Foreningens begyndelse

For 100 år siden blev forløberen for Danske Fysioterapeuter dannet af en gruppe kvinder og en overlæge, som ønskede ordnede forhold i et marked, hvor kvaksalvere, prostituerede og sygegymnaster sloges om massøsetitlen.
Massøserne viser variationer af behandlingsmetoder, som ikke blev brugt af de uautoriserede massøser. Billedet er fra den første sygekasseklinik for massage og sygegymnastik i København i 1922, som behandlede børn med skoliose eller skæv ryg.

København 1909. 117 kvinder mødtes i et hus i Studiestræde i det indre København.

Kvinderne havde en drøm: De ville have styr på et broget marked af uautoriserede massører, som lovede helbredelse og lindring af alt fra hudorme og uønsket hårvækst til leddegigt og træthed. Med andre ord: Dygtige, seriøse massøser sloges med alternative behandlere om kunderne.

Det var en tid, hvor massøser havde deltidsansættelser hos læger og på sygehuse, og bagefter cyklede ud til private kunder for at få en fuld løn i hus.

Massøserne fungerede som lægernes forlængede arm, men området var fuldkommen ureguleret, der var ingen autorisation, og en række kurser, som hver især tog sig af massørernes uddannelser.

Mange kaldte sig eksaminerede massører, selvom eksamen og uddannelse stod hen i det uvisse.

Lønningerne var derefter: ”Mange går brødløse rundt, undertiden også til bunds.”, skrev den kvindelige massør Anna Thomsen i en artikel i Berlingske i 1913.

Det var da også Anna Thomsen, som fire år forinden var med til at stifte Dansk Massage og Sygegymnastikforening på mødet i København. Kvinderne – for mænd havde ingen adgang - vil i fællesskab kæmpe for bedre løn, en beskyttet titel og et minimum af uddannelse til dem, der skal udøve faget.

Afklædt ydelse

Samtidig var kvinderne presset fra anden side. Prostitution havde hidtil været en legal profession, men reglerne blev ændret, og prostituerede faldbød deres ydelser i annoncer under dække af massage. Massørerne fik således uønsket konkurrence, og ønskede at hævde massøsestandens renommé.

Foreningen indførte derfor strenge medlemskrav: Man skulle bevise ni måneders fyldestgørende uddannelse med eksamen i teori og praksis fra et kursus, som var godkendt af foreningens bestyrelse. Medlemmerne måtte kun tage patienter, der var henvist fra en læge, og der blev fastsat minimumtakster: Enkeltbehandlinger skulle koste mellem 1,50 og 3 kr., afhængig af behandlingens karakter.

Læger imod kvaksalveri

Samtidig ulmede det hos lægerne. Det udbredte kvaksalveri faldt Lægeforeningen for brystet, som frygtede, at massøserne ville påføre patienterne skader ved at optræde som læger – en fristelse, som lå lige for, da flere læger benyttede massører og sygegymnaster som assistenter i deres praksis.

Allerede i 1898 nedsatte Lægeforeningen for København og Omegn et udvalg, som skulle undersøge, hvordan man kunne komme kvaksalveriet til livs og få styr på gruppen af massører og sygegymnaster.

Lægerne havde brug for en stab af hjælpere, der godt nok ikke måtte virke som læger, men som kunne assistere dygtigt og havde ”tilstrækkelig moralsk fasthed til ikke at indlede sig på selvstændig terapeutisk virksomhed eller for patienten andre skadelige indgreb”.

Gymnastikdirektør Kåre Teilmann underviser massøser i 1913. Det var særligt deltagere fra Teilmanns og Abraham Clod-Hansens kurser, der engagerede sig i Dansk Massage og Sygegymnastikforening, som dannes i 1909. 

Mange små bliver til én

Behovet for at få styr på markedet var stort. Og de 117 kvinder i Dansk Massage og Sygegymnastikforening var ikke de eneste, der organiserer sig for at få styr på forholdene: i 1918 var der otte forskellige foreninger alene i København og Århus.

Men de mange små grupperinger havde svært ved at finde fælles fodslag, når det gjaldt ensretning, autorisation og uddannelse. Det var behov for fællesskab og en samlet, faglig organisation, og i sommeren 1918 lykkedes det:

”Den almindelige danske Massageforening” med undertitlen ’Organisation for de lægeautoriserede Massører og Sygegymnaster i Danmark’ blev stiftet 16. juni på Frederiksberg, hvor de forskellige grupperinger forenede sig i én fælles organisation – forløberen for det, der senere blev til Danske Fysioterapeuter. I spidsen står overlæge dr.med. Erik Faber, som bliver foreningens første formand. 

Den almindelige danske Massageforenings lov, paragraf 1:
"Foreningens Formaal er at samle Landets faguddannede Masseuser og Sygegymnaster for at værne om Standen Interesser navnlig i ethisk og økonomisk Henseende".

Ét år efter tæller foreningen 456 medlemmer ud af 700 praktiserende lægeautorisede massører og sygegymnaster i hele landet.

Skodsborg Badesanatorium åbnede i 1898, og var en blandt en række sanatorier, som tilbød massage, elektroterapi, dampbade og udendørs hvile. 

Lønningerne stiger

Foreningens ramme var skabt – massøserne havde samlet sig i en fælles organisation, og kunne nu med større slagkraft stille krav til autoriteter og myndigheder. Lægerne spillede en vigtig rolle, men initiativet til organiseringen af standen kom fra massøserne selv, og det første gennemarbejdede forslag til en uddannelse blev udformet af massøserne, som også tog initiativ til at blive autoriserede.

Den første periode blev brugt på at forbedre lønforholdene for fastansatte massøser og sætte takster for privatpraksis, for at sikre mere ensartede lønninger. Allerede i 1919 lykkedes det at få lønningerne på Københavns Kommunes hospitaler forhøjet, provinssygehusene følger hurtigt efter, og i 1920 fik også massøser ved privatklinikker og kuranstalter lønforhøjelse.

Formand Erik Faber var formand indtil 1920, hvor endnu en læge, dr. H. P. Lund, overtog formandsposten. I 1923 fik foreningen sin første kvindelige formand, Marie Møller, som er massøse af uddannelse og tidligere leder af Teilmanns Sygegymnaster.

Del eller udskriv artiklen