Fysioterapeuter skal støtte sygemeldtes tilbagevenden til arbejde

Der er mange måder, som fysioterapeuter kan understøtte menneskers deltagelse i arbejde på. Fra sundhedsfremme og forebyggelse på arbejdspladserne til arbejdsrettet rehabilitering af personer der står udenfor arbejdsmarkedet pga. sygdom eller andre helbredsudfordringer.

Denne artikel fokuserer på, hvordan fysioterapeuter kan hjælpe mennesker, der er langtidssygemeldte (30+ dage) fra deres arbejde på grund af muskelskeletlidelser, med at vende tilbage til deres arbejde.

Næsten to millioner voksne danskere er ramt af muskelskeletlidelser. Det kan f.eks. skyldes rygsygdom, artrose, leddegigt eller knogleskørhed.¹ Foruden at påvirke den enkeltes livskvalitet og funktionsevne, påvirker det i mange tilfælde også arbejdslivet.² Sundhedsstyrelsen har dokumenteret, at hver fjerde sygemelding over otte uger skyldes skader og sygdomme i muskler og led.³ Alene lænderygsmerter, nakkesmerter og artrose er hver især forbundet med 1,8-3,1 millioner ekstra sygedage om året, når vi taler om langvarigt sygefravær.⁴

Arbejde giver sundhedsmæssige gevinster

Der er flere grunde til, at personer, der er langtidssygemeldte, bør støttes i at vende tilbage til arbejde så hurtigt som muligt. For det første udgør arbejde en central del af de fleste menneskers liv og opfylder både økonomiske og psykosociale behov. Det giver indkomst og økonomisk tryghed, men bidrager også til identitet, selvværd og social status – faktorer, der er vigtige for den mentale sundhed.⁵ Samtidig kan arbejde skabe sociale relationer og netværk, som fremmer trivsel og livskvalitet.^6,7

For mennesker med muskelskeletlidelser kan arbejde også være terapeutisk og gavnligt for sundhed og velvære, samt have positive effekter på parametre som smerte, funktionsevne og livskvalitet.⁸ Det betyder dog ikke, at arbejde ikke også kan forværre symptomer eller føre til skader – især hvis kravene i arbejdet overstiger den enkeltes ressourcer. I sådanne tilfælde handler det dog mere om individuelle og arbejdsspecifikke forhold end om arbejde generelt. Samtidig er det veldokumenteret, at arbejdsløshed og længerevarende fravær kan være forbundet med øget dødelighed, dårligere generel og mental sundhed, højere medicinforbrug og flere hospitalsindlæggelser. Endelig medfører langvarigt sygefravær betydelige samfundsøkonomiske omkostninger. I 2024 udgjorde udgifterne til sygedagpenge over 15 milliarder kroner på tværs af alle målgrupper,⁹ mens produktionstabet alene, som følge af længerevarende fravær relateret til lænderygsmerter, nakkesmerter og slidgigt, er anslået til over 10 milliarder kroner årligt.⁴

Der er derfor både personlige, sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske gevinster forbundet med at hjælpe sygemeldte tilbage til arbejde.

Fælles sundhedsfagligt ansvar

Alle, der behandler mennesker med muskelskeletlidelser, bør gøre en indsats for at hjælpe patienten med at forblive i arbejde eller at vende tilbage så hurtigt som muligt. Det er både nationale og internationale eksperter enige i. Et eksempel herpå ses i behandlingen af mennesker med kroniske lænderygsmerter, hvor blandt andre WHO fremhæver de mulige konsekvenser for patientens arbejdsliv som en af begrundelserne for at sikre målgruppen den rette behandling.¹⁰ Samtidig fremgår det af den senest opdaterede anbefaling fra Sundhedsstyrelsen om tværsektorielle forløb for personer med kroniske lænderygsmerter, at arbejdsmarkedstilknytning er en central del af indsatsen, og at det er et fælles sundhedsfagligt ansvar at have fokus på dette.¹¹ En konklusion, som også findes i Region Syddanmarks tværsektorielle forløbsprogram for mennesker med lænderygbesvær,¹² som ifølge Sundhedsstyrelsen kan anvendes som afsæt for den fremtidige indsats for målgruppen.¹³ Indsatsen, der skal hjælpe patienter med muskelskeletlidelser tilbage til arbejde, skal således ikke kun foregå på arbejdspladsen og beskæftigelsesområdet. I stedet er det en indsats, som følger den sygemeldte på tværs af både arbejdspladsen, beskæftigelsesområdet og sundhedsområdet – og dermed også ind i både den private, kommunale og regionale del af den fysioterapeutiske praksis, hvor mennesker med muskelskeletlidelser udgør en stor del af patientgruppen.

