Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Organisering skal matche nyt sundhedspolitisk landskab

LEDER // Det vigtigt for mig, at vi får en proces, der er transparent, og hvor de, der har lyst, byder ind med ideer og forslag.

Det er næppe undgået nogens opmærksomhed, at en ny sundhedsreform er blevet vedtaget, og at det nye sundhedspolitiske landskab dermed er ved at tage form. Mange af de strukturer vi er vant til og kender, kommer til at bestå. Men rigtig meget kommer også til at ændre sig.

Blandt andet vil der i fremtiden være 17 nye sundhedsråd i Danmark, som primært vil have fokus på praksissektoren, på forebyggelse og på specialiseret genoptræning – altså de ting, som fysioterapeuter i særdeleshed beskæftiger sig med. Og dem skal vi finde ud af at få etableret den bedst mulige kontakt med og få det bedst mulige samarbejde med rent politisk.

For på bedste vis at knytte fysioterapeuternes politiske dagsorden til det nye sundhedspolitiske landskab, kræver det, at vi får taget temperaturen på, hvordan vores politiske strukturer er indrettet i Danske Fysioterapeuter, og om nødvendigt justere dem til at matche den nye virkelighed bedst muligt.

Det giver naturligvis anledning til at tænke over, hvordan Danske Fysioterapeuter politisk knytter bedst an til disse nye sundhedsråd. Flere af vores søsterforeninger er i det lys gået i gang med at se på deres politiske strukturer. Derfor er det også naturligt, at vi i Danske Fysioterapeuter i nær fremtid skal i gang med et “serviceeftersyn” af den måde, vi er indrettet på.

Nu vil nogle måske tro, at jeg har en hemmelig plan liggende i skuffen for, hvordan det hele så skal ende med at se ud. Det har jeg ikke. Tværtimod er det vigtigt for mig, at vi får en proces, der er transparent, og hvor de, der har lyst, byder ind med ideer og forslag. På den måde kan vi se på, hvordan vi bedst muligt får os organiseret lokalt og regionalt som forening i de led, der skal tale til og med de politiske instanser. De instanser, som træffer de beslutninger, der udgør rammen for det arbejde, vi som fysioterapeuter skal udføre.