Fysioterapeuterne spillede en vigtig rolle i forebyggelsen

Ergonomien havde høj prioritet hos massøserne i 1940’erne, og flere fik indført træning på arbejdspladserne til forebyggelse af arbejdsskader.
I 1950'erne arbejdede foreningen for, at ergonomi blev en del af pensum på grunduddannelsen. Først i midten af 1970 kom der på alle sundhedsfaglige uddannelser fokus på forebyggelse og ergonomi. For fysioterapeuterne betød det, at der blev indført ergonomipraktik (foto privat).

Med ungdomsoprøret kom der i befolkningen et øget fokus på arbejdsmiljø og også fysioterapeuterne var helt fremme på barrikaderne.

Også på uddannelserne blev der skruet op for undervisning i arbejdsmiljø og socialmedicin, og der blev indført ergonomipraktik.

Fysioterapeuterne i feltet arbejdede dels som konsulenter dels som ansatte i BST. Mange af konsulenterne arbejdede alene og løste ad hoc-opgaver.

Efter 2000 opstod der små og større firmaer, der tilbød ergonomisk rådgivning og løsning af arbejdsmiljøopgaver. Der kom i disse år øget fokus på evidens, og en bevidsthed om, at det ikke var tilstrækkeligt kun at se på arbejdsstillinger, men at man også skulle se på organisering, arbejdstempo og -belastning.

Det stillede større krav til fysioterapeuterne, og der opstod et behov for efter- og videreuddannelse inden for området. I dag tilbyder det faglige selskab for Fysioterapi i Arbejdsliv kurser og seminarer.

Den industrielle udvikling efter 2. verdenskrig

Bevidstheden om at det var vigtigt at fokusere på arbejdsmiljøet kom i midten af 1940’erne. Ny teknologi og en forøgelse af produktiviteten efter anden verdenskrig fik stor betydning for arbejderne.

Det forøgede arbejdstempo, som kom med den industrielle udvikling, førte til, at lang flere blev ramt af arbejdsbetingede lidelser af både fysisk og psykisk karakter. Allerede under krigen i 1943 gjorde den daværende direktør i Arbejdstilsynet opmærksom på, at man skulle undersøge, hvordan man kunne forebygge den nedslidning, man så i industrien.

Flere fysioterapeuter/massøser begyndte at interessere sig for arbejdsbetingede lidelser. Massøsen Rigmor Thor gennemførte således i 1949 en undersøgelse af ansattes arbejdsstillinger i Magasin du Nord, og hun forsatte som konsulent i flere år for blandt andet Københavns Belysningsvæsen.

Et vendepunkt og træning på arbejdspladsen

Massøse Margrethe Jernved fik en afgørende rolle for udviklingen af det forebyggende arbejde i professionen. Hun var i 1953 tilknyttet Philips som ergonomisk konsulent. I 1954 blev en af medarbejderne på Philips fyret, da hun ikke kunne følge med i arbejdstempoet.

Margrethe Jernved valgte at gennemføre en ergonomisk undersøgelse, der førte til indkøb af nye stole og en tilpasning af produktionsudstyret og blev en nøgleperson for arbejdsmiljøet på Philips, hvor hun var ansat til 1968.

Margrethe Jernved var formentlig den første bedriftsfysioterapeut i Danmark. Hendes arbejde var med til at øge opmærksomheden på det forebyggende arbejde både i foreningen og blandt foreningens medlemmer.

I 1950’erne kæmpede massøserne for indførelsen af den såkaldte erhvervsgymnastik, der kunne være med til at forebygge nedslidning med tilpassede gymnastikprogrammer på arbejdspladserne.

Massøseuddannelserne havde på dette tidspunkt ikke undervisning i det forebyggende arbejde, og der var en livlig debat blandt andet i tidsskriftet om behovet for at supplere uddannelsen.

Der var brug for at massøserne dels kunne instruere en gruppe dels sammensætte de rigtige programmer, der kunne forebygge nedslidning.

I 1964 blev der i Danske Fysioterapeuter oprettet et profylakseudvalg, og der blev afholdt kurser i ergonomi og arbejdsteknik i foreningens regi.

Studenteroprøret og fornyet fokus på arbejdsmiljø

Fysioterapeuter var op gennem 60’erne engageret i forebyggelse, men det fokus på forebyggelse, der var hos myndighederne i 40’erne og i starten af 50’erne, forsvandt. Det var først med ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne, at arbejdsmiljø igen kom på dagsorden.

