Amputation

I 60'erne og 70'erne udøvede fysioterapeuter stumpbehandling, protesetilvænning og gangtræning til patienter med amputationer. Fysioterapeuternes rolle inden for rehabilitering af patienter med amputation har ændret sig i takt med ny teknologi og organisering i sundhedssystemet.

Fysioterapi til amputationspatienter

Behandling af soldaterne efter de to verdenskrige var i høj grad med til at udvikle den fysioterapi, vi kender i dag. Mange soldater var blevet amputerede og skulle lære at gå igen. De havde brug for genoptræning og her spillede både sygeplejerskerne og massøserne en vigtig rolle.

Soldaterne måtte i mange år klare sig med primitive proteser, der havde hårde skaller og var svære at tilpasse. De fik ofte gnavsår, der førte endnu en amputation, og de kom måske aldrig til at gå igen.

Massøsernes og senere fysioterapeuternes opgave var at forebygge gnavsår med forskellige former for stumpforbinding – en ofte umulig opgave. Der var ganske få fysioterapeuter, der behandlede amputationspatienter og selv op i 1970’erne havde de færreste sygehuse ansat fysioterapeuter i ortopædkirurgisk afdeling.

 Fysioterapeut Lis Teisen indledte sit afsnit om ”Revalidering af amputerede” i Kompendium i øvelsesterapi fra 1974 således:

”Jeg er bedt om at skrive en artikel om behandlingen af amputationspatienter specielt den behandling, der kaldes umiddelbar proteseforsyning og gang. Denne behandlingsmetode anvendes kun ved ganske få hospitaler og kræver et fuldt udviklet behandlingsteam…. Efterhånden som der oprettes ortopædiske afdelinger ved de større sygehuse, kommer flere og flere fysioterapeuter til at deltage i de team, som skal bringe amputationspatienter tilbage til en så vidt muligt normal tilværelse”.

Fysioterapeutens rolle i 60’erne og 70’erne

Fysioterapeuternes rolle var stumpbehandling, protesetilvænning og gangtræning. Stumpbehandlingen, bestod både af bandagering, kontraktur- og ødemprofylakse og styrketræning af stumpens muskulaturen.

Patienterne begyndte allerede at træne, når den første råprotese var klar. I denne proteseprøvningsperioden var det muligt at justere den endelige protese.

En stor del af de patienter, der fik proteser i 70’erne, havde fremskredet diabetes, og det store problem var de mange tryksår, der opstod på grund af de hårde skaller som femur og crus skulle ligge i.

Protesetræningsperioden bestod af gangtræning og træning i almindelige daglige aktiviteter.

En patient indlagt på Gentofte Hospital i 1964 træner styrken i hofteekstensorerne, inden den endelige proteseforsyning. Målet var at forebygge kontrakturer i hoftefleksorerne i den periode, der gik, inden patienten fik den endelige protese.

Ny teknologi

Det blev de danske soldater, der havde deltaget i krigen i Afghanistan, der fik sat fornyet fokus på genoptræningen. Soldaterne trænede på Rigshospitalet, og de var med til at sætte helt nye standarder for, hvor hårdt og intensivt, der skulle trænes.

Nu er der kommet nye proteser til, der er lettere at tilpasse og som giver helt nye bevægelsesmuligheder. Hvor fysioterapeuterne tidligere var glade, hvis patienterne kunne gå korte strækninger, kan patienterne i dag gå flere kilometer, løbe på ski og dyrke idræt på topplan.

Den nye teknologi gør det muligt for brugerne at føre et normalt liv og sætter dem i stand til at dyrke idræt på et højt niveau.

De netop overståede Paralympiske Lege i PyeongChang illustrerede med al tydelighed, hvor langt vi er nået i dag.

En stor del af rehabiliteringen af patienter med amputationer foregår i dag i primærsektoren.

Artikler om genoptræning af soldater fra Fysioterapeuten:
Benamputerede soldater vil gå igen, Fysioterapeuten 2010

Soldater ved baletten, Fysioterapeuten 2011

Soldater får utraditionel genoptræning, Fysioterapeuten 2011

Del eller udskriv artiklen