Elektroterapi – fra potent til udskældt behandlingsmetode

Elektroterapien blev en vigtig del af den tidlige sygegymnastik, men blev også årsag til splid med lægerne. Med 1990’ernes fokus på aktiv behandling og videnskabeliggørelse af professionen blev der stillet spørgsmålstegn ved anvendelsen af elektroterapi, der fik en mindre plads i fysioterapi.
Elektroterapi med deltagelse af massøse og under overvågning af en læge på Sygekasseklinikken på Mariendalsvej i København

Lægerne var i 1920’erne ikke udpræget begejstrede for, at massøserne begyndte at anvende elektroterapeutiske behandlinger.

De var bekymrede for, at en ”relativ” u-uddannet faggruppe tog et sådant potent middel i brug, og desuden ønskede de selv at holde fast i elektriske behandlinger, som et tilbud til deres patienter.

En fysioterapeut blev således i 1923 truet med at få frataget sin autorisation, hvis hun ikke holdt op med at behandle med elektroterapi.

Hun havde anskaffet sig et Tesla-apparat, et traktionsapparat, et fircellebad og en multostat-transformator.

Den almindelige danske Massageforening gik ind i konflikten og kæmpede for, at undervisning i elektroterapi kom til at indgå i massøseuddannelsen og dermed fastholde behandlingsformen i sygegymnasternes regi. Det kæmpede Massageudvalget under Lægeforeningen imod.

”Vi ønsker ikke at give Massøserne flere fjer i Hatten, end de har. Det, massøserne har lært godt og grundigt på Kurset, det skal de udøve, ikke mere”, lød et af indlæggene på lægemødet i august 1924.

Men i 1928 lykkedes det foreningen at indføre elektroterapi på massageuddannelserne, der samtidig blev forlænget med et halvt år.

Elektroterapi i 40’erne og 50’erne

I ”Danmarks lægeautoriserede Massøser og Massørers” samlede værk fra 1943 om professionen fylder kapitlerne om den elektriske behandling en hel del.

Massøren A.E. Stangerup gennemgår rationalet bag strømbehandlingen, og virkningsmekanismerne for de forskellige ”strømformer” og skriver blandt andet:

”Den rytmiske Faradisation bruges væsentlig overfor Muskelatrofier. De degenererede Muskler kan man irritere paa forskellig Maade med faradisk Strøm. Ved de enkelte Stød skal man helst anvende Haandelektroder af forskellig Størrelse, den irriterede Elektrode sættes på Musklens innerverede Nerve”.

Spørgsmålstegn ved el-terapi

I 1970’erne og 80’erne var el-terapi en vigtig del af den fysioterapeutiske smertebehandling, og man anvendte blandt andet TENS og laser. Men dårlige studier og en manglende viden om f.eks. dosis-respons kom til at betyde, at fysioterapeuter begyndte at fravælge behandlingsformen til fordel for mere aktive behandlingsmetoder.

Et klinisk forsøg med diadynamisk strøm udført på Bispebjerg Hospital var med til at rejse en debat om effektmåling (Fysioterapeuten nr. 7 1983).

Et klinisk forsøg med diadynamisk strøm udført på Bispebjerg Hospital blev publiceret i Ugeskrift for Læger og i Fysioterapeuten nr. 7 1983, der fortsatte i 1984 i kølvandet på et interview med lægen Svend Lings.

Han satte spørgsmålstegn ved behandling med kortbølge, ultralyd og mikrobølge, og understregede i den sammenhæng, at virkningen af massage ikke adskilte sig fra placebo, hvorfor ”var mindst 72 procent af de praktiserendes arbejde uden videnskabelig grundlag.

Senere kom den norske professor, fysioterapeut Jan Bjordahl med budskabet om, at fysioterapeuter havde været for hurtige med at skippe elterapien. Jan Bjordahl har i mange år forsket i effekten af blandt andet laser og TENS.

I et interview til Fysioterapeuten i forbindelse med verdenskongressen for fysioterapeuter i 2015 sagde han blandt andet, at fysioterapeuter har været for hurtige til at skrotte el-terapien. Problemet er i dag ikke den manglende evidens, men den måde evidensen bruges, hævder han i interviewet.

Del eller udskriv artiklen