
Patienter ønsker mere struktureret fysisk aktivitet

“Det gav mig en mulighed for at komme ud af afdelingen og tænke på noget andet. Så det gav mig noget godt at komme væk. Så er du opmærksom på træningen, og ikke alle de andre ting, der foregår i dit hoved.” Sådan sagde en patient, der var indlagt på psykiatrisk afdeling og deltog i fysisk aktivitet. Det fortalte fysioterapeut og master i rehabilitering, Ida Ulriksen, ved fagkongressen.
Hun har sammen med fysioterapeut og sundhedsfaglig kandidat, Camilla Richter, gennemført et projekt med struktureret fysisk aktivitet til indlagte psykiatriske patienter på Psykiatrisygehuset i Slagelse.
Fysisk aktivitet gavner
Mennesker med psykiatriske lidelser bevæger sig ikke nok ifølge WHO’s anbefalinger for fysisk aktivitet, og deres levealder er i gennemsnit ti år kortere end resten af befolkningen. Men patienterne vil faktisk gerne være mere fysisk aktive, de har bare ofte svært ved at gøre det selv. Derfor var det oplagt for de to fysioterapeuter at afprøve en intervention med struktureret fysisk aktivitet under indlæggelsen på psykiatrisk afdeling.
“Vi ved, at fysisk aktivitet har en positiv virkning på psykiatrisk sygdom. Det virker lige så godt som terapi og medicinsk behandling til patienter med mild til moderat depression, og fysisk aktivitet ser ud til at kunne supplere traditionel medicinsk behandling ved svær depression,” fortalte Camilla Richter.
Samarbejdsprojekt
Projektet med struktureret fysisk aktivitet var et samarbejdsprojekt mellem Psykiatrien Vest og Næstved-Slagelse-Ringsted Sygehuse i Region Sjælland.
Læs den videnskabelige artikel om projektet i Nordic Journal of Psychiatry
Træning under indlæggelsen
I projektet blev 26 indlagte patienter inkluderet fra to lukkede afdelinger på Psykiatrisygehuset i Slagelse. Deltagerne var mellem 20 og 80 år gamle og havde et bredt udsnit af alvorlige psykiatriske diagnoser, de fleste med depression, skizofreni eller psykose. Der var ikke noget tilbud om struktureret fysisk aktivitet på afdelingerne i forvejen. I projektet fik deltagerne to træningssessioner om ugen med en fysioterapeut under indlæggelsen. Her lavede de selvvalgte aktiviteter, f.eks. bordtennis og gåture eller træning i træningsrummet. Derudover hjalp fysioterapeuterne med en handleplan for fysisk aktivitet efter udskrivelsen og en genoptræningsplan ved behov. Efter tre uger blev nogle af deltagerne ringet op og interviewet om deres oplevelser med initiativet. Og resultaterne fra projektet var positive.
“Patienterne ville gerne træne, og de ville gerne have, at der kom én og bankede på døren og fik dem med til aktiviteter under indlæggelsen. De syntes, at det var positivt at træne, fordi det gav dem en pause fra at være syg, og fordi de kom i bedre humør,” fortalte Ida Ulriksen.
De fleste ville også gerne have en handleplan for, hvordan de skulle holde sig aktive efter udskrivelsen. Planen bestod af tre konkrete aktiviteter, der blev udarbejdet i samarbejde med patienten. Det kunne handle om at gøre badeværelset rent, cykle en tur, løbe tre gange om ugen eller hvad der nu gav mening for den enkelte og var realistisk.
God start på genoptræningen
Halvdelen af deltagerne i projektet takkede ja til at blive henvist til kommunal genoptræning. Det blev iværksat, og da de startede til genoptræning, følte de sig generelt rigtig godt modtaget af den kommunale fysioterapeut eller ergoterapeut, ligesom de oplevede, at det hjalp dem til at komme ud ad døren.
Ved overgangen fra indlagt til kommunal genoptræning viste projektet, at handleplanen havde en særlig værdi. Den blev nemlig skrevet ind i genoptræningsplanen.
“Det, at patienterne allerede havde fastlagt aktiviteter, de gerne ville i gang med, gjorde det nemt at komme i gang med genoptræningen,” fortalte Ida Ulriksen.
De to fysioterapeuter håber, at der i fremtiden vil blive tilbudt mere fysik aktivitet og træning til mennesker med psykiatrisk lidelse.
“Vi kan se et perspektiv om yderlig udbredelse i fremtiden, da der skal tænkes mere integration imellem psykiatri og somatik i forbindelse med den nye sundhedsreform,” slutter Ida Ulriksen og Camilla Richter.
Lavt antal genoptræningsplaner
Ifølge en rapport fra Region Syddanmark er der kun få henvisninger til kommunal fysisk genoptræning for mennesker med psykiske sygdomme. Det er på trods af, at forskningen viser, at fysisk aktivitet og træning ser ud til at forbedre det fysiske helbred hos patienter med psykisk sygdom.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.