Hvad kan fysioterapeuten gøre?

At hjælpe en patient tilbage i arbejde er en kompleks opgave, der går på tværs af mennesker, diagnoser og erhvervsgrupper. Fysioterapeuter i forskellige sektorer vil have varierende ressourcer, både i forhold til tid, viden og muligheder for samarbejde med andre aktører. Alligevel er det muligt at pege på en række tiltag, som fysioterapeuten overordnet set kan iværksætte for at støtte patientens tilbagevenden til arbejde. Det gælder uanset patientens diagnose og erhverv, og om mødet med patienten finder sted i den private, kommunale eller regionale fysioterapeutiske praksis. I det følgende ser vi nærmere på en række af disse tiltag.

Afdække årsager til fraværet

Det første, fysioterapeuten kan gøre, er at afdække årsagerne til, at patienten ikke er vendt tilbage til arbejdet. Her kan det umiddelbart synes oplagt at pege på sygdom og symptomer som forklaring, da det ofte er disse faktorer, der er angivet som årsag til både sygemeldingen og forløbet hos fysioterapeuten. Forskning viser dog, at psykosociale faktorer i mange tilfælde kan have større betydning for tilbagevenden til arbejde end selve diagnosen og symptomerne.^8,14,15

Eksempler på psykosociale faktorer er:

• en overbevisning om, at smerte eller aktivitet er skadeligt
• bekymringer og lavt humør
• lav arbejdsglæde og negative forventninger til at kunne vende tilbage til arbejde
• manglende tro på egne evner til at håndtere kravene på arbejde
• en oplevelse af, at arbejde er skadeligt eller farligt
• frygt for bevægelse og for at genoptage arbejde
• oplevelse af høje fysiske krav i arbejdet
• dårlige relationer til kolleger eller nærmeste leder^15,16,17

Derudover kan faktorer knyttet til patientens arbejdsplads og omgivelser også udgøre barrierer for tilbagevenden til arbejde. Det kan f.eks. være en negativ holdning hos arbejdsgiveren ift. at støtte den sygemeldte, høje fysiske krav i arbejdet, manglende muligheder for at tilpasse arbejdsopgaver eller lange ventetider på relevante indsatser i sundhedsvæsenet eller hos andre aktører. Patienten kan også blive påvirket negativt af familie og andre personer, som har stærke, men uhensigtsmæssige overbevisninger om tilbagevenden til arbejdet.^15,16,17

Undersøg psykosociale faktorer

Selvom psykosociale faktorer hverken er en diagnose eller et symptom, kan de påvirke patientens situation og udgøre en barriere for tilbagevenden til arbejde. Derfor er det vigtigt, at fysioterapeuten er opmærksom på, om sådanne barrierer er til stede, både indledningsvist og undervejs i forløbet.¹⁸ For eksempel ved at spørge ind til:

• om patienten forventer at få det bedre
• om der er bevægelser eller aktiviteter, patienten undgår
• om der er særlige bekymringer
• om patienten tror, det er muligt at vende tilbage til arbejde
• om patienten er glad for sit arbejde
• om der har været dialog med arbejdsgiveren om tilbagevenden til arbejde
• hvad patienten selv oplever som den største hindring for at vende tilbage¹⁷

Derudover kan fysioterapeuten være opmærksom på udsagn eller adfærd, der indikerer, at der er psykosociale barrierer til stede. Hvis patienten for eksempel beskriver sin situation eller sine symptomer på en måde, der virker ude af proportioner, kan det indikere katastrofetænkning. Hvis patienten fremstår hæmmet i sine bevægelser, eller der observeres en overdreven beskyttelse af bestemte kropsdele, kan det indikere, at patienten er bange for at bevæge sig og genoptage aktiviteter, der involverer bevægelse. Herunder arbejde.

