Når læring bliver kontrol

Forestil dig en sundhedsuddannelse, hvor du lærer at lytte til kroppen, men bliver straffet, hvis du selv gør det. Det er virkeligheden for fysioterapeutstuderende på Professionshøjskolen Absalon.

Studieordningen for klinisk undervisning kræver 30 timers fremmøde om ugen. Hvis du ikke er der, skal du indhente hver time. Nul fravær i praksis. Ingen tolerance. Ingen plads til sygdom, uforudsete hændelser eller helt almindeligt liv.

Resultatet kender alle studerende. Man møder op med feber, hoste eller migræne. Ikke fordi man lærer ansvar, men fordi man frygter sanktion. Sygdom bliver ikke et vilkår, men et problem, der skal kompenseres.

For at sikre, at denne forståelse er korrekt, har jeg været i dialog med uddannelsesjura på Professionshøjskolen Absalon. Her bekræftes det: Fravær skal indhentes, og der praktiseres nul tolerance, med dispensation kun i særlige tilfælde. Hvis sygdom skal dokumenteres, kræves lægeerklæring, betalt af den studerende, og den skal fremsendes inden for fem hverdage. Sygdom bliver dermed ikke bare fysisk ubehag, men også en administrativ og økonomisk byrde.

Paradokset er markant. Vi lærer at forebygge overbelastning og respektere kroppens signaler, men uddannelsessystemet signalerer det modsatte. Der skabes en kultur, hvor svaghed ikke tåles, hvor pause er et problem, og hvor sygdom er en fejl, der skal rettes. Det er ikke sundt, hverken fagligt eller menneskeligt.

Sammenligner vi med arbejdsmarkedet, bliver paradokset endnu tydeligere. Selv færdiguddannede fysioterapeuter har ret til sygefravær. Det er en grundlæggende del af arbejdsretten og en værdi, vi tager for givet: Mennesker bliver syge, og systemet kan håndtere det. Når retten til sygdom fjernes i uddannelsessystemet, er det ikke bare ufleksibelt, men også udemokratisk.

Når uddannelsen stiller strengere krav end det arbejdsmarked, den uddanner til, må vi spørge: Er det læring, eller er det kontrol?

En anden praksis findes allerede. På Københavns Professionshøjskole arbejder man med en fleksibel og pædagogisk mødepligt. I klinisk uddannelse skal den studerende deltage minimum 80 til 90 procent af tiden, afhængigt af semester. Hvis fraværet overstiger 10 til 20 procent, findes en individuel løsning i samarbejde med klinisk koordinator, klinisk underviser og uddannelsesleder. Det kan være forlængelse af perioden, en afløsningsopgave eller en individuelt tilpasset klinisk aktivitet, men det er ikke straf. Modellen bygger på tillid og realiteter. Sygdom sker. Livet sker. Faglig kvalitet måles ikke i timer, men i kompetence og engagement.

Hvis vi ønsker empatiske og helhedsorienterede fysioterapeuter, må vi skabe en uddannelse, der selv er helhedsorienteret. En fraværstolerance vil skabe balance i stedet for pres og vise noget fundamentalt: Sundhed gælder også studerende. At tage vare på sin egen krop er ikke svaghed. Det er professionel dømmekraft.

Man bliver ikke en bedre fysioterapeut af at møde op syg. Man bliver bare en dårligere rollemodel.

Skrevet af:

Zacharias Razvi
Fysioterapeutstuderende
Professionshøjskolen Absalon.