Vi opkvalificerer hinanden i lægehuset

Hvad arbejder du med?

Jeg er ansat i to lægehuse, hvor jeg ser alle aldersgrupper, men de midaldrende og ældre patienter fylder mest med artrose-problematikker eller smerter i lænd eller skulder. Patienterne bliver typisk henvist gennem visitationen om morgenen. Mit arbejde går ud på at undersøge og vurdere, hvilken intervention der er mest hensigtsmæssig. Det kan f.eks. være henvisning til fysioterapi, røntgen eller MR-scanning eller en henvisning til en speciallægevurdering i f.eks. ortopædkirurgisk regi. Jeg behandler ikke patienterne, for så ville jeg tage arbejde fra mine privatpraktiserende kolleger, men jeg må vejlede i øvelsesterapi og tiltag som mindfulness, pleje af søvnhygiejne samt smertehåndteringssamtaler. Vi skal højne patienternes egen håndtering af deres smerter, og det vil mange patienter også gerne. Patienterne giver udtryk for, at det er trygt at samarbejde med mig.

Hvordan er det at være i et lægehus?

Jeg har tidligere været privatpraktiserende fysioterapeut, hvor en del klienter kom på henvisning fra et lægehus. Jeg synes, det er spændende nu at være den, der ser patienten først. Vi har konferencer med lægerne hver dag, hvor jeg lærer om differential diagnostik og at indtænke medicinske problematikker fremfor kun at tænke muskuloskeletalt. Det gælder f.eks., når en patient kommer ind med paræstesier i fødderne, at det er vigtigt også at være opmærksom på laboratoriekortet og værdierne for diabetes. Jeg har også lært en del om medicinske præparater udover den smertestillende medicin, som jeg arbejder mest med.

Hvordan foregår dit arbejde?

Jeg har konsultationer af 15-30 minutters varighed og diagnosticerer på lige fod med lægerne. Min kalender er næsten altid fyldt. Jeg har 13 års erfaring som fysioterapeut, hvoraf fire år er fra almen lægepraksis, og de fleste problematikker har jeg stået med før. Hvis jeg er i tvivl, og der ikke er tale om noget akut, sender jeg patienten hjem og ringer tilbage med svar, når jeg har haft patienten oppe på lægekonference. Det kan f.eks. være en patient, som er henvist til mig for at tale om smerter, men også er bekymret for en underliggende cancer. Så tager jeg patientens symptomer og bekymring med til lægen, og vi udarbejder en plan. De fleste patienter er godt tilfredse med, at jeg er ærlig om, hvad jeg ved og ikke ved.

Hvilke patienter ser du?

Jeg ser også mange smertepatienter med et vedvarende opioidforbrug, fordi jeg har en master i smertevidenskab og tværfaglig smertebehandling fra Aalborg Universitet. Smertesamtalerne handler især om ned- eller udtrapning, og hvordan smerterne kan håndteres uden opioider. Mange patienter har fået pillerne i årevis og er psykisk og fysisk afhængige. De ved oftest ikke, at virkningen er kortvarig, og at man udvikler tolerans, så dosis skal opjusteres for at få en smertestillende effekt. Nogle patienter bliver bange eller vrede, når vi taler om at nedtrappe medicinen, og jeg har lægekolleger, som synes, at den samtale er svær. Jeg oplever at have nemmere ved samtalen, måske fordi patienterne opfatter mig som mere jævnbyrdig – jeg sidder jo ikke med receptblokken som lægen.

Kan du anbefale at være i et lægehus?

Ja! Jeg er helt sikkert blevet klogere! Læringen går begge veje, når man har kolleger med en anden faglig baggrund. Forleden fik jeg for eksempel en patient, som var faldet og havde slået knæet. Da fik jeg hjælp af min sygeplejerskekollega, som ved meget mere om sårpleje end mig. Social- og sundhedsassistenterne er bl.a. gode til blodprøver, infektionstal og EKG, og de er altid klar med en hjælpende hånd, hvilket er vigtigt i en travl hverdag. Jeg finder jobbet mindre fysisk hårdt end arbejdet som privatpraktiserende fysioterapeut, hvilket også har haft betydning for mit jobskifte.