Rådgivning, eksponering og tilpasning

For at hjælpe patienten tilbage til arbejde kan fysioterapeuten naturligvis forsøge at afhjælpe symptomer og begrænsninger i patientens fysiske formåen via den behandling, som er best practice for den specifikke diagnose og patientens symptomer. Derudover kan fysioterapeuten ofte hjælpe patienten med at overkomme psykosociale barrierer, som relaterer sig til patientens overbevisninger, følelser og adfærd, gennem samtale og gradvist tilpasset aktivitet. Har patienten for eksempel en frygt for at bevæge sig, kan fysioterapeuten arbejde med eksponering for bevægelse og aktiviteter, mens opbygning af mestringsstrategier og styrkelse af patientens self-efficacy kan være centrale elementer, hvis patienten mangler tro på egen evne til at imødekomme kravene forbundet med tilbagevenden til arbejde.

Barrierer, som er forbundet med kravene i patientens arbejde, kan fysioterapeuten forsøge at afhjælpe ved at rådgive patienten, og om muligt dennes arbejdsgiver, om hvordan arbejdet kan tilpasses patientens aktuelle situation og formåen. Tilpasningerne kan være midlertidige eller længerevarende, afhængigt af patientens behov og arbejdspladsens muligheder, og bør være skræddersyet til patientens specifikke arbejdsfunktion og behov.^19,20 Det er derfor vigtigt, at fysioterapeuten indledningsvist spørger grundigt ind til patientens arbejdssituation. Hvis fysioterapeuten har mulighed for at besøge arbejdspladsen for at observere og stille uddybende spørgsmål, kan dette yderligere kvalificere rådgivningen og øge sandsynligheden for, at de anbefalede tilpasninger bliver implementeret. Særligt hvis arbejdsgiveren deltager i dialogen.^19,20

Brug andre aktører

Hvis der er barrierer, som fysioterapeuten ikke selv har mulighed for at hjælpe patienten med at håndtere eller overkomme, kan man opfordre til at opsøge andre aktører, der kan tilbyde den rette hjælp. Hvis mulighederne for at justere arbejdet er begrænsede, kan det for eksempel være relevant at involvere en beskæftigelsesmedarbejder eller virksomhedskonsulent fra kommunen. Vedkommende kan vurdere, om der findes tiltag eller ordninger, som kan hjælpe. Er der barrierer, der knytter sig til samarbejdet med arbejdsgiveren, herunder manglende kommunikation, kan en opfordring være at inddrage en tillidsrepræsentant, som kan være med til at sikre, at der er dialog mellem arbejdsgiver og den sygemeldte og som samtidigt kan deltage i sygefraværssamtaler, hvis den sygemeldte ønsker det. Er der tegn på depression eller anden psykisk sygdom, kan det være relevant for patienten at opsøge egen læge eller psykolog. Er der behov og mulighed for det, kan fysioterapeuten også selv indgå i et direkte samarbejde med aktører, der allerede er involveret i patientens proces omkring tilbagevenden til arbejde, herunder andre sundhedsprofessionelle eller medarbejdere fra beskæftigelsesområdet. Der er evidens for, at et sådant tværfagligt og tværsektorielt samarbejde har positiv effekt på sygemeldtes tilbagevenden til arbejde.²¹

Opfordre til at genoptage arbejdet

En anden ting, fysioterapeuten kan gøre for at støtte op om patientens tilbagevenden til arbejde, er at opfordre, støtte og motivere patienten til at genoptage arbejdet. Dette bør ske, så snart patientens helbredssituation tillader det, og ikke først når patienten er helt symptomfri.⁸ Både fordi arbejde kan have en positiv effekt på faktorer som smerte, funktion og livskvalitet, men også fordi langvarigt sygefravær er forbundet med en risiko for permanent fravær fra arbejdsmarkedet. En risiko som øges, jo længere fraværet varer.^22,23

Nogle patienter kan have en overbevisning om, at arbejde først kan genoptages, når man er rask eller symptomfri. Måske fordi de har hørt dette fra et familiemedlem, en læge, en kollega eller måske en anden fysioterapeut. I sådanne tilfælde bør fysioterapeuten tale med patienten om, at mange mennesker kan arbejde på trods af deres sygdom og symptomer, og at selvom f.eks. symptomer kan gøre det sværere at håndtere forskellige krav på arbejdet, betyder det ikke nødvendigvis, at arbejdet er farligt eller forårsager skade. En succesfuld tilbagevenden til arbejde handler om, at der er match mellem ressourcer og krav, hvilket fysioterapeutens indsats skal være med til at sikre. Samtidigt kan fysioterapeuten informere patienten om de mange fordele, der kan være forbundet med at vende tilbage til arbejde.

Forberedelse af tilbagevenden til arbejde

Udover at hjælpe patienten med at overkomme barrierer og opfordre til at starte på arbejde så snart, det er muligt, kan fysioterapeuten også hjælpe patienten med at forberede sin tilbagevenden til arbejde.

Der er mange måder at gøre det på, men en af dem er at tale med patienten om, hvad denne selv kan gøre for at sikre en succesfuld tilbagevenden til arbejde og forebygge en ny sygemelding. Også her må de specifikke råd tage afsæt i, hvad der er behov for, og hvad der er muligt. Det kan være at ændre måden, som en bestemt arbejdsopgave udføres på, eller at benytte sig af tilgængelige redskaber og teknologier, som kan gøre arbejdet mere hensigtsmæssigt, eller at give sin arbejdsgiver besked, hvis der opstår behov for hjælp. Det kan også være, at patienten kan ændre noget i sin fritid, såsom at nedjustere omfanget af fritidsaktiviteter for at skabe en bedre balance mellem disse og selve arbejdet, eller at øge sit fysiske aktivitetsniveau for at øge sit fysiske overskud og forebygge nyt sygefravær.²⁴

En anden måde at forberede sig på er at følge en døgnrytme og et aktivitetsniveau, som i videst mulige omfang simulerer den rytme og det aktivitetsniveau, der er forbundet med at gå på arbejde. Foruden at gøre overgangen fra sygemelding til arbejde nemmere, kan det også støtte patienten i dennes egen vurdering af, om han eller hun er klar til at starte med at arbejde eller ej. En vurdering, som kan være svær at foretage efter længere tids sygefravær.

Perspektiv for fysioterapi

Undersøgelser foretaget blandt fysioterapeuter i Norge og Holland viser, at flere fysioterapeuter oplever at mangle viden, der kan hjælpe deres patienter tilbage til arbejde. Herunder viden om sygefravær (inkl. relevant lovgivning), om arbejdsrelaterede faktorer og håndtering af disse, om hvordan man involverer arbejdspladsen, om hvordan man undersøger og vurderer forhold på arbejdspladsen, og om hvilke redskaber der kan bruges i vurderingen af patientens situation i forhold til arbejde.^25,26,27 Det kan få den konsekvens, at fysioterapeuten ikke prioriterer at fokusere på patienternes arbejdsliv, selvom de anerkender vigtigheden af det. I et af studierne peges der derfor på, at viden, der styrker fysioterapeutens rolle indenfor dette felt, bør være en del af uddannelsen for både nuværende og kommende fysioterapeuter.²⁵ En sådan anbefaling synes også at være relevant i en dansk sammenhæng.

Hent referenceliste