Artikel fra Fysioterapeuten

Hent artikel som pdf
Tidligere numre

Hvordan støtter vi patienter med diabetes til at blive mere fysisk aktive?

PH.D.// Sofie Rath Mortensen har undersøgt, om patienter med diabetes bliver motiveret til fysisk aktivitet via online træning og fællesskab.

Diabetes er én af de hurtigst voksende sundhedsudfordringer i det 21. århundrede.1 Antallet af mennesker, der får funktionsnedsættelse og følgesygdomme af diabetes, er steget markant i de seneste årtier.2 Fysisk aktivitet spiller en central rolle i håndteringen af sygdommen, dels for at forebygge længerevarende komplikationer og tidlig død, men også for at øge patienternes fysiske og mentale helbred.3 Selvom der eksisterer stærke og klare anbefalinger for fysisk aktivitet i behandling og forebyggelse, er det fortsat en udfordring for patienterne at være aktive.4 For at forstå, hvorfor det kan være en udfordring for patientgruppen at være regelmæssigt aktive, er det vigtigt at undersøge deres aktivitetsadfærd og barrierer for at være fysisk aktive fra forskellige perspektiver.