En stærk og selvstændig kvinde

Hun knuste to af tidens celebre mandehjerter og blev den første kvindelige formand og massøse for Danske Fysioterapeuter. Marie Møller kæmpede for massøsernes løn- og arbejdsvilkår og blev hyldet af medlemmerne, da hun gik af som 70-årig.
Marie Møller blev den første kvindelige formand og massøse for Danske Fysioterapeuter. Hun kæmpede for massøsernes løn- og arbejdsvilkår og blev hyldet af medlemmerne, da hun gik af som 70-årig.

”Hun er ens mod alle, gir god og klar besked, og hun snobber ikke opad og heller ikke ned. Ministre og småfolk, medicinmænd og massøser, er alle folk, hvortil hun af samme skuffe øser.”

Sådan skrev massøsen Fru Alminde i 1938 i et hyldestdigt til Marie Møller, den første kvindelige formand for Den almindelige danske Massageforening, som er forløberen for Danske Fysioterapeuter.

Anledningen var foreningens 20 års fødselsdag, som blev fejret i Amaliegade i København med 200 gæster, smørrebrød, øl, madeira, kaffe, sang og skåltaler.

Marie Møller var et naturligt midtpunkt, stemningen var høj og festen fortsatte til midnat.

På det tidspunkt havde Marie Møller stået i spidsen for foreningen i 15 år. Og hun var den første massøse, der satte sig i formandsstolen efter de to læger Hans Peter Lund og Erik Faber. 

Det lykkedes hende at sætte en række spor i de 17 år, hun sad i formandsstolen. Hun fik sat fokus på massøsernes arbejdsvilkår og forhøjet deres lønninger, hun fik forbedret og forlænget uddannelsen, og hun lagde de første spor ud til det, der senere blev en statsautorisation.

Men hvem var hun egentlig, den foretagsomme formand, som stod i spidsen for foreningen i 17 år?

Tæt på tidens kulturelle personligheder

Andersine Marie Møller blev født i 1869 nord for Varde som yngste barn af en børneflok på fem af landstingsmand og møllejer Niels Møller og hans hustru, Nikoline Kirstine.

Da hun var omkring 18 år kom hun i hjemmet hos digterpræsten Jakob Knudsen (bl.a. forfatter til salmen ”Se, nu stiger Solen”) og hans hustru. Jakob Knudsen blev forelsket i den unge Marie, men ifølge kilder blev forholdet ikke fuldbyrdet.

Senere flyttede Marie Møller til København, hvor hun blev husassistent hos komponisten Carl Nielsen. Ligesom Jakob Knudsen kunne han ikke stå for den unge kvinde, og denne gang var forholdet ikke rent platonisk - Carl Nielsen havde efter sigende en afslappet seksualmoral.

Carl Nielsens hustru, Anne Marie Carl-Nielsen var på udlandsrejse, men vendte tilbage til sin mand, da hun fik nys om forholdet, og smed Marie Møller ud.

Stifter foreningen i 1918

Marie Møller lod sig dog ikke slå ud. Hun uddannede sig til massøse, den tids fysioterapeut, og fik arbejde hos nervelæge, professor Dr. Med., P. Dethlefsen.

Hun blev senere leder af Teilmanns Sygegymnaster og var en af de 23 kvindelige massøser, der stiftede Den almindelige danske Massageforening i forsamlingshuset Gimle på Frederiksberg i 1918.

I 1923 blev hun valgt til formand for foreningen, og der var opgaver nok at tage fat på.

I midten af 1920erne var der udbredt arbejdsløshed blandt de lægeautoriserede massøser. Provinssygehusene anvendte sygeplejersker i stedet for de autoriserede massøser til at give patienterne massage, ligesom praktiserende læger henviste til ikke-lægeautoriserede massører og massøser.

Samtidig nedsatte Københavns Kommune i 1922 lønnen på byens hospitaler på grund af de økonomisk vanskelige tider. Foreningen med Marie Møller i front frygtede, at den ringe løn ville brede sig til resten af landet.

Men det lykkedes for Marie Møller at indgå overenskomster med sygekasserne i Aarhus og for ansatte ved statsbanerne i Sjælland, Jylland, Fyn og Falster, hvilket forbedrede massøsernes vilkår.

Til gengæld trak det ud med at skabe landsdækkende lønaftaler med Sygehusforeningen og Sygekassernes Centralforening. Aftalerne blev dog skrevet under umiddelbart efter Marie Møller trådte af som formand, i høj grad som resultat af hendes mangeårige store og vedvarende indsats.

Elektroterapi på skoleskemaet

En stor milepæl i Marie Møllers tid blev fysioterapeuternes ret til at benytte elektroterapi.

Terapien blev brugt på de fleste sygehuse og i private praksisser, men Lægeforeningen,  som sad på autorisationen, ville ikke acceptere, at fysioterapeuterne gav behandlingen. De truede med at tage autorisationen fra dem, der benyttede apparaturet.

Men det lykkedes Marie Møller at få lægerne til at ændre holdning, bl.a. ved at gøre instruktion i elektroterapi til en del af uddannelsen, som samtidig blev forlænget med seks måneder.

Læs mere om lægernes indflydelse på foreningens begyndelse

I slutningen af 1930erne var hun tæt på at få indfriet et andet stort ønske, nemlig spørgsmålet om statsautorisation. I januar 1937 kontaktede hun den radikale indenrigsminister Berthel Dahlgaard, og der blev udarbejdet et lovforslag.

Men det trak ud med at få fremsat forslaget i Rigsdagen, formentlig fordi Lægeforeningen fik kolde fødder. Da Hitler-Tysklands militær i september 1939 angreb Polen, og Frankrig og England erklærede krig mod Tyskland, blev lovforslaget trukket tilbage.

Marie Møller var formand for foreningen frem til september 1940, hvor hun var 70 år. På foreningens første repræsentantskabsmøde efter fratrædelsen blev hun udnævnt til æresmedlem og modtog senere kong Christian X’s fortjenstmedalje i sølv.

”Hun er klar og foretagsom, altid rede til det mest brydsomme arbejde. Aldrig er noget medlem af Den almindelige danske Massageforening, som søgte råd eller hjælp, gået forgæves hos hende. Hvis hun havde fået en sag ordnet for os, lyste hendes ansigt op og hendes stemme blev helt triumferende. Hun gav intet mindre end sig selv.”

- Erna Kenmer i aftrædelsesportrættet i Tidsskrift for Den almindelige danske Massage forening i 1940.

 

 

Kilder: Tidsskrift for Den almindelige danske Massageforening, nr. 10 1940.
Kristeligt Dagblad: Marie og hendes mænd.

Del eller udskriv artiklen