppe (gennemsnitsalder 26,8 år), der trænede tre gange om ugen i 12 uger.

Interventionsgruppen trænede højdosis-MTT med mange gentagelser suppleret med intensiv aerob træning på ergometercykel.

Kontrolgruppen trænede med lavere belastning, med færre gentagelser og lavere dosis af aerob træning. Træningen blev superviseret og progredieret individuelt af fysioterapeut.

Der blev efter interventionen målt på smerte (VAS) og testet med step down-test og Functional Index Questionnaire (modificeret). Der blev målt ved baseline og efter interventionen, og begge knæ blev testet.

Studiet viste klinisk relevant og statistisk signifikante forskelle mellem de to grupper efter 12-ugers træning, hvilket tydede på at MTT-træning var signifikant mere effektiv til at nedsætte smerter og bedre funktion end lavdosis-træning.

Det engelske forskningstidsskrift Physiotherapy har i december 2013 publiceret et followup-studie, hvor samme inkluderede blev indkaldt igen. 28 personer deltog i dette studie, hvor de inkluderede blev testet med de samme test som ved det første studie.

Testeren var som i det første studie blindet. Der var et ensartet frafald i såvel interventionsgruppen som kontrolgruppen. Follow-up-studiet viste, at der stadig var stor forskel på interventions- og kontrolgruppe.

Interventionsgruppen havde væsentligt færre smerter, bedre funktion og var langt mere aktive end kontrolgruppen. Det påvirkede ikke resultatet, at der blev korrigeret for køn og symptomvarighed.

Forfatterne kunne konkludere, at de positive resultater efter MTT-træning i interventionsgruppen blev fastholdt og endda forbedret i det følgende år efter interventionen.

Søvn efter træning fremmer læringen

Der er gennemført en lang række studier, der har vist, at søvn kan fremme indlæring af en kognitiv eller motorisk opgave.

Under søvnen konsolideres det lærte uden yderligere træning, og resultatet kan måles i vågen tilstand den følgende dag. Denne form for læring, hvor man ikke træner selve funktionen, men fremmer bevidstheden om den, kaldes offline-læring.

Inden for idrætten har man især benyttet sig af visualisering, som en metode til at forbedre teknikken i for eksempel boldspil. Søvnens indflydelse på offline-læring har især været afprøvet i forbindelse med enkle motoriske opgaver ved computeren.

Flere af disse forsøg har fundet positiv effekt på indlæringshastigheden og kvaliteten af det indlærte, hvis træningen efterfølges af en søvnperiode. Ingen forskere har dog undersøgt om søvnen fremmer indlæringen og kvaliteten af det indlærte, når det drejer sig om mere komplicerede motoriske opgaver.

Da indlæring af motoriske opgaver og træningsøvelser er en vigtig del af fysioterapeutens arbejde, har to amerikanske forskere i fysioterapi, Alham al-Sharman og Catherine F. Siengsukon fra Arkansas Universitet, undersøgt, om man med fordel kan inddrage søvnrelateret offline-læring i forbindelse med patientforløbet.

Søvn efter træning har positiv effekt

Målet med undersøgelsen var at finde ud af, om det har en effekt på indlæringen, at patienterne sover kort efter at have trænet en ny motorisk funktion. 24 unge med en gennemsnitsalder på 25,7 blev inkluderet i studiet.

De inkluderede blev randomiseret til to grupper: en sovegruppe og en ikke-sovegruppe.Sovegruppen indøvede en ny motorisk opgave om aftenen og blev testet i den motoriske opgave igen næste morgen. Ikke-sovegruppen indøvede den motoriske opgave om formiddagen og blev testet igen samme dag cirka 12 timer senere.

Den motoriske opgave bestod i at gå så hurtigt som muligt gennem en elipseformet bane, hvor de inkluderede på en del af banen skulle gå tandemgang på line. Banen var udstyret med måleudstyr, der kunne registrere, om deltagerne trådte ved siden af markeringerne. Deltagerne skulle holde sig indenfor banens sidemarkeringer og, samtidig med at de gik, løse en kognitiv opgave, der bestod i at tælle 7 ned fra 293. Der blev registreret samlet ganghastighed, skridtlængde og -hastighed og hastighed under tandemgang.

Studiet viste, at der var en signifikant forskel på de to grupper, hvad angik onlinelæring. Sovegruppen fik ved testen næste morgen signifikant bedre resultater, både hvad angår hastighed og kvalitet i gangen sammenlignet med ikke-sovegruppen.

I deres konklusion påpeger forskerne, at resultaterne er i overensstemmelse med Kuriyama et al., der i deres studier fandt, at søvn fremmer læringen af komplekse motoriske opgaver.

De inkluderedes søvnkvalitet og antallet af opvågninger i løbet af natten havde betydning for læringen. Forskerne konkluderer, at fysioterapeuter har fokus på patienters søvnkvalitet og udnytter viden om søvnens betydning for offline-læring i tilrettelæggelsen af et genoptræningsforløb. D

et kunne ifølge Alham al-Sharman og Catherine F. Siengsukon også være relevant at overveje, om indlæringen af komplicerede motoriske funktioner skal indlæres sidst på dagen eller først på aftenen.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer