Når læring også er et ansvar

Debatten om fremmøde og fravær i fysioterapeutuddannelsens kliniske undervisning er vigtig og legitim. Det er sundt, at studerende engagerer sig kritisk i deres uddannelse, og at vi løbende diskuterer, hvordan vi bedst understøtter læring, trivsel og faglig kvalitet.

På Professionshøjskolen Absalon er kravet om fuldt fremmøde i klinisk undervisning, som udgør 30 timer pr. uge, ikke udtryk for mistillid til de studerende eller et ønske om kontrol for kontrollens skyld. Det er et krav, der udspringer af studieordningen, af nationale bekendtgørelser og – ikke mindst – af hensynet til patientsikkerhed, faglig progression og ensartede kompetencer hos dimittender.

Klinisk undervisning adskiller sig grundlæggende fra både teoretisk undervisning og fra ordinært arbejde. Den studerende er ikke ansat, men under uddannelse, og den kliniske praktik er en eksamensgivende del af uddannelsen, hvor bestemte læringsmål skal opnås inden for en fastlagt periode. Det forudsætter tilstedeværelse. Kompetencer i klinisk ræsonnering, kommunikation, undersøgelse og behandling kan ikke fuldt ud dokumenteres eller erstattes uden faktisk deltagelse i praksis.

Når fravær skal indhentes, er det derfor ikke en sanktion, men en faglig nødvendighed. Det handler om at sikre, at den studerende reelt har haft mulighed for at opnå de kompetencer, som uddannelsen – og samfundet – forventer af en kommende autoriseret sundhedsprofessionel. Dertil bliver man en god kollega af at have fagligheden i orden.

Det betyder ikke, at sygdom eller uforudsete hændelser negligeres. Tværtimod rummer studieordningen mulighed for dispensation i særlige tilfælde, netop for at kunne håndtere situationer, hvor livet rammer. Men dispensationspraksis skal være restriktiv, transparent og ensartet. Ellers risikerer vi vilkårlighed og ulighed mellem studerende – noget, der i sig selv er problematisk i et uddannelsessystem.

Sammenligninger med arbejdsmarkedets regler for sygefravær er forståelige, men desværre ikke helt dækkende. Uddannelse og ansættelse har forskellige formål, rettigheder og forpligtelser. Hvor arbejdsmarkedet regulerer arbejdsevne og løn, regulerer uddannelsen læring og kompetenceopnåelse. Det ene kan ikke uden videre overføres til det andet.

Det er rigtigt, at forskellige uddannelsesinstitutioner kan have forskellige modeller for tilrettelæggelse af klinisk undervisning. Det er en løbende og relevant diskussion i sektoren. Men uanset model er vi forpligtede til at sikre, at læringsmålene nås, og at dimittender har de nødvendige kliniske kompetencer. Det ansvar kan vi som uddannelsesinstitution ikke fralægge os.

Sundhed gælder også studerende. Det er vi enige om. Men sundhed i en professionsuddannelse handler også om fagligt ansvar, kontinuitet i læring og respekt for den praksis og de patienter, de studerende indgår i.

Debatten bør derfor ikke stå mellem tillid og kontrol, men mellem forskellige måder at sikre kvalitet, læring og ansvar i klinisk uddannelse. Den dialog deltager vi altid gerne i.

Skrevet af:

Ane Kruse
Uddannelsesleder på fysioterapeutuddannelsen, PH Absalon
Forperson for ledernetværket for Fysioterapeutuddannelsen, Danske Professionshøjskoler.