De medicinstuderende førte an og kritiserede lægerne for at være en samling lappeskræddere, der ikke gjorde nok for forebyggelsen. Flere skandaler og rapporter om manglende sikkerhed, arbejdsulykker, opskruet arbejdstempo og dårligt arbejdsmiljø fik sat skub i udviklingen.

I begyndelsen af 70’erne blev der udgivet en række rapporter, der understregede fysioterapeuternes betydning for forebyggelsen. Der blev fra regeringens side arbejdet på en fornyelse af arbejdsmiljølovgivningen, der gjorde op med den tilgang, man havde haft tidligere.

I stedet for at lovgivningen skulle beskytte arbejderne mod farer på arbejdspladsen, betonede den nye lov, at farerne skulle elimineres. Teknologi og arbejdsproces skulle tilpasses mennesket og ikke omvendt. En tilgang, der gælder den dag i dag.

Rapporterne og den nye lovgivning førte til beslutningen om at oprette decentrale bedriftssundhedstjenester, og de første blev oprettet i 1978.

Ergonomi og oprør hos de unge fysioterapeuter

Den øgede interesse for samfundsforhold og socialmedicin i 70’erne førte til livlig debat i foreningen og i tidsskriftet. Det var de unge nyuddannede og studerende fra København, der førte an og krævede, at undervisningen i højere grad blev sat ind i et samfundsmæssigt perspektiv.

De oprørske unge københavnere slog sig sammen med medicin- og tandlægestuderende i den såkaldte Studenterfront, der havde en socialistisk grundholdning til sygdomme og årsagerne til dem.

De mente, at fysioterapeuter skulle vælge side: var de på arbejdernes side eller på arbejdsgivernes? Der var således lagt op til klassekamp.

Ergonomifaggruppen kunne ikke tilslutte sig de yderliggående synspunkter og lagde med et debatindlæg i tidsskriftet låg på debatten.

Ergonomifaggruppen

Ergonomigruppen af Fysioterapeuter i Danmark blev dannet i 1972, og var den anden faggruppe i foreningens historie (Manuel terapigruppen var først). Denne gruppe var primus motor i en henvendelse til Indenrigsministeriet om, at myndighederne i fysioterapeuternes autorisation skulle tilføje, at fysioterapeuter ud over behandling også udfører profylaktisk ergonomisk arbejde.

Selvom fysioterapeuter generelt skulle arbejde efter lægehenvisning, når de behandlede, arbejdede de fleste fysioterapeuter inden for forebyggelse på egen hånd og havde gjort det fra starten. Problemstillingen var løbende til debat i foreningen.

I 1975 blev undervisning i ergonomi en større del af grunduddannelsen, og i 1977 blev der etableret en egentlig ergonomipraktik. Ergonomipraktikken var frivillig, men meget populær. 90 procent af de studerende valgte at supplere hospitalspraktikken med praktik på virksomheder. I 1983 blev ergonomipraktikken obligatorisk.

Klinisk undervisning og etablering af et fagligt selskab

Ergonomi og arbejdsmiljø var efter 70’erne en del af undervisningen på uddannelserne og skiftende studieordninger inddrog såvel arbejdsmiljøopgaver som virksomhedsbesøg.

I forbindelse med forlængelsen af fysioterapeutuddannelsen i 2000 fremgik det af Bekendtgørelsen, at fysioterapeuter i uddannelsen skulle kvalificere sig til:

”at målrette den fysioterapeutiske intervention mod det enkelte menneske og grupper af mennesker i alle livsaldre i samspil med omgivelserne og med fokus på fritidsliv og miljø. Herunder arbejdsmiljø og ergonomi”.

I 2013 blev Dansk Selskab for Fysioterapi stiftet som paraplyorganisation for 18 videnskabelige selskaber, som var oprettet på grundlag af foreningens fagfora og faggrupper.

Den tidligere ergonomifaggruppe skiftede navn til Dansk Selskab for Fysioterapi i Sundhedsfremme, Forebyggelse og Ergonomi, der i 2017 blev til Dansk Selskab for Fysioterapi i Arbejdsliv. Selskabet samarbejder med et tilsvarende selskab for ergoterapeuter inden for arbejdsmiljø, deler hjemmeside og afholder kurser og uddannelsesforløb for begge professioner.

Del eller udskriv artiklen