
Ny viden
Træning i arbejdstiden giver gevinst
Regelmæssig fysisk træning i arbejdstiden er en effektiv strategi til at reducere nakkesmerter hos kontoransatte. Kombinationen af nakkeøvelser, sundhedsinformation og ergonomisk tilpasning ikke bare forbedrer medarbejdernes trivsel, men giver også en økonomisk gevinst for arbejdsgiveren. Det viser et nyt schweizisk studie.
Nakkesmerter er et udbredt problem blandt kontoransatte, hvor mellem 42 og 68 procent oplever gener. I studiet deltog 120 kontoransatte, uanset om de havde eksisterende nakkesmerter eller ej. Interventionen varede tre måneder og bestod af 20 minutters nakkeøvelser tre gange om ugen, hvoraf én gang foregik i gruppe superviseret af en fysioterapeut, mens de to øvrige gange blev gennemført individuelt via en app. Derudover modtog deltagerne en undervisningsseance om blandt andet arbejdsrelateret stress, mental sundhed og mindfulness. Desuden fik de individuel ergonomisk vejledning af en fysioterapeut.
Studiet vurderede både omkostninger og gevinster ved indsatsen. Allerede en uge efter afslutningen af det tre måneder lange forløb var udgifterne tjent ind gennem forbedret arbejdsevne og reduceret sygefravær. Over en etårig periode gav interventionen en økonomisk gevinst på mere end tre schweiziske franc for hver investeret franc. Samtidig oplevede medarbejderne en forbedring af deres livskvalitet.
Kilde: Brunner B, et al. Cost-utility and cost-benefit analysis of a multi-component intervention (NEXpro) for neck-related symptoms in Swiss office workers. BMC.Public Health 25 (1):160, 2025.
Lungefysioterapi giver færre komplikationer
Træning af respirationsmusklerne før åben hjertekirurgi kan mindske risikoen for komplikationer efter operationen og forkorte indlæggelsestiden.
Det viser et systematisk review, der inkluderer otte randomiserede studier med i alt 696 deltagere i alderen 59-71 år. Studierne undersøgte effekten af præoperativ respirationsmuskeltræning, for eksempel ved brug af en inspirationsmuskeltræner (IMT), hvor der er modstand på indåndingen. Interventionerne varede typisk to til fire uger, med én til tre daglige træningssessioner. Træningen blev sammenlignet med enten ingen intervention eller snydetræning, uden modstand på vejrtrækningen.
Resultaterne viser, at patienter, der trænede før operationen, i gennemsnit havde 1,6 dage kortere indlæggelsestid sammenlignet med kontrolgruppen. Desuden oplevede de markant færre respiratoriske komplikationer efter operationen, herunder næsten en halvering af risikoen for lungebetændelse.
Kilde: de Moura JFC et al. Preoperative respiratory muscle training reduces the risk of pulmonary complications and the length of hospital stay after cardiac surgery: a systematic review. Journal of Physiotherapy, 2024, 70 (1): 16-24.
Fasciitis plantaris – evidensbaseret behandling i flere trin
Fasciitis plantaris er den hyppigste årsag til hælsmerter og rammer især fysisk aktive og midaldrende personer. En ny oversigtsartikel i Ugeskrift for Læger gennemgår den aktuelle viden og præsenterer en struktureret tilgang til tilstanden.
Grundbehandlingen består af patientuddannelse, aflastning, udstrækning, styrketræning og tid. 90 procent af patienterne opnår forbedring inden for 12 måneder ved dette. Aflastningen består i at begrænse gang, løb, hop og stående tid, samt brug af stødabsorberende fodtøj både inde og ude. Dette kan suppleres med indlægssåler, hælkile og evt. tapning af hælen. Udstrækning af akillessenen og fodens muskler kan lindre, især i den akutte fase. Styrketræning, hvor fascia plantaris gradvist belastes, kan også gavne.
Ved manglende effekt efter seks måneder, kan steroidindsprøjtninger, ekstrakorporal shockbølgeterapi (ESWT) eller platelet-rich plasma (PRP)-injektioner overvejes som supplement. Kirurgi forbeholdes sjældne tilfælde, hvor konservativ behandling ikke har haft effekt efter mindst 12 måneder.
Forfatterne understreger vigtigheden af en trinvis tilgang, hvor patienten hjælpes med at navigere i de mange forskellige behandlingsmuligheder. Tålmodighed er nødvendig, da ingen kendte behandlingsmuligheder giver hurtig og absolut symptomfrihed.
Kilde: Dybdal J, et al. Fasciitis plantaris. Ugeskr Læger 2025;187:V04240289.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.