De Studerendes Pris 2012

De Studerendes Pris 2012 gik til fysioterapeuterne Sara Frøkjær og Anna Livbjerg og deres artikel, Brisement forcé efter total knæalloplastik – risikofaktorer og langtidsprognose".

Foto: Heidi Lundsgaard

Vinderne

Anna Livbjerg og Sara Frøkjærs artikel, skrevet på baggrund af deres bachelorprojekt, sætter fokus på risikofaktorer for udviklingen af smertefuld ledstivhed efter indsættelse af en total knæalloplastik. Og på hvilken behandling og information sundhedspersonalet både før og efter operationen kan tilbyde patienterne.

Vinderartikel: ”Brisement forcé efter total knæalloplastik – risikofaktorer og langtidsprognose”

Læs hele bachelorprojektet

Interview af vinderne af De Studerendes Pris i Fysioterapeuten 3/2012

Projektet viser blandt andet, at det er vigtigt at patienterne deltager i et præoperativt informationsmøde med det sundhedsfaglige personale, og at manglende informationsmøder er en risikofaktor for udviklingen af ledstivhed.

Dette er vigtig viden i forbindelse med forebyggelse af nedsat bevægelighed efter en knæoperation, og det står klart at informationsmøder, i det hele taget, også kan være en fordel for mange andre patientgrupper.

Finalisterne

Under gennemlæsningen af de indsendte artikler fandt Forskningsfondens bestyrelse, at endnu en artikel fortjente at blive publiceret. På grund af et velgennemført studie og en god præsentation offentliggøres Sara Bruhn Gudmandsen, Casper Kjær Pedersen og Thomas Andersens artikel om fodboldtræning som relevant og motiverende fysioterapeutisk intervention til mænd med Parkinsons sygdom.

Finaleartikel: ”Fodbold som fysioterapeutisk intervention til personer med Parkinsons sygdom”

Læs hele bachelorprojektet

Ud fra de kvalitative interviewundersøgelser, der ligger til grund for bachelorprojektet og artiklen, kan de tre fysioterapeuter konkludere, at mænd med Parkinsons sygdom synes det er sjovt at spille fodbold. Mændene føler desuden, at træningen er mere effektiv end anden træning og er glade for fællesskabet med andre mænd, der har Parkinsons sygdom.

Som et vigtigt resultat af undersøgelsen fremhæver mændene fodboldtræningen som en tiltrængt afveksling fra den sædvanlige fysioterapeutiske træning, som de til tider oplever som værende ensformig og enerverende.



Fra venstre: Casper Kjær Pedersen, Sara Bruhn Gudmandsen og Thomas Andersen Foto: Preben B. Søborg.

 

Del eller udskriv artiklen