Bedre søvn skal hjælpe på kroniske smerter
Hvad forsker du i?
Jeg forsker i kroniske smerter. I det her projekt vil vi prøve at angribe problemet fra en anden vinkel, nemlig igennem søvnen. Mindst halvdelen af alle med kroniske smerter har også søvnproblemer, og dårlig søvn, selv i kort tid, kan intensivere smerterne. Vi vil gerne have en bedre forståelse af, hvordan folk med kroniske smerter sover. Og så vil vi undersøge, om vi kan lindre folks smerter med to behandlinger til søvnproblemer. Vores projekt består af tre studier, hvor vi rekrutterer patienter, som har kroniske smerter i bevægeapparatet, primært i ryggen, og søvnproblemer.
Hvordan gør du?
I det første studie måler vi den fysiologiske søvnkvalitet hos 50 patienter med et øre-EEG i 20 dage. Med EEG’et kan vi måle ændringer i hjernens elektriske signaler, mens deltagerne sover hjemme. Her vil vi undersøge sammenhængen mellem den selvrapporterede og målte søvnkvalitet over flere nætter.
I det andet studie rekrutterer vi 160 personer, hvor halvdelen modtager 10 ugers kognitiv adfærdsterapi til søvnløshed, via en app. Resten skal følge almindelige råd mod søvnløshed.
I tredje studie skal 240 deltagere enten tage søvnmidlet melatonin eller placebo, inden de går i seng. Alle sover med øre-EGG, så vi kan se, om interventionerne ændrer deres søvnmønster. Og så spørger vi ind til ændringer i deres smerter med et spørgeskema. Vi er interesserede i, om kognitiv adfærdsterapi og melatonin kan hjælpe på deltagernes smerter.
Hvad håber I kommer ud af forsøgene?
Der findes ikke nogen særlig gode behandlinger til folk med kroniske smerter. Så vi håber, at vi vil få evidens for to effektive og lettilgængelige behandlinger. Og så ønsker vi at sætte fokus på søvnproblemer, som er et undervurderet problem hos folk med kroniske smerter.
Om projektet
Tidshorisont
Det første studie bliver sat i gang i efteråret 2023, mens de øvrige studier starter i løbet af 2024. Forskerne forventer af afslutte hele projektet i dec. 2027. Interesserede deltagere kan skrive til smerteforskning.ouh@rsyd.dk.
Finansiering
Projektet har modtaget 6 millioner kroner fra Sygeforsikring Danmark.
Samarbejdspartnere
Projektet udføres på Smertecenter Syd, Odense Universitetshospital. Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Erasmus Medical Center i Rotterdam, Amsterdam, er samarbejdspartnere.