Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Problemerne er langt fra løst

Tre medlemmer af hovedbestyrelsen tvivler på, at den valgte arbejdsmarkedsmodel kan sikre de privatansattes vilkår.

Vi skal sikre tryghed for de privatansatte

TINE NIELSEN, der er regionsformand for Danske Fysioteraputer i Region Hovedstaden, er uenig i den arbejdsmarkedsmodel, som hovedbestyrelsen har besluttet at vælge. Hun mener, at den valgte løsning med to interne fraktioner, der skal forhandle en kontrakt, er en god start, som desværre ikke er langtidsholdbar. Det skyldes især, at den ikke giver de privatansatte sikkerhed for, at den forening, de er medlem, af vil gøre alt, hvad den kan for at skaffe ordentlige vilkår.

”De ansatte kan ikke være sikre på, at der bliver ordentlige forhold. Hvis en arbejdsgiver f.eks. fortsætter med at underbetale, så giver en intern model ikke adgang til de kampskridt og sanktioner, som en rigtig arbejdsmarkedsmodel med to adskilte parter giver adgang til. Vi har ingen sanktionsmuligheder ud over at ekskludere, hvis repræsentantskabet giver lov til det,” siger Tine Nielsen.

På længere sigt tror hun, at det ender med en deling af foreningen, så arbejdsgiver – og arbejdstagerinteresser bliver skilt ad. Derfor skal vi sætte målet efter det, så vi kan arbejde på at bevare en fælles standsforening, som samler hele branchen. I stedet for at risikere
en sprængning af foreningen pga. utilfredshed.

”Vi har den klart laveste organisationsprocent blandt de privatansatte. Det er et udtryk for, at foreningen ikke kan løse de problemer, de har. Vi kunne være 1.000 flere medlemmer, hvis de allesammen var med. Hvis vi ikke kan eller vil lave ordnede forhold, er det en kæmpe falliterklæring,” siger hun.

Arbejdsgivere og arbejdstagere hører ikke hjemme i samme forening

”Jeg er gået med til modellen, fordi jeg godt ved, at vi ikke kan splitte foreningen op i morgen. Men vi har ikke løst det grundlæggende problem. Arbejdsgivere og -tagere hører ikke hjemme i samme forening. Der vil altid være en utryghed i forhold til hvem, der repræsenterer
hvem, også selvom vi har gjort meget for at adskille det administrativt."

Derfor mener AGNES HOLST, at det vil være bedst med en klar adskillelse i to foreninger. Det vil give rene linjer og adgang til de såkaldte ”kampskridt”, der følger af en overenskomst – for eksempel mulighed for strejke og blokade.

”Der er et ulige magtforhold på en arbejdsplads. Der er nogen, der har arbejdet og nogen, der tager det. Jo flere, der kan tage arbejdet, jo mere ulige bliver det. Derfor er det vigtigt, at man kan sætte magt bag kravene om at behandle ansatte ordentligt. Især fordi der sker noget
med vores arbejdsgivere, der i højere grad bliver virksomhedsledere. Det gælder ikke alle, men flere steder er de mere virksomhedsledere end fysioterapeuter,” siger hun og fortsætter:

”Men det er vigtigt, at den langsigtede organisatoriske diskussion ikke handler om, at nogle er onde eller dumme. Grundstenen er, at vi skal behandle hinanden ordentligt – og det skal vi have det bedste setup til at gøre"

Split det op nu – og drop ydernummeret

STEFAN KRAGH har som den eneste i hovedbestyrelsen stemt imod den valgte model. ”Arbejdstageres forhold i praksissektoren er under stigende pres, og den valgte model kan ikke garantere dem ordentlige vilkår,” siger han.

Samtidig mener han, at Danske Fysioterapeuter i tide har forsømt at ændre praksisplaner og ydernummersystemet til de ændrede vilkår på arbejdsmarkedet.

”Praksisoverenskomsten udgør vores akilleshæl i hele denne konflikt, og den har ingen ønsket et opgør med. Den binder folk til arbejdspladser, hvor de bliver presset på lønnen. De kan ikke tage noget med sig, og de skal starte op i et ulige konkurrenceforhold,” siger Stefan Kragh.

"Vi har lænet os op ad en forventning om, at funktionæransættelser ville skabe balance i arbejdsforholdene, modsat problemerne med indlejerkontrakter, men det er ingenlunde tilfældet."

Selvom Stefan Kragh mener, at den interne model er utilstrækkelig, vil han ikke afvise den helt. Men den udstiller en lang række meget problematiske forhold. Blandt andet at de, der skal forhandle for de ansatte, kommer til at sidde i en meget udsat position.

”De skal problematisere nogle forhold og bagefter ud og være arbejdssøgendei et miljø, hvor man ikke ser blidt på illoyalitet. Samtidig får vi ikke tillidsmænd på det private område (red. fordi det kræver overenskomst), så de er ikke beskyttede. Jeg synes ikke, det er en værdig rolle,” siger han.

Derfor forventer han, at det på sigt vil ende med en opsplitning af foreningen, da modsætningerne er for store.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer